Skip navigation


Materiale herunder modelberegninger vedrørende en gradvis og kontrolleret genåbning af Danmark

07-04-2020
NYHED - Sundheds- og Ældreministeriet har bedt Statens Serum Institut om at danne og lede en ekspertgruppe, som skal udvikle modeller for smittespredningen i Danmark, belastning af kritiske sygehusfunktioner samt effekten af nuværende og mulige myndighedstiltag. Ekspertgruppen ledes af Statens Serum Institut (SSI) og har deltagelse af forskere fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Roskilde Universitet (RUC) og Københavns Universitet (KU).

Finansministeriet og Erhvervsministeriet har til brug for modelarbejdet beskrevet de hensyn, der skal tages ved en lempelse af iværksatte foranstaltninger, herunder grove overslag og skønsmæssige vurderinger af de samfundsøkonomiske konsekvenser ved de enkelte foranstaltninger.
Finansministeriet og Erhvervsministeriet har endvidere opstillet tre scenarier for mulige lempelser af COVID-19 relaterede foranstaltninger – et lille, mellem og stort scenarie.

Ekspertgruppen har med udgangspunkt i de tre scenarier foretaget modelberegninger for belastning af kritisk sygehusfunktion. Ekspertgruppens tre rapporter med de udførte modelberegninger.
Hele materialet kan findes på Folketingets hjemmeside.

I den første rapport fra Ekspertgruppen præsenteres resultaterne af modelberegninger for de tre scenarier opstillet af de økonomiske ministerier. I rapporten beskrives også metode, data, forudsætninger og usikkerhed bag beregningerne.

På baggrund af det første sæt af scenarier har regeringen bedt Ekspertgruppen om at foretage modelberegninger på en justeret version af det lille scenarie. Resultaterne af modelberegningen vedr. det justerede lille scenarier fremgår af den anden rapport fra ekspertgruppen.

Efterfølgende har regeringen bedt Ekspertgruppen om at foretage en modelberegning på et scenarie, der svarer til de iværksatte tiltag som led i en gradvis, kontrolleret genåbning af Danmark. Ekspertgruppens modellering af dette scenarie fremgår af den tredje rapport fra Ekspertgruppen. Det skal bemærkes, at det ikke har været muligt at regne på alle tiltag i scenariet, bl.a. pga. begrænsninger i modellernes muligheder for at modellere tiltag.

Ekspertgruppens scenarie for genåbning af Danmark indgår i Sundhedsstyrelsens Status ved indgang til 6. epidemiuge, og ligger bl.a. til grund for vurderingen af, at det vil være sundhedsmæssigt forsvarligt at ophæve dele af de iværksatte restriktionerne gennem en gradvis og kontrolleret genåbning af Danmark.

Endvidere har Sundhedsstyrelsens opstillede scenarier for en øget intensiv kapacitet med respiratorer til håndtering af COVID-19 patienter og andre patienter med kritisk sygdom.

Desuden kan der henvises til Statens Serum Instituts notat om status og prognose for epidemiens fremtidige udvikling den 30. marts 2020, som også kan findes på Folketingets hjemmeside.

Sidst opdateret 07-04-2020

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |