Skip navigation


Minister Magnus Heunicke på Facebook

Her kan du følge med, når sundheds-og ældreministeren kommenterer på sundheds- og ældreområdet.

Opslag fra den 19. oktober 2020 kl. 18.17

Lige en personlig update

Jeg arbejder hjemmefra de næste dage ud fra et sikkerhedshensyn. Det skyldes, at en af mine tætte embedsmænd er nær kontakt til et smittet familiemedlem.

Heldigvis kan jeg ligesom mange andre klare meget af arbejdet hjemmefra på skærm og telefon.

Vi skal undgå smittespredning, og jeg har et særligt hensyn at tage til de kritiske funktioner omkring Sundheds- og Ældreministeriet, Regeringen og Folketinget. Jeg arbejder ufortrødent videre, og jeg forventer i første omgang at skulle være hjemme nogle dage, indtil der er vished for, om jeg er nær kontakt til en smittet.

Pas på hinanden!



Opslag fra den 18. oktober 2020 kl. 14.00

Coronapandemien har igen fat i Europa - kort status

Coronapandemien har igen fat i Europa. Jeg vil give en kort status for situationen her i Danmark og i Europa.

Mange europæiske lande oplever en stigende smitte i øjeblikket, og Udenrigsministeriets landkort bliver stadig mere orange. Det er en bekymrende udvikling. I Frankrig har man indført udgangsforbud i flere større byer. I Spanien skal man bære mundbind, så snart man forlader sit hjem. I Holland må restauranterne kun tilbyde take away. Og i Storbritannien må man kun samles op til seks personer. Dér er vi heldigvis ikke i Danmark.

Det seneste døgn er 451 testet positiv for COVID. Det er ikke det højeste smittetal, vi har set indtil nu, men vi er meget opmærksomme på den udvikling, der aktuelt er i tallene. Vi finder relativt mange smittede for tiden. Den seneste uge er en større andel, af dem vi tester, testet positiv for corona. Den såkaldte positivprocent er steget.
I torsdags testede vi 34.847 personer. 454 blev testet positiv. Det betyder, at positivprocenten var oppe på 1,3%. Det niveau, vi ser i øjeblikket ift. positivprocenten, er det højeste, vi har set længe. Den udvikling bekymrer mig.

En del af forklaringen på den højere positivprocent kan være, at færre har ønsket at lade sig teste i efterårsferien, og at vi gennem effektiv smitteopsporing har testet mere målrettet og derfor fanger relativt flere smittede. Test er fortsat et kerneelement i vores kamp mod corona, og vi har opbygget en testkapacitet, der bringer Danmark blandt de førende i verden i forhold til vores befolkning. Med udbredt test kan vi få et bedre samlet billede af epidemiens udbredelse, og ventetiden til både test og testsvar er og skal være lav.

Smitten faldt henover sommeren, og vi glemte måske i et øjeblik, hvilken sundhedskrise hele verden står i. Men epidemien har ligget og ulmet, og nu er den blusset op igen. I Europa og i Danmark. Virus skelner ikke. Hverken mellem begivenheder eller befolkningsgrupper. Vi kan alle sammen blive smittet, og vi kan alle sammen være med til at give smitten videre.
Det er samlet set en bekymrende udvikling, vi ser lige nu - særligt i lyset af udviklingen ud i Europa.

Derfor er det så vigtigt, at vi hver især husker de gode vaner, der hjælper med at holde smitten nede. Vi må huske på at holde afstand. Vi må huske at blive hjemme, hvis vi har symptomer på coronavirus. Vi må prøve at begrænse vores sociale samvær til et mindre antal personer, end vi normalt ville ses med. Vi må huske at holde god håndhygiejne. Og vi må passe på hinanden.

Under hele håndteringen af epidemien har jeg været meget imponeret over det ansvar, som danskerne har udvist. Det håber jeg, alle vil fortsætte med.



Opslag fra den 18. oktober 2020 kl. 13.03

5-års grænsen ophæves

Jeg har indgået en bred aftale om at ophæve 5-års grænsen for opbevaring af æg ifm fertilitetsbehandling og sygdom. Tak til Folketingets partier for at være med – men først og fremmest en kæmpe tak til Julie, Kristian, Lisbeth og Cathrine, der har stillet borgerforslaget og som satte sagen på dagsordenen.

Læs mere i pressemeddelelse: "Ny politisk aftale ophæver 5-års grænsen for nedfrysning af æg"


Opslag fra den 10. oktober 2020 kl. 8.46

Tak til Poul Nyrup!

Tak Poul Nyrup for dit kæmpe arbejde for at nedbryde tabuer og forbedre vilkårene for unge mennesker med psykisk sygdom. Det er så stærkt at se en tidligere statsminister dedikere så stor en del af sit liv til netop denne sag.

Og der er brug for der. Vi har et problem i Danmark, som vi må og skal løse. 20 procent af vores børn og unge trives ikke. De døjer blandt andet med angst, begyndende depression, lavt selvværd og ensomhed. 15 procent af de unge i Danmark får en behandlingskrævende psykisk diagnose, før de fylder 18 år. Det er alt, alt for mange. Vi er for dårlige til at forebygge. Vores tidlige indsats skal styrkes. Og behandlingsmulighederne skal løftes.

Det har jeg delt mine tanker om på PsykiatriNetværkets årlige Psykiatritopmøde netop sammen med Poul Nyrup. Her fik jeg indspark til regeringens kommende 10-års plan for psykiatrien fra de frivillige organisationer på psykiatriområdet. Tusind tak til alle jer, der har været med til at arbejde med den. Det er helt afgørende, at vi får input fra alle organisationer, pårørende og unge, som selv slås med psykisk sygdom og udfordringer.

Vi skal have knækket kurven, og blive langt bedre til at tage hånd om problemerne, før de udvikler sig til en mere alvorlig tilstand. Og de unge, der har brug for at blive behandlet for en psykisk lidelse, skal have tryghed og vished for, at den rette hjælp er der, når der er brug for det. Desværre er det langt fra altid tilfældet.

Jeg var for nylig på besøg på Bakkehuset i Roskilde, som hjælper familier med børn og unge, der har henvendt sig til den psykiatriske akutmodtagelse. På Bakkehuset findes psykiatri og kommunal service under samme tag. Over 60 procent har været bekymret i mere end 1 år, når de henvender sig til akutmodtagelsen. 60 procent! Og mere end 15 procent har været bekymret i mere end 5 år uden at få den rette hjælp. Det er jo tal, der taler for sig selv, og som viser, at vi har en uhyre vigtig opgave i at opspore tidligere, så vi kan tage hånd om unge, der mistrives, før problemerne vokser sig store og bliver mere alvorlige.

Det er derfor vi har behov for en samlet, langsigtet og gennemarbejdet plan for, hvordan vi kan løfte indsatsen for mennesker med ondt i sindet og psykiske lidelser de kommende mange år. Arbejdet med en 10-års plan for psykiatrien er i gang. Vi er klar til at løfte psykiatrien, så den bliver fremtidssikret og får en langt højere prioritet end i dag. Med mere tid til faglighed og omsorg for det enkelte menneske.

I dag er det World Mental Health Day. Tak for indsatsen til alle, der arbejde for at forebygge og behandle psykiske lidelser. 



Opslag fra den 30. september 2020 kl. 8.18


Ser frem til "Ældretopmøde 2020" i dag og i morgen

Godmorgen 🌞 Sundheds og ældreministeriets gamle bygning ligger tæt ved vandet i København. På vej til fods så jeg her til morgen det her smukke syn fra broen ved Nyhavn.

Det her kan kun blive en god dag. Jeg ser især frem til sammen med Ældresagen, FOA og KL at samle medarbejdere, pårørende, ledere og eksperter om at få værdighed, omsorg og faglighed i vores ældrepleje. Vi har set alt for mange svigt. Og der har ligeså været alt for mange sparerunder i både hjemmeplejen og på plejehjem. Der står et kæmpe genopretningsarbejde foran os, og det går vi sammen om at sætte i gang i dag.

Se program for "Ældretopmøde 2020" 

Det smukke syn fra broen ved Nyhavn


Opslag fra den 23. september 2020 kl 23.13 

Spørg Borgen og corona

Tak til Spørg Borgen for gode spørgsmål og tid til samtale om, hvor vi står lige nu mht. corona. Mange europæiske lande er ramt af stigninger i både smittede og indlagte, også i Danmark skal vi gøre en særlig indsats for at få knækket stigningen. Så kan vi holde samfundet mest muligt åbent, og så har vores sundhedsvæsen fortsat tid og plads til at tage sig af alle de andre patienter, som skal have behandling af høj kvalitet.

Sundhedsstyrelsens rapport, som samler op på den tilgængelige viden om effekten af mundbind. Den beskriver også udfordringerne ved at indsamle evidens, men konklusionen er klar.



