Skip navigation


Ministerielt tilsyn

Når et projekt har fået endeligt tilsagn, har det mulighed for at søge om løbende udbetalinger fra kvalitetsfonden. Ved udbetaling fra kvalitetsfonden skal projektet kvartalsvist rapportere om projektets status.

Ministeriet har i fællesskab med Danske Regioner fastlagt et standardkoncept for den kvartalsvise indberetning. Projekterne skal her rapportere på bl.a. økonomi, fremdrift, tidsplan og risici. 
 

Rapporteringen danner grundlag for den løbende udbetaling af midler fra kvalitetsfonden. 

Statsligt tilsyn med de regionale byggerier

De nye sygehuse påkalder sig stor interesse, da de både er en økonomisk stor investering samt kernen i fremtidens sundhedsvæsen. 
 

Det er afgørende for realiseringen af den samlede sygehusplan for Danmark, at regionerne inden for den økonomiske totalramme etablerer 16 hospitaler, der er tidssvarende og fuldt funktionsdygtige. 
 

Den økonomiske totalramme sikrer, at der også er midler til øvrige regionale anlægsprojekter, som ikke er støttet af kvalitetsfonden. Ligeledes skal totalrammen fremme nødvendige omkostningseffektive og innovative løsninger.

 

Kvalitetsfondsmidlerne ydes som statsligt tilskud. Ministeriet fører derfor tilsyn med byggerierne, jf. vejledning om effektiv tilskudsforvaltning. 
 

Ministeriet tilser, at de enkelte projekter lever op til regeringens tilsagnsbetingelser, og at de er robuste og realisable inden for den økonomiske totalramme, der er bindende for det enkelte projekt. 
 

Det er herunder en tilsagnsbetingelse, at en bestemt andel af totalrammen reserveres til it, udstyr, apparatur mv. Ministeriet vil bl.a. tilse, at denne andel fastholdes i det enkelte projekt.

 

Vejledning om effektiv tilskudsforvaltning  

 

Tilsynets organisering

 

Ministeriet har i efteråret 2011 oprettet en enhed til at forestå ministeriets tilsyn med kvalitetsfondsprojekterne. 
 

Enheden har som hovedopgave løbende at vurdere kvalitetsfondsprojekternes realiserbarhed i forbindelse med den kvartalsvise udbetaling af kvalitetsfondsmidler. 
 

Der er udarbejdet et administrationsgrundlag, der skitserer rammerne for det statslige tilsyn. Administrationsgrundlaget er udfoldet i en regnskabs- og revisionsinstruks:
Administrationsgrundlag (opdateret juni 2017)
Regnskabsinstruks  (opdateret juni 2017)
Revisionsinstruks (opdateret juni 2017)

 

Rigsrevisionen har i en beretning fra december 2011 vurderet, at ministeriet har tilrettelagt tilsynet med sygehusbyggerierne tilfredsstillende. 
 

I et opfølgende notat har Rigsrevisionen vurderet, at ministeriets tiltag til at konkretisere tilsynet er tilfredsstillende. 

Beretning om sygehusbyggeriet I 

 

Rigsrevisionen har i beretning fra oktober 2013 vurderet, at Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse på et tidligere tidspunkt end i maj 2013 burde have udarbejdet et koncept, som konkretiserer, hvordan ministeriet vil følge op, og som tydeliggør rammerne for at opgøre effektiviseringerne.

Rigsrevisionen finder det dog positivt, at Sundheds- og Ældreministeriet har præciseret rammerne og dermed fastlagt et klarere udgangspunkt for opgørelsen af effektiviseringerne. Ligeledes finder Rigsrevisionen det positivt, at der for hvert enkelt projekt er opstillet et konkret mål om effektivisering.
Beretning om sygehusbyggerier II


Sidst opdateret 12-07-2017

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |