Nordisk samarbejde

​​​​​​​​​Samarbejdet mellem de nordiske lande er blandt de ældste og de mest omfattende regionale samarbejder i verden og omfatter de fem nordiske lande Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige samt de tre selvstyrende områder Grønland, Færøerne og Åland.

Samarbejdet er forankret i de nordiske regeringers officielle samarbejdsorgan Nordisk Ministerråd. Derudover samarbejder parlamenterne i de nordiske lande i regi af Nordisk Råd.

De nordiske statsministre har det overordnede ansvar for samarbejdet i Ministerrådet. Hvert land udnævner en samarbejdsminister, som har ansvar for den overordnede koordinering af samarbejdet. Ministerrådet ledes af et årligt roterende formandskab. Danmark varetager formandskabet for Nordisk Ministerråd i 2020.

Social- og Sundhedsområdet

Det nordiske sundhedssamarbejde foregår i Nordisk Ministerråd for Social- og Sundhedspolitik.

På møderne tages stilling til ministerrådets prioriteringer, planer, budgetter og udviklingsprojekter, herunder bevillingsfordeling mellem de nordiske institutioner.

Der er under Nordisk Ministerråd for Social- og Sundhedspolitik nedsat en embedsmandskomité, som har til opgave at forberede ministerrådets beslutninger og træffe beslutning om konkrete sager, f.eks. fordelingen af puljemidler til specifikke projekter på social- og sundhedsområdet.

Endelig deltager ministeriet i en række ekspertfora og netværk i regi af Nordisk Ministerråd.

Læs mere om Nordisk Ministerråd her

Læs mere om Nordisk Råd her

Læs mere om Nordisk Ministerråd for Social- og Helsepolitik her