Skip navigation


9. Organisering af den akutte afrusning

Nogle personer drikker ved en enkelt anledning en så stor mængde alkohol, at de enten ikke kan tage vare på sig selv eller er til gene for andre. Langt de fleste mennesker sover en sådan rus ud derhjemme eller andre steder uden inddragelse af offentlige myndigheder. Når politiet inddrages bliver en del af disse kørt hjem, andre køres på sygehuset, men de fleste anbringes i detentionen. Sygehuse, § 94-institutioner og alkoholbehandlingshjem kan alle ses som alternativer til detentionen.

Kritikken af, at den akutte alkoholafrusning8 for en stor del foregår i politiets detentioner, har været rejst mange gange i forskellige sammenhænge, oftest i forbindelse med dødsfald i detentionen.

De væsentligste argumenter for at trække afrusningen ud af politiets regi har været dels et sikkerhedsmæssigt eller sundhedsmæssigt aspekt, dels ønsket om at kunne motivere den berusede til behandling.

Om de detentionsanbragte og politiets indsats

Overordnet kan de detentionsanbragte inddeles i følgende tre hovedgrupper: Berusede, som er ude af stand til at tage vare på sig selv og ikke har andre til at gøre det; berusede, som er til fare eller gene for andre (for eksempel i trafikken); samt berusede, som sigtes for kriminalitet og er for berusede til at blive anbragt i arrest eller i venterum, således som det normalt sker for sigtede personer. Øvrige karakteristika er 9 :

  • De detentionsanbragte er aldersmæssigt jævnt fordelt. Der er dog flest i gruppen af 21-25 årige og færre i grupperne over 45 år
  • Kun en lille del af de detentionsanbragte er gengangere, dvs. anbringes mere end én gang (7,7 pct.)
  • Noget over halvdelen af de detentionsanbragte er anbragt med en sag (66 pct.).

Det at blive anbragt flere gange i detentionen viser et særligt behov for en rådgivningsindsats. En arbejdsgruppe under Politimesterforeningen fremlagde i 2000 en analyse af detentionsanbringelserne i 6 repræsentativt udvalgte politikredse. Ud af 1619 detentionsanbringelser i 1999 i de 6 kredse var der 124 personer, som blev anbragt mere end én gang. Heraf blev 87 personer anbragt to gange, og 20 personer anbragt 3 gange.

Andelen af anbragte med sag – altså personer som politiet ønsker tilbageholdt af politimæssige årsager – har betydning, da personale i sundheds- og socialsektoren ikke kan tvangstilbageholde personer. I den refererede undersøgelse var 66 pct. af de anbragte tilbageholdt på grund af både beruselse og en lovovertrædelse. For langt de flestes vedkommende er der dog tale om relativt banale lovovertrædelser. 26 pct. af de anbragte var "rene" berusere, mens de resterende 8 pct. var anbragt på grund af husspektakler. Da tvangstilbageholdelse kan være relevant for både anbragte med sag og personer tilbageholdt pga. husspektakler, vil det være de 26 pct. af de detentionsanbragte, der som minimum vil blive berørt af en evt. ny organisering. 26 pct. af hele landets detentionsanbragte i 2001 er 2690 personer.

Sideløbende med diskussionen om organiseringen af den akutte afrusning er der sket et kraftigt fald i antallet af detentionsanbringelser. I 1992 var antallet 26.356, i 1996 16.920, i 2000 12.695 detentionsanbragte og i 2001 10.345 detentionsanbragte.

Dette fald kan ikke tilskrives en stigning i antallet af registrerede hjemkørsler eller kørsler til sygehus. I 1992 blev 1.699 personer bragt til hjemmet, mens 1.111 personer blev bragt til sygehus. I 2001 blev 645 personer bragt hjem, mens 306 personer blev kørt til sygehus. Der er heller ikke tale om en sammenhæng med alkoholforbruget i Danmark, da det har været stabilt de sidste 15 år. En mulig forklaring kan være en ændret holdning i samfundet og hos politiet til berusede personer, således at man er mindre tilbøjelig til at skride ind end tidligere. Accepten af misbrug synes således mere udbredt.

Ved en sammenligning mellem 14 udvalgte politikredse ses, at antallet af detentionsanbringelser varierer mellem 0,7 og 5,0 detentionsanbragte pr. 1.000 indbyggere. Antallet af detentionsanbringelser er for alle politikredse faldende gennem perioden 1988 til 2000. Samtidig er det de samme politikredse, som gennem perioden har enten en lav eller en høj andel af detentionsanbragte. Dette kan afspejle forskelle i befolkningens alderssammensætning de forskellige kredse imellem, men også forskellige muligheder og praksis i de enkelte kredse og amter for benyttelse af alternativer til detentionsanbringelse. Andelen af detentionsanbragte, som tilses af læge, har varieret meget mellem de 54 politikredse, men den er generelt steget inden for de seneste 10 år. Ved Rigspolitichefens kundgørelse af 27. juni 2001 blev lægetilsyn gjort obligatorisk.

Det ekspliciteres i den nye bekendtgørelse, at politiets detentioner kun kan anvendes, såfremt mindre indgribende foranstaltninger ikke findes tilstrækkelige. Politiet skal overveje muligheden for at lade andre tage sig af den berusede – primært ved hjemkørsel, alternativt ved anbringelse på sygehus eller forsorgshjem.

Politiets indsats i forbindelse med detentionsanbringelser finansieres over en særlig konto på finansloven.

Den amtslige indsats i forbindelse med afrusning

Den del af afrusningsopgaven, som ikke foregår i politiets regi, varetages af amterne. Det sker dels på sygehuse, dels i socialt regi på forsorgshjem, dvs. institutioner efter Servicelovens § 94 10 . Der er dog ikke en egentlig statistik på området. Ud over disse to typer af institutioner kan det overvejes at inddrage alkoholbehandlingsinstitutionerne i afrusningen. Udmeldinger fra amterne tyder på en stigende opmærksomhed på afrusningsopgaven 11 . I enkelte amter har man allerede forbedret afrusningtilbudene, i andre amter er der udrednings- eller planlægningsarbejde i gang. Det er indtrykket, at alkoholopgaverne i stigende omfang forankres i socialvæsenet, hvilket formentlig også gælder for den akutte afrusning.

Der er fra amt til amt store forskelle på, i hvor høj grad sygehuse og forsorgshjem bevidst bruges som alternativer til detentionen. I ca. 2/3 af amterne er sygehusene alene involveret ved enten planlagte afrus-ninger forud for et behandlingsforløb eller ved beruselse med komplikationer af en eller anden art. Helt overordnet må det antages, at det er berusede børn og unge og de mest syge og tilskadekomne berusere, der bringes til sygehus. Hvad angår forsorgshjemmene angiver godt halvdelen af amterne, at institutionerne kun fungerer som alternativ til detentionen for kendt klientel eller for berusere, som passer til institutionernes målgruppe. I nogle amter er der endog forskel mellem de enkelte sygehuse og mellem de enkelte forsorgshjem. Det er indtrykket, at der generelt set ingen eller kun ringe kontakt er mellem politi, sygehusvæsen og forsorgshjem.

Afrusning i sygehusregi

Kun få amter har formuleret kriterier for, hvilke berusere der kan behandles på sygehusene. Det er ligeledes vanskeligt at få et præcist billede af sygehusenes praksis på området. Indenrigs- og Sundhedsministeriet har foretaget en trækning på landspatientregistret på antal personer og antal henvendelser i sygehusregi med diagnosen akut alkoholforgiftning 12 . Antallet af personer med kontakt til sygehusvæsenet med denne diagnose var i 1999 6.484, heraf 2.622 indlagte personer. Antallet af henvendelser på skadestuen var i 1999 på 5.473 personer rubriceret under samme diagnose 13 . Her var der tale om cirka 800 henvendelser fra personer, som tidligere havde henvendt sig til skadestuen i samme forbindelse.

I forbindelse med sygehusenes medicinske afrusning er der adgang til relevante undersøgelser og tilsyn af læger fra en række specialer. Alkoholafhængige gives medicin til forebyggelse af delirium tremens og abstinenskramper. Der er mulighed for, at det sundhedsfaglige personale kan motivere patienten til at opsøge egentlig adfærdsændrende behandling.

Afrusning på § 94-institutioner

Der findes på landsplan ca. 86 § 94-institutioner. Enkelte amter har kun én eller ganske få af disse institutioner. De fleste af hjemmene tilbyder afrusning for kendte eller potentielle forsorgshjemsklienter, mens der for enkelte andre hjem er tale om et generelt tilbud for alle berusere. I nogle amter fungerer afrusning i forsorgshjemsregi derfor allerede i dag som alternativ til detentionsanbringelse.

Socialministeriet har oplyst, at der på landsplan er ca. 20 § 94-institutioner, hvor det er muligt at indgå i et seriøst alkoholbehandlingstilbud. Tilsyneladende er det dog kun Ringkjøbing, Århus og Nordjyllands amter, der har forsorgshjem med deciderede døgnbemandede sygeafdelinger. Mindst ét forsorgshjem i hvert amt formodes at have fastansat sygeplejefagligt personale i dagtimerne. Samtlige forsorgshjem har fast aftalt lægetilsyn 2 gange ugentligt. En række forsorgshjem har stor dækning af sygeplejefagligt personale og har efteruddannet pædagogisk personale, som kan bistå ved helbredsvurderinger og medicinsk afrusning. Fælles for hjemmene er, at de kan tilbyde beruseren en umiddelbar omsorg i form af en seng at sove i, et bad, et måltid mad og en person at tale med. En mere systematisk anvendelse af forsorgshjemmene i afrusningssammenhæng vil kræve ændringer både med hensyn til finansiering, fysiske rammer og personale.

Afrusning på alkoholbehandlingsinstitutioner

Der findes som tidligere nævnt forholdsvis få behandlingsinstitutioner på landsplan – ca. 9 - som anvendes af amterne. Alkoholambulatorierne har begrænset åbningstid og er derfor ikke relevante at inddrage i denne sammenhæng.

Personalets sammensætning er forskellig fra behandlingshjem til behandlingshjem. Nogle har fastansatte sygeplejersker eller fast tilknyttede læger. Andre har alene terapeutisk/- pædagogisk personale.

Enkelte behandlingsinstitutioner er allerede i dag involveret i afrusning af berusere. Dette gælder dog for mere planlagte afrusninger forud for et behandlingsforløb.

Behandlingsinstitutionerne er gearede til at tackle berusere. De kan tilbyde en omsorgsfuld behandling og har tid til samtale og rådgivning.

Eksempel på amtskommunal varetagelse af afrusningsopgaven

Ringkjøbing Amt vedtog i januar 2000 "Aftale om afrusnings- og afgiftningstilbud i Ringkjøbing Amt". Amtet har siden 1985 arbejdet med sådanne aftaler. I aftalen præciseres 3 afrusningsmuligheder: Afrusning i hjemmet (som går på planlagte afrusninger og derfor ikke omtales nærmere her), afrusning på forsorgshjemmet Skovvang samt indlæggelse på sygehus.

Forsorgshjemmet Skovvang modtager alle med behov for afrusning, som ikke af en læge vurderes at have behov for sygehusindlæggelse. Forsorgshjemmet har en sygeafdeling og er døgnbemandet med sygeplejepersonel. På grund af sygeafdelingen kan institutionen på forsvarlig vis huse temmelig dårlige patienter. Ved ankomsten til hjemmet vurderes beruseren af en sygeplejerske, som følger op med en løbende vurdering. Der er under hele opholdet mulighed for personlig rådgivning, ligesom der efter behov etableres kontakt til Misbrugsrådgivningen, hjemkommune, familie, arbejdsplads m.m.

