Skip navigation


4. Sygehjælpsrettigheder ved bopæl uden for den kompetente stat


 

4.1. Bopæl i den kompetente stat

En arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende er omfattet af lovgivningen i den EØS-stat, hvor pågældende er beskæftiget eller udøver selvstændigt erhverv uanset i hvilken EØS-stat, den pågældende er bosat. Den pågældende er således socialt sikret, herunder også syge(for)sikret i denne stat.

Den helt overvejende del af befolkningen i EØS-staterne bor og arbejder i samme stat, og disse borgere har derfor ret til sygehjælp i denne stat.

En mindre del af befolkningen er omfattet af én EØS-stats lovgivning, men er bosat i en anden EØS-stat. I denne situation skal de efterfølgende regler anvendes.

4.2. Bopæl i en anden stat end den kompetente stat - 1408, art. 19 og 574, art. 17

En arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende, som bor i en stat A, men som er omfattet af lovgivningen og opfylder betingelserne for ret til sygehjælp i en anden stat B, har ret til sygehjælp såvel i stat A, hvor han bor, som i stat B, hvor han er syge(for)sikret.

Sygehjælp i bopælsstaten A gives efter den lovgivning, som gælder i denne stat, som om den pågældende var forsikret der, men i princippet til udgift for stat B.

En arbejdstager, der hidtil har arbejdet og boet i Danmark, og derfor har været sygesikret i Danmark, og som udsendes af sin danske arbejdsgiver til at arbejde i Tyskland i fx 18 måneder, har således ret til sygehjælp i Tyskland, hvor han nu har bopæl. Da Danmark fortsat er den kompetente stat, har han også ret til sygehjælp i Danmark.

Familiemedlemmer til en arbejdstager eller en selvstændig erhvervsdrivende har også ret til sygehjælp i bopælsstaten, selv om de bor i en anden stat end den kompetente stat. Det gælder også, selv om de ikke bor i samme stat som arbejdstageren/den selvstændige erhvervsdrivende.

Personer, som bor i én stat, men er omfattet af en anden stats lovgivning, vil normalt være følgende:

  1. grænsearbejdere, der arbejder i en EØS-stat, men bor i en anden EØS-stat, eller
  2. arbejdstagere eller selvstændige erhvervsdrivende, som er beskæftiget i en stat, men udsendes til at udføre et arbejde i en anden stat i mere end 1 år, eller
  3. tjenestemænd og dermed ligestillede (fx overenskomstansatte), der er ansat i en stats administration, men udsendes til at arbejde i en anden stat i mere end 1 år, eller
  4. lokalt ansat personale ved diplomatiske missioner, eller personer, der er i privat tjeneste hos embedsmænd tilknyttet diplomatiske missioner (hushjælp, gartnere o.l.), hvis disse ansatte er statsborgere i den stat missionen repræsenterer, og har valgt at være omfattet af missionsstatens lovgivning, eller
  5. EU-hjælpepersonale (fx en lokalt ansat korrespondent), der kan vælge at være omfattet af b eskæftigelsesstatens lovgivning, lovgivningen i den stat i hvilken den pågældende senest har været socialt sikret , eller lovgivningen i den stat hvor den pågældende er statsborger, eller
  6. søfolk, der er bosat på en EØS-stats område, og som er beskæftiget om bord på et skib, der fører en an-den EØS-stats flag, er omfattet af flagstatens lovgivning, eller
  7. internationale transportarbejdere, der er bosat i en EØS-stat, og som udøver international transport fx for en vognmand, som har hjemsted i en anden EØS-stat, eller
  8. andre personer, for hvem der er indgået en særlig aftale i henhold til forordningens artikel 17.

Ovennævnte betyder i praksis følgende:

4.2.1. Bopæl i Danmark, en anden stat er den kompetente stat


En arbejdstager, en selvstændig erhvervsdrivende eller disses familiemedlemmer vil ved flytning til Danmark fra tidspunktet for bosættelsen have de samme rettigheder og pligter, som gælder for andre bosatte i Danmark. Sygesikrings- og sygehuslovens krav om 6 ugers ventetid gælder ikke for disse personer, hvis de viser dokumentation for at være syge(for)sikret i en anden EØS-stat.


4.2.1.1. Blanketter


En arbejdstagers eller selvstændig erhvervsdrivendes rettigheder dokumenteres ved, at den pågældende til den danske bopælskommune viser en blanket E 106, som er udstedt af myndighederne i den stat, hvor den pågældende er sikret.

Såfremt kun familiemedlemmer til en arbejdstager eller en selvstændig erhvervsdrivende tager bopæl i Danmark, benyttes blanket E 109 i stedet for E 106. Om registrering og returnering af blanketterne, se Bilag 1 - Blanketvejledning.


4.2.2. Bopæl i en anden stat, Danmark er den kompetente stat


I den omvendte situation, hvor en arbejdstager er beskæftiget ved en arbejdsgiver i Danmark, eller selvstændigt erhverv udøves her, er det Danmark, der som den kompetente stat skal udstede dokumentation for den pågældendes og dennes familiemedlemmers ret til sygehjælp i bopælsstaten.


4.2.2.1. Blanketter


Ovennævnte blanketter E 106 udstedes af arbejdstagerens seneste danske bopælskommune. Hvis den pågældende aldrig har haft bopæl i Danmark eller i en periode ikke har været socialt sikret i Danmark, udstedes blanketten af den kommune, hvor den pågældendes danske arbejdsgiver har hjemsted, eller den kommune, hvorfra et selvstændigt erhverv udøves.

En arbejdstager, som ikke umiddelbart inden har været sygesikret i Danmark (fx en grænsearbejder, der får arbejde i Danmark, men har bopæl i Tyskland), skal vise en blanket E 104 fra den stat, den pågældende senest har været sikret i, før en blanket E 106 kan udstedes (for at undgå de 6 ugers ventetid, som her regnes fra ansættelsen i Danmark).

Om grundlaget for udstedelse og om udfyldelse af blanket E 106, se Bilag 1 – Blanketvejledning.

Samtidig med udstedelse af blanket E 106 udsteder kommunen et særligt legitimationsbevis (OS 01.301) for ret til sygesikringsydelser. Beviset anvendes til at dokumentere, at den sikrede har ret til sygesikringsydelser samt sygehusbehandling og fødselshjælp under ophold i Danmark. Beviset gives også til medflyttende familiemedlemmer. Beviset gives dog ikke til familiemedlemmer til en grænsearbejder, se afsnit 4.4. Beviset gives heller ikke til statsudsendte og medfølgende familiemedlemmer, der under udsendelsen fortsat står registreret med bopæl i Danmark, jf. § 24, stk. 5 og 6 i lov nr. 140 om Det Centrale Personregister, da disse fortsat er sygesikret i Danmark ved det almindelige gule sygesikringsbevis.

4.3. Familiemedlemmer, der bor i en anden EØS-stat end den sikrede - 1408, art. 19, stk. 2 og 574, art. 17

Blanket E 109 kan udstedes til ethvert familiemedlem, som tager bopæl (ifølge dansk tolkning i mere end 1 år) uden for den kompetente stat. Den kompetente stat er den stat, hvori ”hovedpersonen”, fra hvem et familiemedlem kan aflede ret til sygehjælp, er socialt sikret. Hvem der kan betragtes som familiemedlem, afgøres efter lovgivningen i den stat, hvor et familiemedlem tager bopæl, jf. ovenfor afsnit 2.13.

Om grundlaget for udstedelse og om udfyldelse af blanket E 109, se Bilag 1 Blanketvejledning.

Det særlige legitimationsbevis (OS 01.301) gives ikke til familiemedlemmer, til hvem der udstedes en blanket E 109.

4.4. Ophold i eller flytning til den kompetente stat – 1408, art. 21 og 574, art. 19a

Arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende eller deres familiemedlemmer, som har bopæl uden for den kompetente stat, har også ret til sygehjælp under ophold i den kompetente stat. Under opholdet i den kompetente stat har de pågældende ret til sygehjælpsydelser i samme omfang, som bosatte i staten.

Danske sikrede, der bor i en anden EØS-stat og har ret til sygehjælp på grundlag af en dansk udstedt blanket E 106, dokumenterer deres ret til sygehjælp under ophold i Danmark ved det særlige legitimationsbevis (OS 01.301).

Familiemedlemmer til danske arbejdstagere eller selvstændige erhvervsdrivende, som har ret til sygehjælp i en anden EØS-stat på grundlag af en dansk udstedt blanket E 109, dokumenterer deres ret til at modtage sygehjælp under ophold i Danmark ved et EU-sygesikringsbevis/en blanket E 111. Beviset/blanketten udstedes af syge(for)sikringsmyndighederne i familiemedlemmernes bopælsstat.

4.5. Grænsearbejdere og deres familiemedlemmer – 1408, art. 20 og 574, art. 19


En grænsearbejder, der har ret til sygehjælp i bopælsstaten, har også ret til sygehjælp i beskæftigelsesstaten (den kompetente stat) på samme vilkår som andre syge(for)sikrede i denne stat. En grænsearbejder, der arbejder i Danmark, dokumenterer sin ret til sygehjælp i Danmark ved det særlige legitimationsbevis (OS 01.301).

I beskæftigelsesstaten har familiemedlemmerne alene ret til akut sygehjælp, medmindre andet på forhånd er godkendt mellem de to staters myndigheder. Danmark har ikke indgået aftaler med andre stater om særlige sygehjælpsrettigheder for grænsearbejderes familiemedlemmer.

Familiemedlemmer til en dansk sikret grænsearbejder er derfor ikke berettiget til det særlige legitimationsbevis (OS 01.301), og disse familiemedlemmer er heller ikke omfattet af den offentlige rejsesygesikring. Familiemedlemmerne er berettiget til et EU-sygesikringsbevis fra grænsearbejderens sikringsstat. Til familiemedlemmer til en dansk sikret grænsearbejder udstedes EU-sygesikringsbeviset af den kommune, der udsteder det særlige legitimationsbevis (OS 01.301) til grænsearbejderen.

 


Sidst opdateret 21-09-2009

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055