1

Problemstilling

Sundhedsministeren, erhvervsministeren, transportministeren og social- og ældreministeren har anmodet Epidemikommissionen om indstilling om videreførelse af krav om brug af mundbind eller visir på udvalgte områder

2

Epidemikommissionens indstilling

Epidemikommissionen indstiller, at gældende regler om mundbind videreføres.

Epidemikommissionen bemærker i den forbindelse, at Epidemikommissionen fortsat vurderer, at der på baggrund af den aktuelle smittesituation og nyeste viden om effekten af brug af mundbind eller visir, med fordel kan være krav om mundbind eller visir på udvalgte områder (jf. indstilling fra den 24. november 2021 ’Indstilling om indførelse af krav om brug af mundbind eller visir og coronapas.’).

Epidemikommissionen bemærker endvidere, at det fortsat er et hensyn, at et krav om mundbind eller visir bør være gældende for et forholdsvist bredt udsnit af områder for at have effekt, samt at der bør være tale om områder, hvor mange mennesker færdes og/eller, hvor der er tæt fysisk kontakt. Endelig bør hensyn til sårbare og udsatte personer tages i betragtning. Derudover lægger Epidemikommissionen vægt på, at et krav om mundbind eller visir ikke pålægger det pågældende område en uforholdsmæssig stor byrde.

Endelig vurderer Epidemikommissionen, at krav om mundbind eller visir bidrager til epidemikontrol, og at det nuværende restriktionsniveau er relevant og nødvendigt i den aktuelle smittesituation.

Epidemikommissionen lægger vægt på, at smittesituationen løbende følges med henblik på at vurdere, om der er grundlag for, at allerede fastsatte regler videreføres, ændres eller lempes.