Skip navigation


Klare krav skal sikre, at campingpladser kan holde åbent

08-04-2020
PRESSEMEDDELELSE - På campingpladserne skal restauranterne holdes lukket, og ligeledes vil de tilknyttede indendørs lege- og badelande samt eventuelle indendørs spafaciliteter ikke kunne benyttes af besøgende i denne påske. Butikker, der sælger dagligvarer på en campingplads, og toilet- og køkkenfaciliteter på campingpladser skal naturligvis også overholde de krav, der gælder for andre lokaler, hvortil offentligheden har adgang.

Hvis campingpladserne overholder kravene - som også gælder andre erhvervsdrivendes lokaler - vil det stadig være muligt at campere i påsken. Der en klar forventning til, at også ejere og brugere af campingpladserne har forstået alvoren og sikrer, at smitten ikke spreder sig. Politiet er klar til at håndhæve reglerne, hvis det bliver nødvendigt.


"Det vigtigste er, at vi fortsat holder fast og forebygger smittespredningen – det er hele forudsætningen for, at der kan ske en kontrolleret åbning efter påske. Derfor vil en række af de fælles faciliteter på campingpladsen ikke kunne bruges," siger sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke.

Såfremt det sikres, at de borgere, der kommer på campingpladsen, holder afstand til hinanden og til personalet, så det undgås, at der opstår situationer, hvor borgerne kommer i tæt kontakt, vil det være sundhedsmæssigt forsvarligt at holde campingpladser åbne.

Sundhedsmyndighederne anbefaler, at der er nem adgang til håndhygiejne, hyppig rengøring mindst tre gange dagligt og eventuel desinfektion af fælles kontaktpunkter, i bade- og toiletfaciliteter. Det samme gælder håndtag, gelændere o. lign, således, at man minimerer risikoen for indirekte smitte.

 

"Mange danskere vil gerne ud og opleve foråret i naturen og have mere plads og luft omkring sig. Jeg ved også, at mange campister og campingpladsejere har glædet sig til at starte sæsonen her i påsken, hvor det tilmed ser ud til, at solen vil skinne på os. Derfor er jeg også glad for, at campingpladserne gerne må holde pladser og hytter åbne for gæster i påsken, så længe man træffer de rigtige forholdsregler, som f.eks. at holde afstand til hinanden," siger erhvervsminister Simon Kollerup.

Afstanden kan blandt andet sikres ved at begrænse antallet af campister på samme tid på campingpladsen i forhold til pladsens areal og indretning. Det anbefales også at opsætte informationsmateriale på campingpladserne om den forventede adfærd af brugerne, herunder at personer med selv milde symptomer ikke skal opholde sig på campingpladsen.

Yderligere henvises til opsætning af Sundhedsstyrelsens plakater for råd til alle om, hvordan man beskytter sig mod coronavirus/COVID-19.

Kontaktinfo:

Sundheds- og Ældreministeriet: Pressetelefon: 21 32 47 27 eller mail: pressevagt@sum.dk

Erhvervsministeriet:  Pressetelefon: 91 33 70 07


Sidst opdateret 08-04-2020

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |