Apoteker og forhandlere

Salg af receptpligtige lægemidler og visse håndkøbsmidler er forbeholdt apotekerne.

Apotekere

Apotekerne har blandt andet pligt til at forhandle apoteksforbeholdte lægemidler og receptpligtige lægemidler, ligesom apotekerne har pligt til at informere og vejlede om bl.a. brugen af lægemidler.

Et apotek drives af en privatperson der har fået bevilling til at drive det pågældende apotek. For at opnå en apotekbevilling skal man have en farmaceutisk kandidateksamen. Personalet på apotekerne består af farmaceuter og farmakonomer.

Regler om udøvelse af apoteksvirksomhed er generelt fastsat i lov om apoteksvirksomhed og de bekendtgørelser, der er knyttet til den.

Læs mere om apoteker på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside

Andre forhandlere af lægemidler

Der er håndkøbslægemidler, der må sælges uden for apotekerne. Disse kaldes også liberaliserede håndkøbslægemidler.

Det er Lægemiddelstyrelsen, der afgør, om et lægemiddel må sælges i disse butikker. Der er normalt ikke apoteksfagligt personale ansat i butikker uden for apotekervæsenet.

Butikkerne skal almindeligvis føre et vist basissortiment. Basissortimentet omfatter bl.a. smertestillende, slimløsnende midler mod hoste, sugetabletter mod ondt i halsen. Dog er der mulighed for at opnå forhandlertilladelse, der alene omfatter lægemidler til behandling af gener ved rygeafvænning. Uden for apotekerne må håndkøbslægemidler ikke sælges til personer under 15 år, og smertestillende håndkøbslægemidler (til indtagelse gennem munden) må kun sælges til personer på 18 år og derover.

Lægemiddelstyrelsen har godkendt 3800 butikker til at forhandle håndkøbslægemidler til mennesker.

Receptpligtige lægemidler må kun forhandles på apoteker. Der er dog mulighed for, at receptpligtige lægemidler til produktionsdyr kan forhandles af andre end apoteker. Dette kræver ligeledes en særlig tilladelse fra Lægemiddelstyrelsen.

Læs mere om andre forhandlere af medicin på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside