Opgaven er klar

18-12-2020
Tidligt op, tjekke smittetal, kysse pigerne farvel, sætte havregrød over, spise yoghurt, afsted.
Opgaven er klar: Først skal vi have stoppet stigningen i smittekurven. Og så skal vi have knækket den, så der kommer et fald.
Effekten af nedlukningen vil vi først se om noget tid, så vi følger nøje alle tegn på udviklinger i smitten, i samfundsaktiviteten og i indlæggelser.
Og jeg vil sige det, som der er: Vores sygehuse er pressede, og antal nyindlæggelser vil stige som følge af smittetallene den seneste uge. Særligt i hovedstaden, på Sjælland og i Midtjylland, som udviklingen ser ud nu.
 
Her til morgen mødes jeg derfor virtuelt med folketingets partier i covid-19 følgegruppen for at drøfte en plan for, hvordan vi organiserer og prioriterer, så sygehusene og vores fantastiske, hårdtarbejdende personale kan følge med og tage sig af patienterne.
Det bedste, vi alle kan gøre, er at få stoppet de smittekæder. Smitten er alle steder, hvor der er mennesker samlet. Så enkelt er det.
 
Og til jer, der hjælper sårbare naboer, venner i risikogruppen og ældre familiemedlemmer med indkøb, et telefonopkald og et virtuelt kram: Tusind tak for indsatsen ❤️ Det har været et hårdt år for mange, og de har brug for vores hjælp og at mærke, at vi er der for dem lige nu.
 
Vi kan gøre det her sammen 💪🇩🇰