Der er ikke statistik for, hvor mange berusere politiet indbringer til Skovvang, men der skønnes at være tale om flere indbringelser hver uge 14 . Politiet har ikke skriftlige kriterier for, hvilke berusere der køres til Skovvang. På grund af det langvarige samarbejde vurderer de berørte parter dog ikke, at det er et problem. Der er i stedet tale om en individuel vurdering foretaget af den enkelte politimand på stedet eller af vagthavende på stationen.

Afrusning foretages kun undtagelsesvis på amtets sygehuse. Sygehusene modtager efter lægelig henvisning patienter, som er i en tilstand, der kræver fortsatte observationer af specialuddannet personale, samt patienter som kræver observation med henblik på eventuelle intracranielle blødninger. Udskrivelsen tilstræbes planlagt sammen med Misbrugsrådgivningen, hvis patienten ønsker det.

Afrusningsmodellen i amtet bygger på et samarbejde mellem mange instanser både med hensyn til valg af afrusningstilbud og ved opfølgning efter den akutte fase. Der er udarbejdet klare aftaler om de enkelte institutioners opgaver, herunder med angivelse af de enkelte institutioners målgrupper.

Det er indtrykket, at Skovvang reelt fungerer som alternativ til detentionen. Dette indtryk styrkes af de tidligere refererede tal for andelen af detentionsanbringelser. De viser, at Ringkjøbing Politikreds havde den laveste andel detentionsanbringelser pr. 1.000 indbyggere blandt de 14 udvalgte politikredse i de fire udvalgte år. Også amter som Viborg Amt og Nordjyllands Amt arbejder bevidst med at bruge forsorgshjem ved løsning af afrusningsopgaven.

Fordele og ulemper ved de fire modeller for afrusning

Der kan nævnes en lang række hensyn og problemer, som taler for og imod de forskellige måder at organisere afrusningen på. Her skal dog kun nævnes de væsentligste.

Ønsket om at sikre en sundhedsmæssigt mere forsvarlig afrusning taler umiddelbart for afrusning på sygehusene, hvor også andre typer af forgiftninger behandles. På sygehusene kan følger af alkoholforgiftningen, som i nogle tilfælde kan være livstruende, behandles. Derimod er det mindre entydigt, i hvor høj grad dødsfald kan undgås (For eksempel Finn Hardt m.fl., Ugeskrift for læger, 160/24, 1998; Ugeskrift for læger, 147/48, 1985).

Imod afrusning på sygehusene kan fremføres, at en stor del af beruserne må formodes ikke at have brug for sygehusbehandling. Her vil sygehusvæsenets ressourcer kunne anvendes bedre på anden vis. Amtsrådsforeningen har flere gange afvist, at alle, som i dag afruses i detentionen, skal afruses på sygehusene. Afvisningen sker først og fremmest med henvisning til en prioriteret anvendelse af sygehusressourcerne og princippet om at tilrettelægge sundhedsvæsenets indsats ud fra laveste effektive omkostningsniveau.

Spørgsmålet er, om § 94-institutionerne og institutionerne for alkoholbehandling kan tilbyde en lige så forsvarlig afrusning som sygehusene. Med hjemmenes nuværende bemanding er det ikke tilfældet. Hjemmene har da heller ikke deciderede afrusningsafsnit med udstyr til udpumpning og mere komplicerede undersøgelser. Forsorgshjem med sygeafdelinger og høj dækning med sygeplejefagligt personale, vil kunne forestå en medicinsk afrusning af berusere, som ikke er i en højrisikogruppe. Det er en fordel ved afrusning i sådanne institutioner, at de økonomiske omkostninger alt andet lige er mindre end ved sygehusafrusning. Forsorgshjemmene er i dag 50 pct. statsfinansierede. Hvis der laves udvidede aftaler om afrusning, bør dette alene finansieres af amtet.

Det i denne sammenhæng væsentligste hensyn er at sikre sammenhæng med behandling for alkoholmisbruget. Det synes naturligvis bedst opfyldt ved afrusning på en alkoholbehandlingsinstitution. Her vil man kunne rådgive og søge at motivere til fortsat behandling. Et væsentligt argument imod at lade en del af de detentionsanbragte overføre til behandlingshjemmene er dog, at beruserne i høj grad vil virke forstyrrende. Det vil uden tvivl virke voldsomt demotiverende for de klienter, der indgår i et seriøst behandlingsforløb, at se berusere blive bragt ind for en kortvarig afrusning. Behandlingshjemmene er ganske små, og beruserne vil i høj grad være synlige. Herudover vil de få behandlingshjem – alene af geografiske årsager – kun kunne løfte en lille del af afrusningsopgaven.

Forsorgshjemmene kan, bedre end sygehusene, give omsorg og pleje til beruserne. De kan også begynde en social indsats, herunder vejledning med henblik på alkoholbehandling. Set i forhold til detentions- og sygehusophold giver længere ophold på forsorgshjemmet mulighed for et pusterum for berusere med misbrugs- og eventuelle sociale problemer.

Sygehuspersonalet vurderes mere kvalificeret end politiet til at vejlede om alkoholbehandling.

Ud over ovenstående argumenter skal det nævnes, at politiet næsten altid er den myndighed, der først kommer i kontakt med den berusede. Politiet har beredskabet, som gør det muligt og er nødvendigt for at kunne varetage opgaven. Politiet har, som den eneste af de fire, muligheden for at tvangstilbageholde berusere, som har begået en kriminel handling, eller som er voldsomme og truende i deres opførsel. En fastholdelse af afrusningsopgaven i politiets regi vil dog fordre en kvalificering af personalets kompetencer. Det vil være nødvendigt i forhold til viderevisitering af beruserne til hjem, sygehus, forsorgshjem, alkoholbehandlingshjem eller andet.

Opsamlende kan det siges, at der er hensyn, som taler for afrusning på sygehus, mens andre hensyn taler for afrusning på alkoholbehandlingsinstitution, alternativt forsorgshjem. Det gælder dog for alle tre typer af institutioner, at der skal tilføres ekstra ressourcer. Ligeledes skal der foretages såvel fysiske som personalemæssige omorganiseringer for bedre at kunne rumme personer med behov for akut afrusning.

Det er imidlertid væsentligt at holde sig for øje, at de forskellige modeller for afrusning ikke på nogen måde udelukker hinanden. Som nævnt ovenfor, har enkelte amter lavet aftaler, som viser, at det kan lade sig gøre at lave klare aftaler mellem de relevante parter i amterne. I aftalerne har man forsøgt at få afklaret spørgsmålet om de enkelte institutioners målgrupper og om transport, afrusning og opfølgning.

Forbedringer for personer i detentionen

Uanset hvorledes organiseringen af afrusningen tænkes skruet sammen, vil der være en del af de detentionsanbragte, som fortsat skal tvangstilbageholdes af den ene eller den anden grund. Også for disse personer er det sikkerhedsmæssige aspekt og ønsket om at kunne motivere den indbragte til behandling relevant.

Det sundhedsmæssige aspekt kan betragtes som delvis opfyldt, idet lægetilsyn nu er blevet obligatorisk for alle detentionsanbragte. Her vil dog stadig kun være tale om et "øjebliksbillede" af den berusedes tilstand. Det er uklart, hvordan dette problem kan løses.

Der synes heller ikke at være enkle løsninger, hvad angår forbindelsen til behandling for selve alkoholmisbruget: En løsning kunne her være, at politiet automatisk kontakter den indsattes praktiserende læge. En anden løsning kunne være at lade personer fra de frivillige foreninger, der arbejder med at bekæmpe alkoholmisbrug, tale med de afrusede.

Perspektivering

I dette afsnit er nævnt de fire mest oplagte måder at organisere afrusningen på. Som det fremgår ovenfor, behøver modellerne ikke gensidigt at udelukke hinanden.

Udvalget anbefaler, at det overlades til de enkelte amter selv at træffe aftaler: Dels aftaler for selve afrusningens forløb, dels om den overordnede organisering af de enkelte institutioners opgaver.

Afrusningen skal ske på en forsvarlig måde. Der må i de enkelte amter formuleres kriterier for, hvad en sådan sundhedsmæssigt forsvarlig afrusning vil sige. Dels kriterier for selve afrusningsfasen – for eksempel af hvem og hvor ofte den berusede skal overvåges – og dels kriterier for opfølgningen – hvilken form for tidlig indsats eller opfordring til alkoholbehandling vil vi sikre, at den afrusede får.

På det mere overordnede niveau skal det sikres, at der er klare aftaler mellem de relevante parter. Disse er mest oplagt politi, sygehusvæsen og § 94-institutionerne. Men herudover kan det tænkes, at også repræsentanter for lokale misbrugsrådgivninger, alkoholbehandlingsinstitutioner, hjemmepleje, praktiserende læger m.v. er relevante at inddrage. Det fremstår særligt væsentligt at inddrage politiet fra starten af dette samarbejde, hvis der skal blive tale om en velfungerende løsning. Ligesom det er vigtigt at sikre, at de enkelte medarbejdere inden for politiet er i stand til at visitere beruserne til de rette instanser. Enkelte amter har forsøgt at udarbejde planer for mere udbyggede alternativer til detentionsanbringelse, hvilket kan anbefales.

Arbejdsgruppen opfordrer hermed til, at afrusning ses som en del af en større helhed på alkoholbehandlingsområdet. Som for andre dele af dette område er det væsentligt, at der skabes netværk, som kan klarlægge behov og strategier, herunder hvilke typer af akutte afrustninger, der hører under de enkelte institutioners ansvarsområde.

Aftaler om og udarbejdelsen af afrusningsaftaler vil sandsynligvis kræve en forholdsvis omfattende forberedelse. For hurtigt at kunne indsamle erfaringer opfordrer arbejdsgruppen til, at der igangsættes et udviklingsprojekt i et eller flere amter. Her kan for eksempel udarbejdes lokale visitationsretningslinier for beruserne.


Fodnoter

8 Akut afrusning betegner her fasen fra toppen af beruselsen til en efterfølgende (mere eller mindre) ædru tilstand. Akut henviser til, at der ikke er tale om en planlagt afrusning, for eksempel forud for en behandling for alkoholmisbrug.

9 Beskrivelsen bygger på "Rapport vedrørende detentionsanbringelser" fra maj 2000, afgivet af en arbejdsgruppe nedsat af Politimesterforeningen. Her er lavet en analyse af udvalgte data fra følgende 6 politikredse: Assens, Nyborg, Roskilde, Vejle, Randers og Københavns politis station 2 og station 3.

10 Efter Servicelovens § 94 skal § 94-institutionerne sørge for, at der er den nødvendige omsorg og pleje, herunder hjælp til behandling for forskellige former for misbrug. Botilbuddene kan derfor, men skal ikke, omfatte deciderede afrusningsafsnit.

11 I forbindelse med en tidligere gennemgang på detentionsområdet rettede Sundhedsministeriet i foråret 2000 en uformel henvendelse til nøglepersoner inden for samtlige amter.

12 Efter Sundhedsstyrelsens vurdering vil langt de fleste akutte afrusninger være indeholdt under denne betegnelse.

13 De to sidstnævnte tal er begge indeholdt i de 6.484 personer med kontakt til sundhedsvæsenet. Nogle patienter indlægges efter skadestuebesøget.

14 I 2000 var der på forsorgshjemmet i alt 1733 indskrivninger, heraf 712 på sygeafdelingen, 380 på asylpladserne og 641 på forsorgdelen. Berusere placeres primært på asylpladserne.


Sidst opdateret 18-03-2010

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |