1

Problemstilling

Der blev den 22. marts 2021 indgået en bred rammeaftale om en plan for genåbning af Danmark. Ifølge den politiske aftale er partierne enige om yderligere genåbning af de videregående uddannelser den 6. april 2021. Det følger af aftalen, at ”Den nuværende model for test i uddannelsessystemet fastholdes.”

For Folkekirkens Videns- og Uddannelsescenter og folkekirkens tre kirkemusikskoler betyder aftalen, at disse uddannelsesinstitutioner kan genåbne med:

  • 50 pct. fremmøde (dvs. hver anden uge) for afgangsstuderende på videregående uddannelser med mange praksiselementer.
  • 20 pct. fremmøde for alle øvrige studerende på videregående uddannelser.
  • Begrænset åbning for studerende på deres uddannelsesinstitutioner for afgangsstuderende på videregående uddannelser med mange praksiselementer.

Kirkeministeriet ønsker i forbindelse med den kommende gradvise genåbning af de videregående folkekirkelige uddannelser at ensrette reglerne om test, sådan at der gælder det samme testkrav for alle studerende og ansatte, der har fysisk
fremmøde. Dvs. at kravet om, at alle studerende og ansatte skal kunne dokumentere, at de inden for de seneste 72 timer har opnået et negativt undersøgelsesresultat ved gennemførelse af antigen- eller PCR-test for covid-19 udvides til også at omfatte personer, der indtil nu har kunnet fremmøde fysisk på uddannelsesinstitutionen uden at være omfattet af testkrav.

2

Epidemikommissionens indstilling

Epidemikommissionen indstiller, at krav om test m.v. udvides til at omfatte alle elever, studerende og ansatte, der fremmøder fysisk i forbindelse med genåbningen af de videregående folkekirkelige uddannelser i forbindelse med genåbningen pr. 6. april 2021.

Epidemikommissionen lægger vægt på, at smittesituationen løbende følges med henblik på at vurdere, om der er grundlag for at allerede fastsatte regler videreføres, ændres eller ophæves.