Opslag fra den 23. september 2020 kl. 15.33

Tak til Faglige Seniorer for vigtig samtale

Tak til Faglige Seniorer for vigtig samtale i dag om vores ældrepleje. Både plejehjem og hjemmepleje, hvordan vi sikrer en bedre kultur, styrker fagligheden og får fulgt op på og lært af klager.

Jeg mødes i denne tid med en lang række mennesker, hvis hjerte brænder for en bedre ældrepleje. For vi skal en ny vej for ældreplejen. De årlige nedskæringer, som år efter år har været en realitet i kommunerne, skal være fortid. De skaber utryghed, og vi har behov for det modsatte. Nu følger pengene med, når opgaven vokser. Det giver basis for en ny retning for ældreplejen, hvor trygheden, respekten, fagligheden og omsorgen er i højsædet.

Og så fik jeg også mulighed for at takke Faglige Seniorer for deres mange aktiviteter i forbindelse med Sommerpakken efter forårets corona, hvor i alt 12.000 af deres medlemmer over hele Danmark har besøgt museer, fået naturoplevelser, været på kanalrundfart, besteget skovtårnet og sejlet til Fanø og kørt til Rømø. 

 
Billeder fra mødet


Opslag fra den 22. september 2020 kl 16.31

Nyt om kontakttal for smittede

Så har vi nyt om kontakttallet for smittede, som jeg vil skynde mig at dele her: Tallet er faldet fra 1,5 til 1,3 denne uge. Det betyder, at hver gang vi har 10 smittede personer i Danmark, smitter de til sammen 13 nye.

Smitten stiger altså fortsat, men i lavere tempo. Vi skal under 1, før kurven knækkes. Vi har iværksat en række målrettede tiltag for at bringe smitten ned.

Sammen knækker vi kurven.



Opslag fra den 21. september 2020 kl. 14.23

Værdighed, faglighed, omsorg og medmenneskelighed skal kunne mærkes og ses alle steder

Vi skal have genrejst vores ældrepleje. Værdighed, faglighed, omsorg og medmenneskelighed skal kunne mærkes og ses alle steder. Vi accepterer ingen brådne kar.

Vi har arvet vores land fra generationerne før os. De har bygget verdens bedste samfundsmodel op, og nu har de brug for, at vi hjælper dem den anden vej.

Jeg stiller mig i spidsen for den styrkelse af ældreplejen. Jeg kan ikke gøre det alene, og alle gode kræfter er inviteret med.

Derfor en tak til Danske Seniorer for jeres stærke forslag her i dag og konkrete aftale om at arbejde videre sammen. Og tak for at I hver eneste uge i alle hjørner af Danmark arbejder for, at alle får en god og tryg seniortilværelse.



Opslag fra den 17. september 2020 kl. 21.22

Vigtigt, at alle kommunikerer klart og umisforståeligt

Hjem og kysse familien godnat. Lang dag overstået, vores gode folk arbejder i døgndrift på at holde epidemien under kontrol. Samtidig et vigtigt arbejde at sikre, at alle kommunikerer klart og umisforståeligt. Her skal jeg være helt ærlig og sige, at der er ting, vi alle kan lære og en klar plads til forbedring. Jeg kan forsikre, at alle arbejder det bedste, de kan, og vi har brug for alle regioner og styrelser, alle medarbejdere og al viden fra Danmark og udlandet.

Ingen ønsker at epidemien blusser op igen. Jeg tror mange er trætte af at høre om corona. Og måske der nogen steder er blevet slækket for meget på at overholde retningslinjerne. Men sagen er den her: Tallene for antal indlagte og smittespredning er i Danmark og i Europa på vej i den forkerte retning. Det er desværre status lige nu. Så derfor: Lad os sammen hjælpe vores samfund og vores sundhedsvæsen igennem denne tid.

Vi er som altid klar med de værktøjer, der skal til. Men det kan ikke stå alene. Det er hele samfundet, der endnu en gang skal bryde smittekæder, holde afstand, spritte af og hjælpe til.
Tusind tak for indsatsen.



Opslag fra den 15. september 2020 kl. 7.19

Stærkt fagligt fokus på senfølger efter COVID-19 

Jeg vil gerne sætte fokus på de senfølger, som vi kan se rammer mennesker, der har været smittet med covid-19.

Og hvis nogen tror, at de med deres unge alder ikke er i risikogruppen for alvorlig sygdom eller senfølger, er det vigtigt for mig at slå fast: Vi ved, at senfølgerne kan ramme alle aldersgrupper.

Det er åndenød. Hjertebanken. Koncentrationsbesvær og tab af hukommelse. Smerter i muskler og led. Nedsat smagssans. Nedsat lugtesans.

I Danmark har vi rundet 20.000 smittede. Alle aldersgrupper har smitten. Og ingen aldersgrupper går helt fri, når vi taler om senfølger. Ældre som unge og dem ind i mellem. Derfor er det helt centralt, at vi holder smitten nede i vores samfund og passer på hinanden. Konsekvenserne af coronavirus kan være alvorlige, uanset hvem den måtte smitte

Derfor er det vigtigt at dele al den viden, vi har om coronavirus. Vi ved endnu ikke, hvor lang tid senfølgerne efter overstået sygdom vil være der hos den enkelte. Men vi ved, at det er en alvorlig konsekvens af virussygdom, som vi ikke endnu kender det præcise antal for i Danmark, men internationalt anslår man, at mellem 5-10 % kan få senfølger efter at have haft coronavirus.

Lige nu er vores viden om de længerevarende negative følgevirkninger af infektion med coronavirus ikke fuldkommen. De fleste kommer sig oven på infektion med coronavirus, og det er vigtigt at huske på. Men der er altså også borgere, der døjer med de her eftervirkninger af COVID-19 sygdom.

Det, der er helt sikkert, er, at vi nøje skal følge og studere, hvordan coronavirus påvirker kroppen på længere sigt. Sundhedsstyrelsen har nedsat en følgegruppe med eksperter og repræsentanter fra faglige selskaber, der systematisk skal undersøge senfølger og viden fra ind- og udland, så vi kan blive klogere på coronavirussens længerevarende effekt. Det skal sikre et bedre grundlag for rehabilitering, behandling og genoptræning til dem, der har brug for det. Der er flere interessante forskningsprojekter i gang, som Sundhedsstyrelsen også tager med i sine undersøgelser af senfølger efter COVID- 19 sygdom.

Sygehusene tilbyder genoptræningsindsatser, så længe man er indlagt. Og når man udskrives, så er det muligt at få hjælp til genoptræning og rehabilitering i kommunen.

Det Nationale Videnscenter for Rehabilitering og Palliation (REPHA) har også startet et udviklingsprojekt i efteråret 2020, som har til formål at undersøge rehabiliteringsbehov, og hvordan rehabilitering bedst tilrettelægges for personer med senfølger efter COVID-19. Borgere, der har været indlagt med COVID-19 med alvorlige vejrtrækningsproblemer, kan søge om ophold hos REPHA.

Læs nyhed på Sundhedsstyrelsens hjemmeside: "Stærkt fagligt fokus på senfølger efter COVID-19"


 

Opslag fra den 13. september 2020 kl. 19.38

Det gør mig ondt!

Det gør ondt at se de her billeder, at høre de ord blive sagt til en kvinde, der står fuldkommen hjælpeløs og prøver at forstå. Det er helt ubærligt.

Lad mig sige det, så det ikke kan misforstås: Sådan en opførsel har ingen plads i vores ældrepleje. Og vi kan konstatere, at eksemplerne på uværdig og forrået kultur er mange. Alt, alt for mange.

Der skal reageres med konsekvens, når sådan noget sker. Det er, som jeg forstår det, også sket i den her konkrete sag. Det manglede bare.

Men det efterlader mange, både ældre og pårørende, med en forståelig utryghed og en grundlæggende angst: Kan det ske for os? Vi er forpligtet til at bygge vores ældrepleje op, sætte en klar kurs for faglighed, omsorg, nærvær, værdighed.

Og så vil jeg også gerne sende en hilsen til alle jer titusindvis af Sosu-medarbejdere, som hver dag og nat er der for vores ældre, ser dem som de mennesker, de er. Som bruger jeres faglighed med omsorg og værdighed: Det er jer, vi skal bygge på, når vi sammen skal bygge den danske ældrepleje op i en ny retning. Kom med jeres erfaringer. Det, der virker, og det, der ikke gør det.

Vi skal have alt på bordet, og så skal der ryddes ud og bygges op. Det arbejde satte vi i gang efter TV2-dokumentaren i sommer. Den her rystende historie viser, hvor vigtigt, det er.

Klik på billedet nedenfor og se "Sosu-hjælper filmede og delte video af demensramt kvinde: - Er du skør eller hvad?"

 



Opslag fra den 8. september 2020 kl. 15.55

Udviklingen i smittestigningen

Kære alle, lige en melding om udviklingen i smittestigningen:
Kontakttallet er steget til 1,5. Dermed smitter 10 personer nu i gennemsnit 15. Det afspejler den stigende smitte, vi har set og understreger, at vi alle skal huske de gode vaner - særligt i Odense og hovedstadsområdet, hvor vi kan se, at smittetallene er højest.

Jeg har kopieret kurven ind herunder.

Lad os alle hjælpe med at holde epidemien under kontrol.

 




Opslag fra den 8. september 2020 kl. 10.00

Debat om finansloven - vi går ikke på kompromis med sikkerheden - vi afsætter midler til indkøb af kommende corona-vacciner til Danmark

I dag debatterer folketinget finansloven, og her i sundheds- og ældreministeriet forbereder vi os på et væsentligt element:

Vi afsætter nemlig midler på finansloven til at indkøbe de kommende corona-vacciner hjem til Danmark.

Der er tale om et betragteligt beløb, og vores strategi er at satse på flere heste, al den stund, at det ikke på nuværende tidspunkt er klart, hvordan udviklingen vil foregå blandt de førende globale producenter. Der er et kapløb i gang, og her skal vi placere os klogt.

Der ligger derfor et kæmpe arbejde bag, både i Danmark, sammen med vores europæiske og nordiske kolleger og med at sikre, at vaccinerne gennemgår den mest grundige kvalitetsgennemgang, før de introduceres til Europa og Danmark.

Vi går ikke på kompromis med sikkerheden, og også derfor er det nødvendigt, at vi i finansloven afsætter tilstrækkeligt midler, således at vi kan gå med livrem og seler.

Det gælder den danske befolknings sundhed og sikkerhed, og det gælder vores mulighed for som samfund at vinde over pandemien.

 



Opslag fra den 7. september 2020 kl. 10.30

Vi har et problem med ensomhed, Danmark.

Og det rammer i særlig grad vores ældre medborgere.

Ældre Sagens egne tal peger på, at 50.000 ældre er ramt af ensomhed i hverdagen.

Og mange af dem taler ikke om det, fordi det er forbundet med tabu.

Det kan og skal vi gøre bedre. Det må være slut med at lukke øjnene for det her problem. Vores ældre generation har bygget det her samfund op. Samvær og at være noget for hinanden har vi alle behov for, hele livet igennem.

I dag starter vi derfor Partnerskab mod ensomhed på ældreområdet. Her samler vi kræfterne i alle organisationer, der tilsammen kan hjælpe med at løfte det her område.

Tak til Ældre Sagen for at være værter for dagens program.



Opslag fra den 27. august 2020 kl. 21.49

For præcis et halv år siden.....

For præcis et halvt år siden, da jeg lagde mig til at sove, gjorde jeg noget, jeg ikke plejer: Jeg satte min telefon på “lyd” - indtil da stod den faktisk på lydløs, når jeg skulle sove. Det har den ikke gjort siden den nat.

Den aften havde jeg nemlig en fornemmelse af, at nu var det tæt på. Jeg vidste, at der blev testet, og svarene kom ind både dag og nat - og rapporterne sagde, det snart ville var et spørgsmål om tid, før den nye sygdom kunne komme til Danmark.

Faktisk skruede jeg op for lyden, for jeg ville være sikker på, at jeg hørte den, hvis den ringede.

Og det gjorde den.

Mellem kl 02 og 03 ringede den, min mobiltelefon. “Så har vi den første smittede i Danmark” var det første, jeg hørte. Det opkald glemmer jeg aldrig.

Jeg sov ikke mere den nat. Havde nogle flere telefonsamtaler. Tjekkede op på planerne. Og jeg mødte ind, mens det stadig var mørkt meget tidligt i ministeriet.

Dengang vidste vi ikke meget om, hvad der ventede. Tiden siden da har været det mest krævende, det mest vigtige og det mest lærerige, jeg nogensinde har prøvet.

Der er truffet beslutninger, jeg aldrig har troet, jeg skulle være med til. Vi har arbejdet mod tiden, mod en ukendt virus og med store og alvorlige konsekvenser uanset om og hvordan, der blev ageret. I Danmark såvel som i udlandet.

Fuldkommen afhængig af, at vi som befolkning stod sammen og var parate til at ændre ting, som heller ingen havde forestillet sig. Håndtryk. Afstand. Hjemmearbejde. Mundbind. Afsavn.

Intet er perfekt. Og der er meget, vi vil kunne gøre bedre og være mere forberedt til, næste gang en sundhedskrise rammer af den kaliber. Det ved jeg. Det er vigtigt, at vi lærer af den situation, så vi står bedre rustet og har værktøjerne klar.

Samtidig stolt over det enorme arbejde, alle involverede har ydet ind til nu. Og jeg sætter umådelig pris på alle de søde hilsener og den varme støtte, jeg selv har mødt på min vej i de her måneder. Det giver energi og et rygstød.

Alt det tænker jeg på her til aften. Både det, der gik godt, og det vi skal gøre bedre. Jeg tjekker igen de sidste dages flotte tal på den danske epidemikurve, hvor vi som samfund fik knækket stigningen i de sidste uger.

Hver dag justerer vi systemerne. Test, opsporing, isolation. Og jeg ved, at vi er mange involverede, der lader jeg op til de kommende måneders indsats for at holde vores samfund mest muligt åbent og i gang, mens vi samtidig holder epidemien nede og under kontrol.

Tak for indsatsen til alle.


Opslag fra den 27. august 2020 kl. 15.01

Op om morgenen: Frem med pilleglasset og snup to smertestillende

Op om morgenen: Frem med pilleglasset og snup to smertestillende. Afsted på job, i frokostpausen to piller til.

Sådan er der mange, der har det, for at komme igennem hverdagen. Alt for mange.

Og belastningen er skævt fordelt Tallene taler deres tydelige sprog, når man måler på behovet for smertestillende medicin:

Blik & Røraebejderforbundet: 73 procent
Fødevareforbundet NNF: 64 procent
Malerforbundet: 75 procent
Dansk Elforbund: 62 procent

Befolkningen i gennemsnit: 34 procent.

Vi kan se sort på hvidt, at mange i hårde job må tage piller for at klare hverdagen uden for mange smerter. Og det er lige så klart: Dem, der har været længst på arbejdsmarkedet, tager mest medicin for at klare hverdagen.

Derfor har fire fagforbund dannet Alliancen for værdig tilbagetrækning. Fordi alle fortjener at kunne trække sig værdigt tilbage, efter at have ydet sit i mange år på arbejdsmarkedet.

Bag alliancen står Fødevareforbundet NNF, Blik & Rør, Dansk El-forbund og Malerforbundet.

Tak for jeres og mange andres indsats for at sikre bedre vilkår for dem, der har været længe på arbejdsmarkedet. Det er kun retfærdigt, at de får bedre muligheder for at trække sig lidt tidligere tilbage, så de også kan få nogle gode år som seniorer.

Et godt arbejdsliv og et godt ældreliv hænger sammen. Det er baggrunden for, at vi i regeringen har lagt et forslag frem, der giver ret til tidligere pension til dem, der har været længst på arbejdsmarkedet. Forhandlingerne er i gang, og vi går efter at skabe en model for tilbagetrækning, der kort sagt er mere rimelig og retfærdig end de skævheder, vi ser i dag.

Fordi er samfund også skal måles på, hvordan vi behandler dem af os, der har været længst tid på arbejdsmarkedet.

 
......sammen med Fødevareforbundet NNF's forbundsformand Ole Dam Wehlast - Fødevareforbundet NNF

 
Graf, der viser, hvor mange der har haft behov for at tage smertestillende medicin - maleren, fødevarearbejderen, vvs'eren og elektrikeren, sammenlignet  med resten af befolkningen.


Opslag fra den 24. august 2020 kl. 20.04

Godt gået Aarhus!

Jeg har godt nyt om Aarhus. Smittetallet i Aarhus har været alvorligt og bekymrende, men er nu nedadgående. Det betyder, at vi gradvist, forsigtigt kan åbne Aarhus mere op. Godt gået Aarhus! 

Du kan se udviklingen i smitten i Aarhus de seneste 30 dage i grafen her.

Fra i morgen vil der derfor gradvist blive åbnet op for fysisk fremmøde på ungdomsuddannelserne i Aarhus, som jeg ved, at mange unge har glædet sig til. I første omgang åbnes der op for, at halvdelen af eleverne kan være til stede samtidig på ungdomsuddannelserne.

Antallet af smittede borgere er dog fortsat højt i Aarhus i forhold til indbyggertallet, og aldersgruppen 10-29 årige udgør i øjeblikket næsten 50% af de smittede. Derfor anbefaler sundhedsmyndighederne, at den fysiske tilstedeværelse på ungdomsuddannelserne begrænses, så det maksimalt er halvdelen af eleverne, der kan møde fysisk på skolen samtidigt.
Begrænsning gælder foreløbigt til den 4. september. Sundhedsmyndighederne følger fortsat udviklingen i Aarhus tæt, og sundhedsmyndighedernes øvrige anbefalinger om tiltag i Aarhus for at undgå smittespredning gælder fortsat. Sundhedsmyndighederne vil igen fredag d. 28. august 2020 vurdere situationen i Aarhus.

Det var status på situationen i Aarhus. Jeg vil også gerne give en status på situationen i resten af Danmark:

I løbet af de seneste syv dage er der bekræftede tilfælde i 78 af landets 98 kommuner. Myndighederne har særligt fokus på kommuner, hvor over 20 ud af 100.000 indbyggere inden for de seneste syv dag er konstateret smittet.

Vi kan følge smittens veje i vores samfund tæt, fordi vi tester bredt og massivt. Vi ved derfor præcist, hvor vi skal sætte ind lokalt med opsporing og isolation. Og når vi gør dét, så kan vi se, at de lokale tiltag virker – og smitten falder.

Lad os fortsat stå sammen, lad os huske på de gode vaner og redskaber, der virker. En for alle og alle for en.

 

Læs mere om udbrudshåndteringen i Aarhus og i Silkeborg Kommuner


Opslag fra den 19. august 2020 kl. 12.48

2.000.000 testet for COVID-19

‪Tak til de medarbejdere, der knokler for, at vi kan holde smitten i skak. I dag rundede vi i 2.000.000 test for COVID-19, der er blevet podet og analyseret.

‪Kontakttallet er nu faldet til 1, hvilket betyder, at antallet af dagligt nye smittede er på et stabilt niveau. Vi fortsætter arbejdet med at holde epidemien under kontrol.



Opslag fra den 12. august 2020 kl. 19.42

Tusind tak for opbakningen!

Tusind tak for opbakningen til at vi i Danmark kan nå den her milepæl nu:

Smitte|stop er nu hentet 1 mio. gange. Herligt at så mange bakker op om det digitale værktøj, der supplerer den manuelle smitteopsporing.

Budskabet er det samme: Hent appen og vær med til at knække smittekæderne: www.smittestop.dk

Linker til smittestop.dk 
Billede: Velkomstside på smittestop.dk


Opslag fra den 11. august 2020 kl. 12.08

Et vigtigt møde med Ældre Sagen

Jeg har haft et vigtigt møde med Ældre Sagen om en genopretning af ældreplejen, som jeg gerne vil fortælle mere om.

For vi har set det mange gange før: En dokumentarudsendelse viser grundlæggende og uhyggelige svigt på et vigtigt velfærdsområde. Alle er rystede, sagen kommer på dagsordenen, men efter et par uger er dagsordenen rykket, og fokus er skiftet.

Ikke denne gang. Vi holder fast. Det skylder vi den generation, som har bygget det her fantastiske samfund op til at være verdens bedste og tryggeste land.

De har ikke fået alverden, mens de er vokset op, og de er gået igennem hårde tider for os. Nu har de brug for vores hjælp. Og den skal ske værdigt og med respekt for dem som de mennesker, de er, og med den faglighed og de ressourcer, både menneskeligt og økonomisk, der skal til.

Jeg insisterer på, at vi skal have problemerne på bordet. Det handlede mødet med Ældre Sagen om.

Vi drøftede den manglende prioritering af det her fundamentalt vigtige velfærdsområde. På trods af løfter om det modsatte, er der nemlig mange år frem til 2019 blevet færre midler til hjælp pr ældre.

Det kan og må ikke fortsætte. Pengene skal følge med, når vi blive flere ældre. Det princip vil vi samle folketinget om at sikre.

På mødet oplyste Ældre Sagen også, at følgende problemstillinger går igen i de henvendelser, som de modtager:

- Underernæring og dehydrering
- Manglende opmærksomhed/ageren
- Forkert medicinanvendelse og manglende handling ved hoftebrud
- Manglende rengøring
- Manglende personlig hygiejne
- Nedværdigende kommunikation og mobning
- Manglende indhold i hverdagen

Det er problemstillinger, som vi ikke kan være bekendt.

Og nu er det vigtigt, at vi holder fokus, og at området bliver prioriteret.

Jeg fortsætter derfor samarbejdet, både med Ældre Sagen og med alle andre, der vil være med til at løfte hele ældreområdet.

Billede fra mødet med Ældre Sagen
Billede: Fra mødet med Ældre Sagen



Opslag den 8. august 2020 kl. 09.24

Så er det nu!

Så er det nu, vi afgør, om vi fortsat skal holde epidemien under kontrol. Kom så Danmark, kom så Aarhus. Det er op til os allesammen.

Vi har i Danmark klaret os så godt igennem og nu skal vi ikke sætte alt det over styr. Afstand. Mundbind. Håndvask og sprit.

Vi sætter ind hurtigt og lokalt med konkrete tiltag netop for at stoppe smittekæderne. Det er det, vi nu ser i Aarhus. Vi tester, vi opsporer, vi isolerer. Men det kan ikke stå alene. Vi er nødt til at have alle med på at følge sundhedsanbefalingerne, så smitten kan stoppes.

For virussen er på vej i Europa igen. Flere lande registrerer bekymrende stigninger i smitten. Derfor: Lad os stå sammen ved at holde afstand.

Billede af Magnus Heunicke der bærer mundbind
Billede: Ministeren bærer mundbind



Opslag den 1. august 2020 kl. 19.43

Kort status på smitteudbruddet på Danish Crown 

Jeg vil gerne give en kort status på smitteudbruddet på Danish Crown slagteriet i Ringsted Kommune her lørdag aften.

I mit sidste facebookopslag skrev jeg, at opskriften er test, opsporing og isolation. Det har vi sat systemer op for at håndtere. Jeg vil derfor gerne forklare kort, helt konkret, hvad der sker i denne situation:

Der er sket en stigning i antallet af positive coronatest i forbindelse med smitteudbruddet på et Danish Crown slagteri i Ringsted. Status på slagteriet er på nuværende tidspunkt lørdag aften, at de har 62 smittede medarbejdere, som de alle er i kontakt med. Myndighederne har foretaget, og fortsætter med, omfattende test, så alle medarbejdere på slagteriet i Ringsted testes. Dette gik i gang allerede ved første tilfælde, og ca. 600 ud af ca. 900 medarbejdere er nu testet – de fleste på en mobil teststation, som Region Sjælland har sendt ud.

Smitteopsporingen i Styrelsen for Patientsikkerhed arbejder tæt sammen med Ringsted Kommune, Danish Crown, Region Sjælland samt med andre statslige myndigheder for at opspore smitten. Styrelsen for Patientsikkerhed tager kontakt til alle, der testes positiv, og får opsporet, hvem der er nære kontakter. Derefter tager styrelsen kontakt til de nære kontakter for at få dem testet.

Følgende er også i gang:

- Gentagne test af alle ca. 900 medarbejdere på Danish Crown i Ringsted
- Alle beboere og medarbejdere på et plejecenter med en smittet medarbejder testes
- Personale på øvrige plejehjem og hjemmeplejen i kommunen vil blive tilbudt test
- Udkørende testenhed sikrer nem adgang til test for de forskellige grupper
- Kommunen tilvejebringer isolationsfaciliteter, så der kan sikres mod smittespredning
- Styrelsen for Patientsikkerhed har udstedt påbud om besøgsrestriktioner på plejehjem i Ringsted
- Styrelsen for Patientsikkerhed modtager informationer om alle smittede og iværksætter kontaktopsporing i forhold til hver enkelt.

Jeg har desuden drøftet situationen direkte med borgmesteren i Ringsted, Henrik Hvidesten, som gør et stort stykke arbejde, ligesom jeg har talt med Danish Crown og med fødevareforbundet NNF. Der løftes et omfattende arbejde i Ringsted, og alle involverede udfører en ekstremt vigtig indsats med stor koordinering og hvor hastighed og grundighed er afgørende.

Jeg kan desuden oplyse, at det er besluttet, at Styrelsen for Patientsikkerhed deltager i byrådsmøde i Ringsted nu på tirsdag for at bistå med med yderligere koordinering og oplysning.

Virus er med al tydelighed stadig både i Europa og i Danmark - og aktuelt altså med et udbrud i Ringsted omkring slagteriet.

Derfor kære venner: Lad os bevise, at vi endnu en gang kan holde epidemien under kontrol. Afstand, håndvask, håndsprit, host i ærmet. Og følg også Sundhedsstyrelsens nye anbefalinger om mundbind hvis du rejser i den kollektive trafik på tidspunkter, hvor det er svært at holde afstand til andre passagerer.

Lad os hjælpe hinanden endnu en gang. Tak.

 


Sidst opdateret 20-10-2020

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |