Skip navigation


8.7 De udstødte alkoholafhængige


 

Fortsat fra forrige

Definition af målgruppen

Når der her tales om udstødte og marginaliserede alkoholafhængige, menes der misbrugere, som er udstødt fra arbejdsmarkedet og boligmarkedet. Det vil sige, at de er hjemløse eller befinder sig i en meget sårbar situation på boligmarkedet. Ofte er de også marginaliseret i forhold til familie og øvrige sociale netværk.

Skøn over gruppens omfang

Det er vanskeligt at beregne gruppens omfang. Den afhænger af mere præcise definitioner: Hvor dårlig skal personens bolig være, hvor længe skal personen have stået uden for arbejdsmarkedet, hvor socialt isoleret skal han/hun være for at kunne betegnes som marginaliseret? Der findes selvsagt ingen absolut grænse mellem social integration og social eksklusion – heller ikke i gruppen af alkoholmisbrugere.

Antallet af socialt udstødte er beregnet i flere undersøgelser og ud fra disse undersøgelser kan man konkludere følgende: For det første har antallet af socialt udstødte, der i løbet af ét år er i kontakt med institutionerne for hjemløse, været forbavsende konstant. Det har ligget på 11.000-12.000 siden slutningen af 70erne. For det andet er det totale antal socialt udstødte – afhængigt af definitioner – anslået til 20.000-30.000 på landsplan.

Der findes ingen systematiske danske undersøgelser af, hvor stor en andel af de socialt udstødte, der har misbrugsproblemer. Det viste sig ved gennemgangen af nordisk forskning i hjemløse fra 80erne og begyndelsen af 90erne, at andelen af misbrugere blandt de hjemløse lå mellem 10 pct. og 75 pct. i forskellige undersøgelser. Ifølge en undersøgelse fra 1992 af 129 yngre hjemløse på Københavns institutioner havde 73 pct. et misbrug af alkohol og/eller narkotika. I en undersøgelse om unge alkoholmisbrugere – "Det dårlige selskab" – oplyser personalet på de københavnske institutioner, at mellem halvdelen og to tredjedele af beboerne har et misbrug af alkohol og/eller narkotika, og at omkring en tredjedel heraf er alkoholafhængige.

Med udgangspunkt i disse skøn kan man anslå, at 3.500-4.000 hjemløse er alkoholafhængige. Det er en tredjedel af den personkreds, som i løbet af ét år kommer i kontakt med et forsorgshjem. Men som det tidligere er fremgået, kommer ikke alle socialt udstødte i kontakt med institutionerne for hjemløse. Flere forskere beregner det totale antal socialt udstødte ved at fordoble antallet af beboere på institutionerne, og således kan man skønne, at de socialt udstødte alkoholafhængige omfatter 7.000-8.000 personer. Dette skøn forudsætter, at andelen af alkoholafhængige er lige så stor blandt socialt marginaliserede personer uden for institutionerne som blandt beboerne. Dertil kommer en større gruppe af blandingsmisbrugere.

Hvilken behandling tilbydes målgruppen i dag?

Dette afsnit bygger på oplysninger fra Margaretha Järvinens bog "Det dårlige selskab" fra 1998. Den beskriver behandlingsmuligheder og -erfaringer blandt tunge misbrugere for nogle år siden. Statistiske oplysninger fra de seneste år tyder på, at situationen ikke er forbedret for denne gruppe, idet amterne har valgt at prioritere indsatsen højere for de mere velfungerende misbrugere.

Ifølge "Det dårlige selskab" kan ses en nyorientering i den ambulante alkoholbehandling. Der er tale om en nedprioritering af socialt udstødte misbrugere. Fra begyndelsen af 90erne blev ambulatorierne i stigende grad profileret som behandlingstilbud, som – hedder det – "socialt integrerede storkonsumenter skal kunne besøge uden at være omgivet af hjemløse alkoholister". Logikken var ifølge bogen bl.a. den, at det var mere lønsomt for samfundet at satse på misbrugere, som ikke har gennemgået en social deroute – i stedet for at spilde ressourcer på den lille minoritet af socialt udstødte misbrugere.

Også på de psykiatriske afdelinger ser man en nedprioritering af indsatsen mod alkoholproblemer. Og fra psykiatrisk side har man allerede længe påpeget tendensen til, at man marginaliserer det tungeste klientel. I perioden fra 1985 til 1999 er der næsten sket en halvering af de alkoholrelaterede psykiatriske indlæggelser. Det er til dels en konsekvens af den generelle af-institutionalisering inden for psykiatrien, men statistiske oplysninger viser også, at alkoholbehandlingen fyldte relativt mere i psykiatrien i 80erne, end den gør i dag. Behandlingsmulighederne for kroniske alkoholafhængige er altså også blevet dårligere i hospitalssektoren.

"Det dårlige selskab" bygger bl.a. på 54 kvalitative interviews med socialt marginaliserede alkoholmisbrugere i København. De viser, at den helt dominerende erfaring blandt de interviewede er antabusbehandling på ambulatorium. Det har 84 pct. prøvet. Der er typisk tale om "ren" antabustildeling og altså ikke om et led i en individuelt tilrettelagt, psykosocial behandling. Det tyder på, at det terapeutiske behandlingsarbejde på ambulatorierne i høj grad er forbeholdt socialt integrerede alkoholafhængige personer.

De interviewedes erfaring med institutionsbehandling ligger ofte et antal år tilbage i tiden. Mange af dem er – ifølge egne udsagn – for gamle til at blive tilbudt institutionsbehandling. Gennemsnittet i gruppen er 47,2 år, og en misbruger i 45-års alderen, som står uden for arbejdsmarkedet og ikke har forældremyndighed over børn, kan ikke regne med at blive bevilliget ressourcer til andet end antabusbehandling på et ambulatorium. Det siger både de interviewede misbrugere og repræsentanter for behandlingspersonalet.

Køn og socialgruppe har forskellig betydning for interviewpersonernes erfaringer med behandling. Kvinder har normalt en mere omfattende behandlingserfaring end mænd, særligt med behandling på psykiatrisk hospital. De højest uddannede i gruppen har erfaring med en bredere vifte af behandlingstilbud end personer uden erhvervsuddannelse. De har ofte kun gennemgået antabusbehandling, eventuelt afgiftning på hospital. Det tyder på, at jo færre sociale ressourcer en klient har, og jo mere belastet han/hun er af sit misbrug, jo færre behandlingsressourcer stilles til rådighed.

Hvilke særlige problemer er der med behandlingen af socialt udstødte alkoholmisbrugere?

Nedprioriteringen af behandlingen på ambulatorierne, behandlingshjemmene og de psykiatriske afdelinger af socialt udstødte alkoholafhængige har i visse tilfælde været en utilsigtet konsekvens, dels af den omtalte af-institutionalisering, dels af specialiseringen i behandlingssystemet. Men specialiseringen og "matchning" mellem klient og behandling bør ikke lede til, at behandlingsinstitutionerne kun behandler de ressourcestærke klienter.

I behandlingssystemet finder man mange direkte argumenter for en ligefrem afvisning af de tunge misbrugere. Det er bl.a. økonomiske argumenter, men det mest almindelige argument er, at socialt udstødte misbrugere savner behandlingsmotivation. De tunge misbrugere er dem, som ikke vil behandles, og man kan ikke behandle personer, som ikke ønsker behandling. Man kan dog også hævde, at behandlingsmotivationen ikke kun handler om det misbrugende individ, men at den også afspejler nærmiljøets, behandlingssystemets og hele samfundets interesse for misbrugerens livssituation.

Samarbejdet mellem behandlingssystemet og § 94-institutionerne er generelt ikke tilstrækkeligt. I undersøgelsen "Det dårlige selskab" er der meget få meldinger fra personale og misbrugere om motivationsarbejde, om information og behandlingsalternativer til beboerne, om henvisning af beboere til behandling osv. Specialstøtte til samarbejdsprojekter mellem behandlingsstederne og institutionerne for hjemløse kunne måske være en løsning på dette – eventuelt i form af misbrugskonsulenter tilknyttet de store § 94-institutioner.

Samarbejdet mellem behandlingssystemet og de somatiske hospitalsafdelinger er ikke tilstrækkeligt. 42 pct. af personerne i "Det dårlige selskab" har gennemgået alkoholafgiftning på sygehus, men meget få af dem har oplevet, at sygehuset har grebet fat om deres alkoholproblem og informeret om forskellige behandlingsmuligheder. Interviewene med hospitalspersonalet støtter dette indtryk. Personalet mener ikke, at de har tid til at diskutere alkoholbehandling med klienterne. Det synes derfor oplagt, at motivationsarbejdet i forbindelse med indlæggelser til alkoholafgiftning opprioriteres.

Forslag til opfyldelse af behandlingsbehovet

Kortvarig ambulant behandling har vist sig utilstrækkelig netop for socialt udstødte misbrugere. Personer med langvarigt misbrug – som savner et socialt netværk, arbejde og måske bolig – har behov for alsidigt støttende og relativt langstrakt behandling og omsorg, hvis de skal kunne gøre sig noget som helst håb om at få løst eller dæmpet deres misbrugsproblemer.

Et varieret behandlingsudbud kan bedst tilgodese de forskellige grupper af misbrugere, heriblandt de svageste. Antabusudskrivning på ambulatorium kan ikke stå alene i behandlingen af tunge misbrugere. Netop denne gruppe har behov for en alsidigt støttende behandling og omsorg, både i døgnbehandling og på ambulatorier – eventuelt i samarbejde med § 94-institutionerne.


Sidst opdateret 18-03-2010

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055