Skip navigation


OECD

OECD står for Organisation for Economic Co-operation and Development. På sundhedsområdet er OECD den førende internationale organisation i forhold til indsamling og analyse af data for mange og ligesindede lande i forhold til Danmark. OECD er baseret i Paris og har 34 medlemslande. OECD's formål er samarbejde med henblik på at sikre stabil, høj økonomisk vækst til forbedring af befolkningernes levestandard. OECD bidrager til at samordne den økonomiske politik i medlemslandene.

En stor del af organisationens arbejde består i indsamling og publikation af økonomisk statistik, der belyser landenes politik på det økonomiske og sociale område. Halvårlig udarbejder OECD en rapport med økonomiske fremtidsperspektiver og hertil knyttede politiske anbefalinger for de enkelte medlemslande.

Sundhedsområdet
Effektivisering af sundhedsvæsenet er et stort punkt på dagsordenen i OECD-samarbejdet. Generelt fylder sundhedsområdet mere og mere i OECD’s arbejde, blandt andet fordi sundhed i dag udgør ca. 9 pct. af OECD landenes BNP mod ca. 4 pct. i 1970.

Sundheds- og Ældreministeriet er repræsenteret i OECD
's sundhedskomite, der mødes to gange årligt. Hovedparten af arbejdet i sundhedskomiteen omhandler effektivitets- og performancemålinger samt udarbejdelse af diverse analyser og internationale sammenligninger af medlemslandenes sundhedssystemer. Derudover arbejder OECD på at styrke udviklingen af indikatorer og data vedrørende bl.a. kvalitet i medlemslandenes sundhedssystemer.

OECD udvikler også retningslinjer for den internationale rapportering af sundhedsudgifter, hvilket skal sikre sammenlignelige sundhedsregnskaber. Der er ministermøde i OECD ca. hvert 6. år.


www.oecd.org


Sidst opdateret 17-09-2015

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055