Skip navigation


4.Behovet for at styrke samarbejdet på alkoholområdet

Alkoholproblemer eksisterer i mange sammenhænge. En ændring af alkoholkulturen og en tidlig indgriben over for alkoholproblemer forudsætter, at en række forskellige professionelle er villige til og kvalificeres til at gøre en indsats. Samtidig er en sammenhængende planlægning og koordination af hele indsatsspektret fra forebyggelse, tidlig indsats, behandling til efterbehandling nødvendig.

Hvis det samfundsmæssige omkostningsniveau ved danskernes alkoholforbrug på mellem 6-10 mia. kr. årligt er uacceptabelt, og hvis de menneskelige omkostninger ved en alkoholkultur som den danske vurderes at være for store, kræver det en ændring på mange forskellige niveauer og en indsats fra en række forskellige professionelle. Alkoholproblemer eksisterer i mange sammenhænge, hvilket kræver, at professionelle i en række blandt andet pædagogiske, sociale og sundhedsmæssige sammenhænge kvalificeres til at starte en dialog om de alkoholkulturelle normer og kvalificeres til at tage hånd om de alkoholproblemer, som de møder. Samtidig er det en forudsætning, at man i amter og kommuner har et helhedssyn på målsætningerne på alkoholområdet og gennemfører en sammenhængende planlægning og koordination af de mange forskellige indsatstyper. I det følgende tegnes der et billede af de mange værktøjer, der eksister til påvirkning af alkoholkulturen og effektivisering af samarbejdet omkring den tidlige indsats, behandling og efterbehandling.

Kommunernes aktiviteter på alkoholområdet

Kommunernes budgetter og det sociale liv er på en række områder belastet af alkoholrelaterede problemer: mennesker som i beruset tilstand skaber problemer i form af vold, gadeuorden, husspektakler og kriminalitet. Mennesker som på grund af deres misbrug glider ud af arbejdsmarkedet: mennesker på sygedagpenge, bistandshjælp eller førtidspension, som hænger fast i systemet og vanskeligt lader sig aktivere. Udgifter til kompenserende foranstaltninger i familier med misbrug: rådgivning, hjemmehoser, aflastningsfamilier, anbringelser uden for hjemmet m.v.

Der er lavet en første landsdækkende undersøgelse af kommunernes indsats på alkoholområdet, foretaget af Videnscenter om Alkohol ("Alkoholproblemer – en kortlægning af kommunernes indsats", september 2001), som giver et hovedsageligt kvantitativt indblik i kommunernes aktuelle aktiviteter på alkoholområdet.

Af undersøgelsen fremgår det bl.a.:

  • At 78 pct. af kommunerne ingen kortlægning har af deres alkoholproblemer
  • At der i 61 pct. af kommunerne ikke er nogen bestemt, der er ansvarlig for alkoholindsatsen
  • At over 50 pct. af kommunerne mener, at alkohol er et mellemstort eller stort problem
  • At over 50 pct. af kommunerne giver tilskud til alkoholbehandling efter Serviceloven, som forudsætning for at løse andre sociale opgaver.

Circa hver tiende kommune anser misbruget af alkohol som et stort problem blandt borgerne, mens næsten hver anden kommune anser det som et mellemstort problem. En tredjedel af kommunerne ser alkoholmisbrug som et lille problem. Der er flere blandt de større kommuner end blandt de mindre, der anser omfanget af problemerne med alkoholmisbrug som stort eller mellemstort.

Undersøgelsen viser også, at langt de fleste kommuner har en eller flere målrettede aktiviteter eller tilbud på alkoholområdet. Hver tredje kommune har formuleret eller overvejer at udarbejde målsætninger, handleplaner eller lignende for tiltag mod alkoholmisbrug. Circa halvdelen af kommunerne har gjort en eller anden indsats for at kvalificere medarbejderne til at tage sig af alkoholområdet, især i de store og mellemstore kommuner.

