1

Problemstilling

Erhvervsministeren, social- og ældreministeren, sundhedsministeren og transportministeren har i lyset af smitteudviklingen, og som opfølgning på Epidemikommissionens indstilling af 23. november 2021, Vurdering af tiltag om ændring af regler for negativ test og udbredelse af krav om coronapas, anmodet Epidemikommissionen om indstillinger, om der bør indføres krav om brug af mundbind eller visir på visse udvalgte områder.

For så vidt angår kollektiv transport har transportministeren anmodet om vurdering af, om der bør indføres krav om mundbind eller visir, og i bekræftende fald, om at vurdere om der er fortsat er fagligt grundlag for at indføre coronapas i kollektiv transport.

For så vidt angår liberale serviceerhverv og køreskoler har erhvervsministeren og transportministeren anmodet Epidemikommissionen om at vurdere, om der som alternativ til indførelse af krav om mundbind eller visir, indstilles indførelse af krav om coronapas.

2

Epidemikommissionens indstilling

I forlængelse Epidemikommissionens overordnede anbefalinger af 23. november 2021 vedr. indførelse af krav om brug af mundbind indstiller Epidemikommissionen, at der konkret indføres krav om mundbind eller visir på følgende områder:

  • Kollektiv transport, herunder bus, tog, letbane, metro, færge og indenrigs fly samt taxa.
  • Engroshandlen, detailhandlen, herunder i udvalgsvarebutikker, dagligvarebutikker, indkøbscentre, stormagasiner, basarer, arkader, indendørs markeder samt take-away-steder beliggende heri.
  • Sundhedssektoren (besøgende, patienter og medarbejdere på offentlige og private sygehuse og klinikker, praksissektoren, kommunale sundhedstilbud).
  • Ældreområdet og sociale tilbud (besøgende og ansatte).

Dette bør implementeres således, at den ansvarlige for en engroshandel, detailhandel mv. alene må tillade adgang for personer med mundbind eller visir, ligesom der i eller ved lokalerne på alle steder, hvor der foreslås indført krav om mundbind eller visir, opsættes informationsmateriale om kravet. For så vidt angår kollektiv transport vil det være et, at kravet om mundbind eller visir indskrives i rejsereglerne el. lign., og at disse håndhæves. Derudover vil der være mulighed for bortvisning af personer uden mundbind eller visir.

Epidemikommissionen indstiller i forlængelse heraf, at der for så vidt angår kollektiv transport ikke indføres krav om coronapas (jf. indstilling af den 23. november 2021 om Vurdering af tiltag - Ændring af regler for negativ test og udbredelse af kravet om coronapas), såfremt der indføres krav om mundbind eller visir.

Epidemikommissionen indstiller videre, at der for så vidt angår liberale serviceerhverv (tatovører, piercing-, spa-, kropspleje-, skønheds- og massageklinikker, frisører og øvrige lokaler, hvor der leveres tjenesteydelser, som efter deres karakter indebærer tæt fysisk kontakt til kunder, og bemandede solarier), samt for køreskoler og køreprøver, indføres krav om coronapas.

Om indførsel af krav om brug af mundbind eller visir på udvalgte områder
Epidemikommissionen har som anført i Epidemikommissionens indstilling af 23. november 2021 Vurdering af tiltag - Ændring af regler for negativ test og udbredelse af krav om coronapas, drøftet behovet for at indføre krav om brug af mundbind eller visir på udvalgte områder som et yderligere smittereducerende tiltag.

Epidemikommissionen bemærker i den forbindelse, at der på baggrund af den aktuelle smittesituation, og nyeste viden om effekten af brug af mundbind eller visir, med fordel kan genindføres krav mundbind eller visir på udvalgte områder.

Epidemikommissionen bemærker, at mundbind eller visir bør indføres som krav og ikke som anbefaling, da det vurderes at være svært at opnå efterlevelse uden egentlige krav, særligt henset til, at der tidligere har været krav på området. Reglerne bør udformes således, at den ansvarlige alene må tillade adgang for personer med mundbind eller visir, ligesom det bør være et krav, at der i eller ved lokalerne opsættes informationsmateriale om kravet om at bruge mundbind eller visir.

Epidemikommissionen bemærker endvidere, at et krav om mundbind eller visir bør være gældende for et forholdsvist bredt udsnit af områder for at have effekt, samt at der bør være tale om områder, hvor mange mennesker færdes og/eller, hvor der er tæt fysisk kontakt. Endelig bør hensyn til sårbare og udsatte personer tages i betragtning. Derudover har Epidemikommissionen lagt vægt på, at et krav om mundbind eller visir ikke pålægger det pågældende område en uforholdsmæssig stor byrde.

Epidemikommissionen bemærker, at et krav om mundbind eller visir bør gælde samme tilgang til kontrol og undtagelser mv., som tidligere har været gældende.

Epidemikommissionen bemærker, at der for så vidt angår liberale serviceerhverv (tatovører, piercing-, spa-, kropspleje-, skønheds- og massageklinikker, frisører og øvrige lokaler, hvor der leveres tjenesteydelser, som efter deres karakter indebærer tæt fysisk kontakt til kunder, og bemandede solarier), samt for køreskoler og køreprøver, er lagt vægt på, at krav om coronapas vurderes at være mere hensigtsmæssigt at implementere og efterleve end krav om mundbind og samtidigt have smittereducerende effekt. Det vurderes på nuværende tidspunkt ikke at være relevant at indføre både coronapas og mundbind.

Epidemikommissionen bemærker, at der for så vidt angår kollektiv transport, herunder bus, tog, letbane, metro, færge og indenrigsfly samt taxa, er lagt vægt på, at der er tale om områder, hvor mange mennesker typisk samles, hvor der er mange tilfældige kontakter og myldretid. Her vurderes mundbind at være et relevant tiltag, da det også vil reducere smitte fra vaccinerede personer. Det vurderes på nuværende tidspunkt ikke at være relevant at indføre både coronapas og mundbind.