Demens i Danmark

I dag anslås det, at omkring 89.000 danskere over 60 år lever med en demenssygdom. Antallet forventes at stige i takt med den demografiske udvikling.

Demens er en sygdom, der vender op og ned på livet for både den, der rammes af demens, og for de pårørende. Demens dækker over en gruppe af sygdomme, der udvikler sig i en række faser med forskellige symptomer og forskellige behov. En af de hyppigst forekommende demenssygdomme er Alzheimers sygdom.

Det anslås, at omkring 8.000 danskere rammes af demens hvert år.

National Demenshandlingsplan

For at gøre Danmark til et mere demensvenligt samfund, hvor mennesker med demens og deres pårørende kan leve et trygt og værdigt liv, blev der  2017 lavet en national demenshandlingsplan. Handlingsplanen indeholder konkrete mål for demensindsatsen i Danmark frem mod 2025. I 2019 blev det yderligere aftalt at styrke demensindsatserne i perioden 2020-2023 som opfølgning på den nationale demenshandlingsplan.

Læs mere om Den Nationale Demenshandlingsplan her

Afløsning og aflastning

Som pårørende til en ældre borger med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne er der mulighed for at søge om hjælp til afløsning eller aflastning hos kommunen.

Læs mere om mulighederne for afløsning og aflastning her

Plejetestamente

Hvis man har ønsker til, hvordan ens pleje skal være i det tilfælde, at man får konstateret demens, kan man oprette et plejetestamente. Her kan man tilkendegive ønsker til den fremtidige pleje samt oplysninger om, hvordan man hidtil har levet sit liv, der kan hjælpe plejepersonalet til at yde en værdig pleje ud fra den enkeltes ønsker og behov. Testamentet kan for eksempel indeholde oplysninger om madvaner, påklædning, fritidsinteresser, hygiejne og personlig pleje.

Læs mere om oprettelsen af et plejetestamente på borger.dk

Nationalt Videnscenter for Demens

For at sikre kontant udvikling og videndeling på demensområdet, er der blevet etableret et Nationalt Videnscenter for Demens. Centeret arbejder med forskning, uddannelse og formidling af viden om demens til fagfolk på alle niveauer og på tværs af sektorer i hele Danmark.   

Læs mere om Nationalt Videnscenter for Demens på deres hjemmeside