Ny politisk aftale på ældreområdet

19-12-2020
Lige et opslag fra mig, der hverken handler om smittetal eller restriktioner.
Jeg vil fortælle om en politisk aftale, jeg har indgået på ældreområdet. Efter et grundigt og langstrakt arbejde er det lykkedes at få alle folketingets partier med i aftalen. Det betyder måske, at den ikke får så meget opmærksomhed i medierne, for så er der ikke politisk debat om den - men det gør den ikke mindre vigtig for den enkelte ældre og alle pårørende.
 
Hovedpunktet er, at ældre nu får retten til at træffe et valg om på forhånd at sige nej tak til genoplivningsforsøg. Handler om noget så fundamentalt som retten til at bestemme, hvordan vi skal herfra. Et stort ønske fra bla Ældresagen og fra FOA.
 
Det er også en vigtig og dybt principiel sag. Vi får nu skabt en løsning, der tager de etiske aspekter med, som er god for den ældre selv, de pårørende og for medarbejderne
Aftalen har også en del andre gode elementer, som styrker tryghed og giver bedre betingelser for livet som ældre og pårørende. Blandt andet støtter vi de frivillige vågetjenester, som yder et vigtigt arbejde.
 Og der er en række initiativer til bekæmpelse af ensomhed blandt ældre: Bofællesskaber, udbredelse af Cykling uden alder og et særligt fokus på at hjælpe pårørende til svækkede ældre under Videnscenter for værdig ældrepleje.
 
Alt i alt en samling solide indsatser, som strukturelt forbedrer vilkårene for vores ældre medborgere. Dejligt at kunne samle alle folketingets partier om disse initiativer. Endnu et eksempel på, at det samarbejdende folkestyre i 🇩🇰 er langt bedre end sit rygte. Vi kan jo stadig godt, når vi sætter os for det. Lad os få mere af det fremover.
Tak til alle folketingets ældreordførere for det store arbejde. Og tak til mine dygtige og hårdtarbejdende medarbejdere i ministeriet. Jeg er stolt af resultatet.