Der skal sættes markant og præcist ind nu

06-12-2020

Jeg tager en pause fra arbejdet og løber en tur rundt om søerne. For at klare hovedet efter nogle lange dage og for at hente energi til i morgen og ugen, der kommer.

Jeg vil gerne fortælle om, hvad der sker i disse timer:
Situationen er alvorlig. I Europa og nu også i store dele af Danmark. Vi har nu igen epidemikurver, der stiger eksponentielt. Vi har nu over 300 indlagte med covid.

Derfor er myndighedernes og vires allesammens analyse klar: Der skal sættes markant og præcist ind nu, hvis vi skal lykkes med endnu en gang at holde epidemien under kontrol. Og det skal vi.

Siden myndighederne fredag meldte den skærpede risikovurdering ud for Region Hovedstaden, er der bogstaveligt talt blevet arbejdet i døgndrift. Konkrete tiltag er vurderet, eksterne eksperter har hjulpet med beregninger, planer er blevet gennemgået og revideret, der er hentet viden ind fra resten af Europa mm.

Jeg har mødtes virtuelt med folketingets partier i dag, søndag, og de er indkaldt igen i morgen.

Hastighed betyder noget, når vi skal bekæmpe smitten. Den stigning, vi så for en uge siden i 18 kommuner i og tæt på hovedstaden, kan vi nu konstatere er på vej flere andre steder. Derfor sætter vi ind flere steder. Og netop nu, mens jeg løber min tur, sendes invitationer ud til borgmestre og regionsrådsformænd de berørte steder. Dem mødes jeg med umiddelbart efter partierne i morgen.

Og kære alle sammen. Jeg ved godt, at mange ikke orker mere. Men epidemien giver ikke op. Den har kræfterne til at lægge sundhedsvæsener ned, til at trække spor af overdødelig og alvorlige senfølger efter sig.

Vi er i Danmark kommet sikkert igennem de første faser af epidemien. Men foran os står en ny fase. Og det er op til os alle, om vi skal fortsætte kursen med at holde smitten i skak.

Vi står foran mørke og kolde måneder. Men der er lys for enden af tunellen: Vaccinerne er på vej. Og indtil da, så har vi vores supervåben, og vi ved, hvad der virker. Afstand. Håndvask. Sprit. Mundbind. Og hjælp naboer, venner, familie, vores kære, som er i risikogrupperne og derfor skal have ekstra hjælp i denne tid med indkøb, afstand, et telefonopkald, et virtuelt kram.

Pas på hinanden. Vi kan gøre det her sammen.