Der er således startet en proces i kommunerne i retning af at fokusere på alkoholproblemet. Men der er stadig ikke tradition for at behandle alkoholproblemet som et problemfelt, der kræver en sammenhængende planlægningsindsats, der er forankret i den kommunale organisation.

Nogle enkelte kommuner har arbejdet med en sammenhængende planlægning på alkoholområdet. Sundhedsstyrelsen bevilgede i februar 2001 5 mio. kr. til 7 kommuner5 for at få erfaringer med, hvordan der kan planlægges og gennemføres et systematisk arbejde i kommunerne med såvel kortlægning af forbruget som problemerne med alkohol. Målet er desuden at beskrive de værktøjer, som kommunerne har til rådighed på alkoholområdet til at gennemføre en indsats, der omfatter både forebyggelse, herunder regulering af alkoholtilgængeligheden, tidlig indsats, behandling og efterbehandling. Erfaringerne fra disse kommuner vil blive sammenfattet i en manual, der skal gøre det lettere for andre kommuner at udarbejde en sammenhængende plan på alkoholområdet og at gennemføre og forankre indsatsen i den kommunale organisation.

Kommunernes indsatsmuligheder

I kommunerne er der mulighed for at påvirke alkoholkulturen på egne arbejdspladser, i institutioner og klubber med relation til børn og unge, i sportsklubber m.v. Det kan ske gennem diskussion og vedtagelse af en fælles alkoholkultur, af fælles spilleregler, værdier og politikker på alkoholområdet. Det er ikke alene de nedfældede regler, der motiverer til en adfærdsændring; det er først og fremmest de holdninger og den viden, der bliver fælles i denne proces.

Kommunerne har også mulighed for at forholde sig målrettet til tilgængeligheden af alkohol i kommunen gennem styring af omfanget af alkoholbevillinger og gennem fratagelse af alkoholbevillinger. Det kan de gøre i det omfang, det konstateres, at forudsætningerne for at modtage alkoholbevillinger ikke overholdes. Det kunne for eksempel gælde de restauranter og værtshuse, som ikke overholder loven om forbud mod udskænkning af alkohol til unge under 18 år.

Navnlig i forhold til alkoholforbruget hos de unge har kommunen muligheder for at forholde sig målrettet til de festmiljøer, hvor de unge færdes. Det kan for eksempel dreje sig om de fester, som sportsklubber arrangerer for gennem ølsalg til de unge at kunne finansiere sportstilbudet til de unge i kommunen. Kommunen har her mulighed for at stille betingelser til sportsklubberne for at modtage kommunalt tilskud. En sådan betingelse kunne være, at der gennemføres en alkoholpolitik i klubberne.

Tilsvarende kan kommunerne for eksempel gennem et bevillingsnævn udvikle et samarbejde med repræsentanter for branchen, hvor der for eksempel vedtages en fælles kodeks for at undgå hård udskænkning, dvs. slagtilbud som: drik to øl betal for en, happy hour m.v. Der kan gennemføres kurser for beværterpersonalet i ansvarlig udskænkning, og der kan vedtages forholdsregler for at sikre, at der ikke bliver udskænket til unge under 18 år.

Forældre kan spille en stor rolle for påvirkning af de unges alkoholvaner og som drivkraft i gennemførelse af alkoholpolitikker i skoler, klubber, ungdomsklubber og omkring de unges festmiljøer. Et projekt som "Natteravnene" viser, at mange forældre også er interesserede i at yde deres bidrag til nogle mere trygge rammer for de unge.

Kommunerne har således en lang række muligheder for at påvirke alkoholkulturen i kommunen og at sende signaler navnlig til de unge om et mere moderat alkoholforbrug. En sammenhængende, koordineret indsats i kommunen for at udvikle en beskyttende alkoholkultur vil på bare lidt længere sigt få konsekvens for omfanget af alkoholrelaterede problemer, som kommunen skal håndtere.

Amterne har en fagligt rådgivende funktion på forebyggelsesområdet og kan med netværket af alkohol- og narkotikakonsulenter på afgørende måde støtte kommunerne i at udvikle en sammenhængende plan på alkoholområdet.

Kommunerne vil kunne høste store fordele ved at kombinere den sociale indsats med alkoholbehandling, hvilket projekt Phønix i Greve kommune er et godt eksempel på. I projektet har man meget positive erfaringer med at kombinere en aktiveringsindsats i forhold til en gruppe unge alkohol- eller blandingsmisbrugere med en indsats for at hjælpe de pågældende ud af misbruget. Projektet er helhedsorienteret, idet indsatsen omfatter boligsituationen, økonomien, misbruget, netværksdannelse og tilknytning til arbejdsmarkedet. Samtidig inddrages familien i processen. Resultaterne for deltagerne og kommunen har været positive: Omkring halvdelen af deltagerne var ædru eller stoffri efter endt kursusforløb, og omkring en tredjedel var både ædru og fulgte udslusningsplanen eller var kommet i arbejde et halvt år efter kursets ophør.

Kvalificering af frontpersonale

Det er karakteristisk for mennesker med et for stort forbrug af alkohol, at de forsøger at skjule eller benægte det. Det er også karakteristisk for den danske alkoholkultur, at alkoholproblemer betragtes som en privat sag. Desuden har både det private netværk og de fagpersoner, der møder storforbrugeren eller den alkoholafhængige, mange barrierer for at tale med den pågældende om problemet. Resultatet af disse holdninger er, at mennesker med alkoholproblemer alt for længe går alene med dem. De får ikke eller først meget sent i forløbet den støtte til en omlægning af alkoholvanerne, der er en forudsætning for at forhindre udviklingen af både sociale og sundhedsmæssige problemer.

I en undersøgelse fra Græsted-Gilleleje Kommune er der indkredset en række personlige barrierer hos frontpersonalet, som for eksempel kan være socialrådgivere, pædagoger og lærere, for at tage hånd om alkoholproblemerne:

  • Usikkerhed over for at genkende og identificere signaler på misbrug og misbrugets konsekvenser
  • Usikkerhed over for hvornår, der skal handles
  • Usikkerhed om konsekvenserne af indgriben.

Disse forskellige former for usikkerhed betyder, at frontpersonalet ikke føler sig fagligt klædt på til noget så indgribende som at blande sig i det, der stadig opfattes som et privat anliggende, nemlig alkoholproblemer hos en person eller i en familie.

På Fyn er igangsat et modelprojekt om børn i misbrugsfamilier. Frontpersonalet nævner her, at en af projektets helt afgørende ændringer er, at det at forholde sig til alkoholproblemer nu ikke længere opfattes som snagen og sladder. I stedet ses det som et fagligt problem, man som professionel har en pligt til at tage fat om.

Det er derfor vigtigt, at de mange fagpersoner, for eksempel pædagoger, socialrådgivere og politi, der møder mennesker med alkoholproblemer, bliver støttet i at betragte det som en faglig opgave at tage fat om alkoholproblemet og at motivere storforbrugeren eller den alkoholafhængige til at henvende sig til behandlingssystemet. Det er vigtigt, at de offentlige institutioner, miljøer og faggrupper, der har en omfattende borgerkontakt, har gjort sig klart, hvordan de vil håndtere de alkoholproblemer, som de uvægerligt møder: Hvilken rolle institutionen kan have og vil påtage sig; hvem der har ansvaret for at tage samtalen med den person, der har alkoholproblemet; og hvordan samarbejdet skal være med de sociale myndigheder og med de lokale alkoholbehandlingsinstitutioner.

Hos personalet kræver det generelt en minimumkompetence på alkoholområdet, når det drejer sig om, hvordan man ser signaler på et alkoholoverforbrug. Og det kræver et kendskab til institutionens handleplan på området. Dette er en nødvendighed for at kunne arbejde professionelt med de alkoholproblemer, man møder i sit arbejde. Det er vigtigt, at særlige nøglepersoner har en bredere kompetence på alkoholområdet. Disse nøglepersoner skal desuden vide, hvordan man gennemfører en samtale om alkohol. Og de skal have kendskab til de relevante lokale behandlingstilbud og støttemuligheder for de børn, der lever med forældres misbrug. Det vil være oplagt, at lederen af en institution er en sådan nøgleperson.

På arbejdspladser vil der generelt være behov for, som et væsentligt element i en alkoholpolitik, at kvalificere sådanne særlige nøglepersoner. De skal rustes til at tage samtaler om alkohol med de berørte personer, og de skal have en viden om, hvor man kan få et kvalificeret rådgivnings- eller behandlingstilbud.

Det er oplagt, at amt og kommune i fællesskab støtter en sådan udvikling. I langt de fleste amter har man foruden alkohol- og narkotikakonsulenterne en appa-konsulent (appa = alkoholpolitik på arbejdspladsen). Appa-konsulenten vil kunne støtte udviklingen af alkoholpolitikker og gennemførelsen af temadage og kurser for professionelle på såvel private som offentlige arbejdspladser.

Man har på den måde værktøjer til moderering af den lokale alkoholkultur og til kvalificering af den tidlige indsats. Værktøjer, som er afprøvet, og som ikke er særlig ressourcekrævende. Men de kræver først og fremmest en vilje til at gennemføre initiativerne, til at lave en samlet planlægning og styring af alkoholinitiativerne i kommunen og endelig til at udnytte de ressourcer, som et samarbejde mellem amter og kommuner vil give.

Den praktiserende læges nøglefunktion

Af statistik fra primærsektoren og sygehussektoren ses det, at der gennemføres en række behandlinger ved den praktiserende læge, som sigter på at ændre livsstilen hos borgeren. En gennemgang af § 2-aftaler indgået efter overenskomst for alment praktiserende læger viser, at der har været eksempler på lokalaftaler, der rettede sig mod en indsats i almen praksis mod alkoholmisbrug. I dag er § 2-aftaler på dette felt afløst af generelle ydelser i form af livsstilssamtaler. De sigter bl.a. på at behandle problemstillinger i forbindelse med alkoholproblemer.

Der findes imidlertid ikke statistik for, hvor mange patienter de alment praktiserende læger har i behandling for alkoholproblemer. Eller hvor mange patienter, der visiteres videre til alkoholbehandlingssystemet. Det er dog indtrykket fra enkelte projekter, at de praktiserende læger kun i meget begrænset omfang er interesseret i at gennemføre alkoholbehandling. De henviser i meget begrænset omfang til alkoholbehandlingssystemet, og de finder det generelt vanskeligt at tale med deres patienter om alkohol. I et WHO samarbejdsprojekt (Torkil Thorsen, Sundhedsstyrelsen, 2000) foretages en sammenligning af, hvor ofte danske læger rutinemæssigt spørger om alkohol sammenlignet med læger i andre lande. Her viser det sig, at gennemsnittet for de 13 deltagende lande er, at 21 pct. af lægerne siger, at de rutinemæssigt spørger om patienternes alkoholforbrug. Det er kun tilfældet hos 2 pct. af de danske læger. Mens spørgsmål om alkoholforbruget ligger på 3. pladsen blandt de livsstilsfaktorer, der spørges rutinemæssigt til i de 13 lande under et, så er alkohol et af de 7 livsstilsspørgsmål, som danske læger sjældnest spørger rutinemæssigt om. Danske læger synes således at have særlige barrierer for at spørge til patienternes alkoholproblemer.

Det vil være et kvalitetsmæssigt løft for opsporingen af personer med uhensigtsmæssigt alkoholforbrug, hvis praktiserende læger systematisk taler alkohol med de patienter, der har lidelser, der kan være alkoholrelaterede, eller hvor der er mistanke om et alkoholproblem.

