Skip navigation


Antibiotikakampagne 2017: Brug mig med omtanke - og vær med i kampen mod antibiotikaresistens

Antibiotikakampagnen 2017 har særligt fokus på antibiotikaresistens – og hvordan vi alle kan være med til at sænke det samlede forbrug af antibiotika og på den måde reducere udviklingen af resistente, potentielt livstruende bakterier. Kampagnen støtter dermed op om regeringens nationale handlingsplan for antibiotika, der blev lanceret i sommeren 2017.

Der er sat nye nationale mål for antibiotikaforbruget, og på mange områder går det allerede den rigtige vej. For at understøtte arbejdet med at nå de nationale mål samler årets kampagne viden og materialer fra tidligere år i en indsats, der inviterer alle til at tage del i kampen mod antibiotikaresistens.

Læs mere på www.antibiotikaellerej.dk  -  Her kan du også se film og finde materialer fra tidligere kampagner.

Læs også nyhed af den 13. november 2017, Sundhedsminiset: Vi skal hjælpe hinanden med at bruge mindre antibiotika     

Fakta om antibiotikaresistens
Behandling med antibiotika kan som en negativ effekt føre til, at bakterier bliver resistente over for den type antibiotika, der behandles med. Bakterierne kan smitte mellem mennesker og overføre resistens til hinanden. Resistente bakterier overlever bedre, hvis der er antibiotika til stede. Derfor er det vigtigt at have fokus på at minimere brugen af antibiotika.
Til det mere positive er Danmark godt i gang med at nedbringe antibiotikaforbruget. Almen praksis har givet færre recepter på antibiotika til især børn og unge. I perioden 2007-2016 fik 27 procent færre børn og unge mellem 0-19 år antibiotika udleveret.

Fakta om kampagnen Brug mig med omtanke
Årets kampagne hedder Brug mig med omtanke og oplyser blandt andet om, hvornår du som patient har behov for antibiotika, og hvornår det er overflødigt. Det forklares blandt andet i disse budskaber:

  • Nix pille, når det er virus. Antibiotika virker aldrig på virusinfektioner. Så det er vigtigt at få undersøgt grundigt, hvilken type infektion, man er ramt af.

  • Din krop er kanon – også mod bakterier. De fleste milde bakterielle infektioner kan kroppen selv klare uden antibiotika. Man forkorter normalt kun sygdomsperioden ganske lidt ved at give antibiotika mod en mild bakterieinfektion. Derfor bør antibiotika kun bruges ved alvorlige infektioner med bakterier.

  • Jeg er ikke et bolsje. Antibiotika kan give bivirkninger. Faktisk er der i mange tilfælde større risiko for at få bivirkninger end virkning. Almindelige bivirkninger er mavesmerter, svamp i skede, diarré, opkastning eller udslæt. Og både for den enkelte patient og for samfundet kan der være en øget risiko for resistensudvikling - det skyldes, at antibiotika også påvirker bakterier, der holder os sunde og er en normal del af kroppen og derfor giver en ”skæv” balance i fordelingen af bakterier.

11 aktører er afsendere på kampagnen: Sundheds- og Ældreministeriet, Lægemiddelstyrelsen, Sundhedsstyrelsen, KL, Statens Serum Institut, FOA, DSAM, Europæisk Antibiotikadag, Lægeforeningen, Danske Regioner og Apoteket.dk.


NYE NATIONALE MÅL

  • Mål 1: Antallet af indløste recepter på antibiotika i primærsektoren bør reduceres fra 460 recepter/1000 indbyggere/år i 2016 til 350 recepter/1000 indbyggere/år i 2020.

  • Mål 2: Der bør i højere grad behandles med mere smalspektrede antibiotika. Penicillin V bør således stige fra ca. 31 % i 2016 til i 2020 at udgøre 36 % af det samlede antibiotikaforbrug i primærsektoren målt i antal recepter/1000 indbyggere. 

  • Mål 3: Forbruget af de kritisk vigtige antibiotika bør reduceres med 10 % i 2020 målt i DDD/100 sengedage for indlagte patienter på hospitalerne sammenlignet med forbruget i 2016.

      Kilde: NATIONAL HANDLINGSPLAN FOR ANTIBIOTIKA TIL MENNESKER Tre målbare mål for en reduktion af antibiotikaforbruget frem mod 2020 JULI 2017. Sundheds- og Ældreministeriet.

       

       

       

       

       

       

       

       

       

       

       

       

       

       

       

       

       

       

       

       

       

       

       

       

       



        


       

       

         



      NYE RESULTATER


      Primærsektoren er allerede godt på vej med at nedbringe  antibiotikaforbruget. I løbet af de seneste 10 år – fra 2007 til og med 2016 – er der sket betydelige fald:

      • 17 % færre i alle aldersgrupper fik udleveret antibiotika.
         

      • 33 % færre af børn under 5 år fik udleveret antibiotika.

         

      • 27 % færre børn og unge (0 til 19-årige) fik udleveret antibiotika.

      • Eneste gruppe, hvor forbruget af antibiotika er steget, er blandt de ældre 80+. Det skyldes især en relativt høj forekomst af urinvejsinfektioner.
        Flere kommuner har allerede fokus på udfordringerne, og flere steder er det også lykkes at nedbringe forekomsten af urinvejsinfektioner og dermed forbruget af antibiotika.

      Kilde: DANMAP 2016 – Use of antimicrobial agents and occurrence of Antimicrobial resistance in bacteria from food animals, food and humans in Denmark, Statens Serum Institut National Veterinary Institute, Technical University of Denmark National Food Institute, Technical University of Denmark.

       

       

       

       

       

       

       

       

       

        

       

       

       

       

       


       

      Se kampagnefilm og del gerne:


      Sidst opdateret 20-11-2017
      Yderligere oplysninger:

      Lisa Bugge-Toft
      Fuldmægtig
      Tlf. 72 26 95 06


      Kontaktinformation

      Holbergsgade 6
      1057 København K
       | tlf: 72269000
       | EAN: 5798000362055