Skip navigation


Tag stilling

Hvis dine nærmeste ikke kender din holdning, kan det være svært for dem at tage stilling.

Ikke mindst fordi de i forvejen vil stå i en vanskelig situation umiddelbart efter din død. Derfor er det vigtigt at du selv tager stilling. Du kan altid ændre din beslutning, hvis du senere skifter mening – ligegyldigt hvordan du har valgt at give den til kende.

Målet er at sikre, at din holdning er kendt, så den kan respekteres i tilfælde af hjernedød.

Hvordan tager man stilling

 

Når du har taget stilling til, om du vil være organdonor, kan du meddele det på tre måder. Du kan:

  • fortælle beslutningen til dine nærmeste
  • udfylde et donorkort og bære det på dig
  • tilmelde dig Donorregistret (se sidste side).

    Tilmelder du dig donorregistret, er det ikke nødvendigt også at udfylde et donorkort.

    Der er fire måder at tage stilling til organdonation på. Du kan:

    • Give fuld tilladelse. Det betyder, at alle dine organer må bruges til transplantation. Fuld tilladelse kan udover de nævnte organer også omfatte menisker, ledbånd, brusk og sener.
    • Give begrænset tilladelse. Det betyder, at kun nogle af dine organer må bruges.
    • Svare ”ved ikke”. Det betyder, at du ikke har taget stilling til, om dine organer må bruges til transplantation, og at dine pårørende skal tage stilling for dig.
    • Nedlægge forbud. Det betyder, at ingen af dine organer må bruges til transplantation.

      Alle over 18 år kan tilmelde sig donorregisteret.

      Er man under 18 år kan man ikke tilmeldes donorregistret, så hvis en person under 18 år hjernedør, er det indehaveren af forældremyndigheden, der skal tage stilling til organdonation.

      Der er ikke en fast øvre aldersgrænse for at kunne blive organdonor.

      Nogle organer fra ældre mennesker kan ikke bruges f.eks. på grund af åreforkalkning – det gælder oftest hjertet, hvorimod både lever nyrer og hornhinder fra 70-80-årige kan være egnede. Den hjernedødes helbredstilstand før ulykken eller sygdommen spiller også ind. Det vil derfor altid bero på konkret lægelig vurdering, om org anerne kan anvendes.   

      Pårørende

      Hvis du gerne vil være organdonor, men samtidig give dine pårørende mulighed for at modsætte sig din beslutning, skal du afkrydse i rubrikken ”Pårørendes accept” på donorkortet eller i tilmeldingen til donorregisteret. Hvis du ikke sætter kryds i denne rubrik, betyder det, at dine pårørende ikke kan ændre din beslutning.


      Sidst opdateret 24-06-2015

      Kontaktinformation

      Holbergsgade 6
      1057 København K
       | tlf: 72269000
       | EAN: 5798000362055