De praktiserende læger er således den gruppe, der kunne gøre den mest afgørende forskel, når det gælder et kvalitetsløft i alkoholbehandlingen. Fordi de har omkring 30 mio. patientkontakter på årsbasis (Sygesikringsregistret), heraf et stort antal kontakter til patienter med alkoholrelaterede lidelser. Derfor er det en udfordring at udvikle metoder, der gør det lettere at integrere samtalen om alkohol i arbejdet med patienter med formodede alkoholproblemer.

Det er vigtigt at styrke og støtte almen praksis i varetagelsen af denne opgave. Især er det vigtigt, at den alment praktiserende læge har mulighed for at bidrage til den tidlige opsporing af alkoholmisbrug.

Det anbefales, at der overenskomstmæssigt sikres almen praksis mulighed for yderligere at styrke indsatsen, at der uddannelsesmæssigt og via kvalitetsudvikling sker en oprustning af de praktiserende lægers forudsætninger for en sådan styrket indsats, og at der rettes henvendelse til overenskomstparterne og kvalitetsudviklingsudvalgene i henhold til overenskomstens § 12 c med en opfordring til at tage disse opgaver op.

Når de praktiserende læger har identificeret et alkoholproblem, kan de henvise til alkoholbehandling på et af de tre behandlingshjem, som er omfattet af reglerne om frit valg til sygehusbehandling (se afsnittet om døgnbehandling i kapitel 3). Lægen kan også enten henvise til alkoholambulatoriet eller selv stå for behandlingsindsatsen. Endelig kan en læge, der har identificeret et alkoholproblem men ikke har overblik over behandlingsmulighederne, henvise sin patient til et alkoholambulatorium med henblik på udredning af patientens behandlingsbehov.

Når den praktiserende læge selv gennemfører behandlingen, er det afgørende, at familien inddrages. Det er ligeledes afgørende, at det gennem et samarbejde med kommunen sikres, at børnene og ægtefællen får støtte til at ændre familiedynamikken og til at bearbejde de belastninger, alkoholproblemerne har været årsag til. I hvilket omfang et sådant samarbejde eksisterer aktuelt er vanskeligt at vurdere.

I en rapport fra Græsted-Gilleleje Kommune fremgår det, at de praktiserende læger synes meget indstillede på at tage forældres alkoholproblemer og børnenes situation op. Men samtidig kunne der i undersøgelsesperioden ikke registreres nogen henvisninger fra lægerne til alkoholbehandling, og lægerne kunne heller ikke registreres som initiativtager til børnesager.

For mange læger er den manglende tillid til effekten af alkoholbehandling en barriere for at henvise patienten. Der er derfor behov for at formidle de internationale forskningsresultater, der viser den gode effekt af alkoholbehandling, til de praktiserende læger. Lokalt kan man arbejde på at opbygge kendskabet og tilliden mellem de praktiserende læger og alkoholbehandlingssystemet. Det er forudsætningen for, at de praktiserende læger finder det meningsfuldt at arbejde målrettet med patienternes alkoholproblemer, og for at de henviser til alkoholbehandlingssystemet.

Hvis patienten og den praktiserende læge vurderer, at ambulatoriets eller døgnbehandlingens tilbud vil være det bedste for patienten, er det vigtigt, at den praktiserende læge kan formidle sin tillid til behandlingens effekt. Det skal motivere patienten til at henvende sig. Den praktiserende læge må endvidere forholde sig til, at der kan være barrierer hos patienten for at henvende sig til alkoholbehandlingssystemet. I et samarbejde må de praktiserende læger og behandlingssystemet arbejde med at gøre disse barrierer så små som muligt.

fortsættes

Fodnoter
5 Nykøbing Falster, Nykøbing Rørvig, Ballerup, Horsens, Randers, Ikast og Fredericia.


Sidst opdateret 18-03-2010

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |