Skip navigation


Mobile testkøretøjer skal bringe corona-test tættere på danskerne

14-05-2020
PRESSEMEDDELELSE - Mobile prøvetagnings-enheder skal understøtte smitteovervågning i Danmark. Som supplement til de hvide testtelte skal specialudstyrede test-biler bidrage til løbende at overvåge smitten i samfundet og slå ned på smittekæder ved at teste nære kontakter til smittede. I morgen, den 15. maj vil en prøvetagningsvogn køre sin første tur på Sjælland. Det sker, efter at regeringen tirsdag præsenterede sin omfattende teststrategi – og vognen er de første af en række mobile testenheder, der som led i det såkaldte “samfundsspor” af teststrategien vil kunne sendes ud for at assistere med prøvetagning og smitteopsporing. Regionerne aktivere testvognene efter behov.

”For at kunne opspore smittekæder overalt i landet, har vi brug for decentrale løsninger, så vi kan teste et bredt udsnit af befolkningen. Vi har et lavt smittetryk i Danmark, og vi er nu et af de lande i verden, der har testet flest personer pr. indbygger. Det skal vi fortsætte med, og her kan det mobile testkøretøj spille en vigtig rolle i forhold til aktiv smitteopsporing,” siger sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke.

De nye testkøretøjer kan rykke ud til borgere i kommuner, hvor der ikke er testfaciliteter, og kan bidrage til, at bl.a. svækkede borgere ikke skal ud på en lang køretur for at blive testet.

”Test og opsporing er vigtige elementer i den nationale teststrategi nu, hvor vi skal ruste os til en længere periode med corona i Danmark samtidig med, at vi genåbner samfundet,” siger Magnus Heunicke.

Behovet for prøvetagningsvogne vil løbende blive afstemt i dialog mellem Testcenter Danmark og de enkelte regioner. Der kan blive etableret prøvetagningsvogne, hvor der opstår behov for det.

Kontaktinfo:
Sundheds- og Ældreministeriets pressetelefon på 21 32 47 27.

Sidst opdateret 14-05-2020

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |