Skip navigation


3. Udviklingen i omsætning, mængde og sygesikringsudgifter til tilskudsberettigede lægemidler i perioden siden 1997


 


 

3.1 Indledning og sammenfatning


I dette kapitel analyseres udviklingen i omsætning, mængde og sygesikringsudgifter til tilskudsberettigede lægemidler siden 1997. Perioden er særligt kendetegnet ved, at det behovsafhængige tilskudssystem blev indført den 1. marts 2000.

Forinden ovennævnte analyse redegøres kort for udviklingen i sygesikringens udgifter til medicin siden 1987, ligesom der blandt andet foretages en international sammenligning af de offentlige udgifter til medicin pr. indbygger i OECD-landene m.v.

Sammenfattende viser analysen, at sygesikringens udgifter til medicin er steget kraftigt de seneste år, dog med en afdæmpning i 2003. I 2001 og 2002 udgjorde udgiftsvæksten således 12,0 pct. henholdsvis 14,2 pct., mens den i 2003 var reduceret til 4,0 pct.

Udviklingen skyldes ikke generelt stigende lægemiddelpriser. Udgiftsstigningen kan derimod først og fremmest forklares med stigende udgifter indenfor 14 terapeutiske områder, hvor særligt mængdeforbruget stiger og ældre lægemidler erstattes med nye og dyrere lægemidler. Omsætnings- og udgiftsudviklingen kan indenfor disse grupper indkredses til 50 lægemiddelstoffer, som i større eller mindre grad har afstedkommet udgiftsstigningen. Det er kendetegnende, at der er tale om nye lægemiddelstoffer. Der er herudover fra myndighedernes side blandt andet iværksat en række initiativer som hjerteplan og kræftplan i perioden, som også har påvirket udgiftsudviklingen.

Stigningen i sygesikringens udgifter hænger sammen med den demografiske udvikling, hvor befolkningen aldres. Der er særligt siden 1997 kommet flere personer i behandling med tilskudsberettigede lægemidler i alderen 55-69 år. I alt steg antallet af personer på 55 år eller derover i den danske befolkning med 23.839 fra 1. januar 2003 til 1. januar 2004. Stigningen i aldersintervallet mellem 55 og 69 år var imidlertid på 24.503 personer fra 1. januar 2003 til 1. januar 2004. Det er netop karakteristisk, at såvel det gennemsnitlige mængdeforbrug samt det benyttede antal lægemidler stiger med alderen. Beregninger viser dog, at den demografiske udvikling har mindre indflydelse på udgiftsudviklingen end det forhold, at en større andel især i de ældre aldersgrupper kommer i behandling med lægemidler, og at forbruget pr. medicinbruger er stigende.

Udgiftsudviklingen efter 2000 har endvidere været påvirket af, at sygesikringens tilskudsandel er steget betydeligt efter indførelsen af det behovsafhængige tilskudssystem. Tilskudsprocenten faldt ganske vidst til 63,6 pct. i 2000, efter at have ligget på 66,6 pct. - 66,9 pct. i 1997 – 1999. Tilskudsprocenten steg imidlertid i 2001 til 66,9 pct., hvilket svarer til niveauet før ændringen af tilskudssystemet. I såvel 2002 og 2003 udgjorde tilskudsprocenten 67,9 pct.

Endelig må det konstateres, at de statistiske årsagsforklaringer, der ligger til grund for stigningen i sygesikringens udgifter ændrer sig over tid. I 2002 kunne en større andel af stigningen i sygesikringens udgifter således henføres til stigende priser, samtidig med at der var en fortsat substitution fra ældre til nye lægemidler samt en stigende tilskudsprocent. Priserne faldt imidlertid i 2003 som følge af patentudløb. Som følge heraf skete der i 2003 et forbrugsskift fra nogle dyre udgiftsstyrende lægemidler til billigere kopipræparater.

Den særskilte analyse af storforbrugerne har vist, at såfremt storforbrugere defineres som personer, der har et årligt forbrug af tilskudsberettigede lægemidler på over 10.000 kr., kan hele 74 pct. af stigningen i sygesikringens udgifter siden 1997 henføres til denne persongruppe. De i alt godt 200.000 storforbrugere har i 2002 modtaget ca. 3 mia. kr. i sygesikringstilskud. Langt hovedparten af storforbrugerne er over 55 år. Herudover er storforbrugerne kendetegnet ved, at de har en lav indkomst, højt forbrug af andre sundhedsydelser og er førtids- eller alderspensionister.

Det er i analysen ikke gjort egentlige forsøg på at forudsige den kommende udgiftsudvikling. Overordnet ses der ikke at være grundlag for at forvente en anderledes mængdemæssig udvikling i de kommende år. Samtidig er der udsigt til patentudløb for en række præparater i de nærmeste år med forventede priseffekter, som det er set i 2003. Den samlede effekt heraf kan dog ikke vurderes nærmere, blandt andet fordi de foreliggende prognoseredskaber må anses for utilstrækkelige. Udvalget anbefaler derfor, at der tages initiativ til at forbedre metoderne til prognosticering.


 

3.2 Udviklingen i sygesikringens udgifter til medicin m.v.


Udgiftsudviklingen i de offentlige sygesikringsudgifter til tilskudsberettigede lægemidler har gennem adskillige år været kraftigere end udviklingen i de øvrige sundhedsudgifter og bruttonationalproduktet.

Sygesikringens udgifter til tilskudsberettigede lægemidler er, når der ses bort fra den specielle situation med egenbetalingsgrænsen på 800 kr. i årene 1989 og 1990, steget år for år siden 1987. Udgifterne er målt i løbende priser steget med mere end 220 pct. fra 1987 til 2003. Til sammenligning er bruttonationalproduktet og de samlede offentlige sundhedsudgifter vokset med henholdsvis 93 pct. og 108 pct., jf. figur 3.1.

Udviklingen i sygesikringens udgifter til medicin er karakteriseret ved meget stor variation over tid. Dette må blandt andet tilskrives en kombination af flere elementer, herunder de forholdsvis mange tiltag, som har haft til hensigt at påvirke udgiftsudviklingen, jf. kapitel 4 om indretningen af medicintilskudssystemet. Nogle af disse tiltag har slået direkte igennem på udgiftsudviklingen (eksempelvis indgrebene i prisdannelsen), mens andre tiltag har haft en mere strukturel betydning (eksempelvis ændringer i substitutionsreglerne og indførelsen af det behovsafhængige medicintilskudssystem). I perioden fra 1987 til 1992 var sygesikringens gennemsnitlige stigningstakst på mere end 10 pct., mens den i perioden fra 1992 til 1996 var mindre end 5 pct. I årene 1996 og 1997 steg sygesikringens udgifter til medicin med ca. 7 pct., hvorefter udgifterne til medicin steg med knap 4 pct. i 1999 og 2000. Sygesikringens udgifter steg med henholdsvis 12 og 14 pct. i 2001 og 2002. I 2003 er udviklingen på ny vendt med en stigning i sygesikringens medicinudgifter på kun 4 pct. i 2003.

 Figur 3.1: Sygesikringens udgifter til medicin, samlede offentlige sundhedsudgifter og bruttonationalproduktet, 1987-2003, løbende priser (indeks 100 = 1987)

figur 3.1

Kilde: Amtsrådsforeningen og Danmarks Statistik. For 1987 er der som følge af ændrede opgørelsesmetoder tale om skønnede tal for BNP og de samlede offentlige sundhedsudgifter.

Sygesikringens udgifter til medicin, almen lægehjælp, speciallægehjælp og øvrig sygesikring er vist i figur 3.2. Som det fremgår af figuren har væksten i sygesikringens udgifter til medicin sammenlignet med de andre sygesikringsydelser været kraftigt stigende i de senere år. Medicinens andel af de samlede sygesikringsudgifter udgjorde i 1992 32,8 pct. Denne andel er siden hen steget til 37,7 pct. i 2003. Samtidig er andelen af sygesikringens udgifter til almen lægehjælp faldet fra 40,1 pct. i 2002 til 35,5 pct. i 2003.

Figur 3.2: Sygesikringens udgifter til medicin, almen lægehjælp, speciallægehjælp og øvrig sygesikring i perioden fra 1992 – 2003.

 figur 3.2

Kilde: Sygesikringens forhandlingsudvalg.


 

3.3 International sammenligning af medicinudgifter pr. indbygger og lægemiddelforbrug


I dette afsnit sammenlignes først udgifterne til medicin pr. indbygger i en række OECD-lande. Herefter sammenlignes mængdeforbruget af medicin i de nordiske lande.

Til brug for den internationale sammenligning af medicinforbruget (inkl. håndkøbsmedicin og receptpligtig medicin) pr. indbygger i primærsektoren anvendes data fra OECD's sundhedsdatabase. For at en sammenligning af medicinudgifterne på tværs af landene skal give mening, er det nødvendigt, at landene opgør deres udgifter efter de samme retningslinier. De retningslinier, som er anvendt i OECD's sundhedsdatabase, er beskrevet i OECD's manual "A System of Health Accounts p.120". Disse opgørelser skal alligevel tages med et vist forbehold, da ikke alle lande har lige gode datakilder.

Tabel 3.1 viser dels niveauet for medicinudgifterne pr. indbygger og dels udviklingen fra 1995 til 2001. For meningsfuldt at kunne vurdere udviklingen over tid er medicinudgifterne opgjort i faste priser, da inflationen ikke er ens i de pågældende lande. For at kunne sammenligne udgiftsniveauet er udgifterne opgjort i købekraftspariteter, idet landene har forskellige prisniveauer. Med et vist forbehold for de problemer, der fortsat kan være i sådanne talmæssige sammenligninger, fremgår det af tabellen, at Danmark var et af de lande, som havde de laveste udgifter til medicin pr. indbygger i 2001. Kun Grækenland og Irland havde lavere medicinudgifter pr. indbygger. Det fremgår endvidere, at Danmark har haft en lav realvækst i medicinudgifterne pr. indbygger på 2,4 pct. fra 1995 til 2001. Sammenlignet med andre lande er denne vækstrate relativ lav, og kun Grækenland har haft en lavere vækstrate i perioden.

Tabel 3.1: Medicinudgifter pr. indbygger i US-dollar (PPP) pr. indbygger i 1995-priser

 

Kilde: OECD health database 2003

* Vækstrate fra 1995 - 2000

Note.: Udgifterne til medicin er korrigeret for købekraftpariteter - dvs. korrigeret for forskelle i købekraft landene imellem. Ikke alle lande har indberettet medicinudgifterne, og derfor fremgår de ikke af tabellen.

I tabel 3.2 er fordelingen mellem private og offentlige medicinudgifter i de forskellige lande gengivet. Herudover vises, hvor stor en andel borgerne og det offentlige betaler af de samlede medicinudgifter. Det ses af tabellen, at danskerne - sammenlignet med borgerne i andre lande - selv finansierer en stor andel af medicinudgifterne. Det er således kun i USA, at borgerne har en større privat egenbetalingsandel end i Danmark.

Det skal i den forbindelse nævnes, at det danske sundhedssystem i modsætning til en række andre lande generelt er kendetegnet ved at have en relativ høj egenbetaling på ganske få sundhedsydelser som medicin og tandlægehjælp. Omvendt er der en række sundhedsydelser, som i Danmark er gratis, mens de samme ydelser er forbundet med en egenbetaling i andre lande. Eksempelvis er det gratis at gå til læge i Danmark.

Tabel 3.2: Medicinudgifter i US-dollar (PPP) pr. indbygger i 2001 fordelt på privat og offentlig betaling samt andele af de samlede medicinudgifter

Kilde: OECD health database 2003

* Seneste opgjorte medicinudgifter er for 2000

Note: Udgifterne til medicin er korrigeret for købekraftpariteter - dvs. korrigeret for forskelle i købekraft landene imellem. Ikke alle lande har indberettet medicinudgifterne, og derfor fremgår de ikke af tabellen.

I figur 3.3 vises udviklingen i mængdeforbruget af tilskudsberettigede lægemidler i de nordiske lande i perioden fra 1990 til 2002. Som det fremgår af figuren, har væksten i mængdeforbruget i perioden været lavere i Danmark end i de øvrige nordiske lande. Danmark er således i 2002 det nordiske land, som har det laveste mængdeforbrug af lægemidler.

Figur 3.3: Udviklingen i mængdeforbruget af lægemidler opgjort i DDD pr. 1.000 indbyggere pr. døgn i de nordiske lande i perioden fra den 1990 til 2002,

 figur 3.3

Note: I den nordiske statistik er der taget udgangspunkt i de lægemidler, som har samme DDD-værdi i de nordiske lande, ligesom der er anvendt samme afgrænsning m.h.t. hvad der er lægemidler. Det betyder for eksempel at hudmidler ikke er medtaget i opgørelsen, fordi der her i stor udstrækning anvendes nationalt tildelte DDD-værdier. Visse vitaminer og mineraler er heller ikke medtaget, da disse produkter ikke defineres som lægemidler i alle nordiske lande. Dette betyder, at den her angivne mængde afviger en smule fra de øvrige tal i kapitlet. Det bemærkes, at det forholdsvis store fald i mængdeforbruget af lægemidler i Sverige i 1997 blandt andet skal ses i sammenhæng med, at man dette år indførte et nyt tilskudssystem med større egenbetaling i Sverige.


 

3.4 Perioden 1997-2003


Udviklingen i den offentlige sygesikrings udgifter til lægemidler har som nævnt i afsnit 3.2 gennem mange år være kendetegnet ved, at udgiftsvæksten på dette område har været langt større end udgiftsudviklingen i de øvrige sundhedsudgifter og i bruttonationalproduktet.

Det samlede mængdeforbrug af lægemidler er i perioden fra 1997 til 2003 vokset med 40,5 pct. jf. tabel 3.3. Omsætningen af tilskudsberettigede lægemidler er i perioden steget med 50,3 pct., mens sygesikringens udgifter til medicin er steget med 53,2 pct.

Tabel 3.3: Salg af tilskudsberettigede lægemidler opgjort i apotekernes udsalgspriser inkl. recepturgebyr og mængde (opgjort i definerede døgndoser, DDD, pr. 1.000 indbyggere), sygesikringens og kommunernes medicinudgifter 1997-2003 (opgjort i løbende priser)

Det kommunale medicintilskud er omvendt faldet med 0,7 pct. i perioden fra 1997 til 2003. Det skal hertil bemærkes, at byrdefordelingen mellem sygesikringens udgifter til medicintilskud og det kommunale medicintilskud blev ændret ved indførelsen af det behovsafhængige tilskudssystem den 1. marts 2000. Ved denne lejlighed blev servicelovens bestemmelser om tildeling af tilskud til kronisk syge samt terminalpatienter således afløst af regler herom i sygesikringsloven, jf. afsnit 6.2.4.1 og 6.2.4.2.

Væksten i sygesikringens udgifter siden 1997 kan dermed for ca. 80 pct. henføres til en stigning i mængdeforbruget. Resten af stigningen – svarende til forholdet mellem stigning i omsætning og i mængde – er et udtryk for en pris- og substitutionseffekt, der især kommer til udtryk i en forskydning i forbruget fra billigere lægemidler til nye dyrere lægemidler. Denne forskydning fra billigere lægemidler til nye dyrere lægemidler er netop årsagen til, at den gennemsnitlige behandlingspris er steget i perioden på trods af, at der generelt har været faldende priser på tilskudsberettigede lægemidler, jf. tabel 3.5. Endelig er der – for perioden set under ét – en forskel mellem stigningen i omsætningen og sygesikringens udgifter på ca. 3 procentpoints eller ca. 6 pct., som kan henføres til en stigning i den gennemsnitlige tilskudsandel. Denne stigning skyldes blandt andet en stigning i antallet af storforbrugere af tilskudsberettigede lægemidler, jf. afsnit 3.8.3.

Forskydningen i lægemiddelforbruget afspejler samtidig de væsentlige behandlingsmæssige fremskridt, der er opnået i lægemiddelbehandlingen. I figur 3.4 nedenfor er således vist fordelingen af behandlingsmæssige gennembrud i form af nye lægemiddelstoffer i perioden 1990 – 2000. Ved behandlingsmæssige gennembrud forstås lægemidler, som eksempelvis har færre bivirkninger, er det første lægemiddel til at behandle en bestemt sygdom eller er et nyt behandlingsprincip. Der er i de fleste tilfælde tale om nye analoge lægemidler. Der er i perioden for eksempel kommet nyere demensmidler (Aricept), migrænemidler (Imigran), astmamidler (Serevent) og angiotensin II antagonisterne (Cozaar).

Figur 3.4: Behandlingsmæssige gennembrud, 1990 - 2000

 figur 3.4

Kilde: Lægemiddelindustriforeningen



 

3.5 Mængde- og priseffekter


I tabel 3.4 er udviklingen i mængdeforbruget illustreret for lægemidler med forskellig tilskudsstatus. Det fremgår af tabellen, at det særligt er mængdeforbruget af tilskudsberettigede lægemidler, som er steget i perioden. Stigningstakten har ikke været konstant gennem årene og er tilsyneladende blevet forstærket siden 2000, dvs. efter indførelsen af det behovsafhængige tilskudssystem den 1. marts 2000. Det fremgår endvidere, at mængdeforbruget af receptpligtige lægemidler uden tilskud har været vigende med et fald siden 2001.

Tabel 3.4: Mængdebaseret indeks (mio. DDD), 1995=100

Tabel 3.5 viser udviklingen i Lægemiddelstyrelsens pakningsbaserede prisindeks målt i apotekernes indkøbspriser (AIP). Det fremgår, at prisen på lægemidler taget under ét – og i særdeleshed prisen på tilskudsberettigede lægemidler – har været faldende i perioden. En undtagelse er perioden 1999 til 2000 og tilsvarende 2002. For perioden 1999 til 2000 skyldes prisstigningen primært, at den indgåede prisaftale mellem Sundhedsministeriet og Lægemiddelindustrien udløb den 1. marts 2000, hvorefter der var fri prisdannelse på lægemiddelmarkedet frem til den 24. november 2000. Prisfaldet i perioden 1997 – 2003 ligger på lægemidler med tilskud. Pakningsprisen for lægemidler uden tilskud og håndkøbslægemidler er derimod steget i perioden. Disse lægemidler er ikke omfattet af Lægemiddelindustriforeningens prisgaranti.

Det generelle prisfald sammenholdt med den kraftigere stigning i omsætningen end i mængderne viser, at der er sket en forskydning mod anvendelse af dyrere lægemidler.

Tabel 3.5: Pakningsbaseret prisindeks (AIP), indeks 1995=100

En anden måde at illustrere virkningerne af henholdsvis mængde- og prisudviklingen på lægemidler er vist i bilagstabel 1.

Her er værdien af de solgte mængder i henholdsvis 1997, 2000 og 2001 opgjort i de priser, som var gældende i hvert af de tre år. Beregningen er foretaget på de varenumre, som var til stede i alle årene.

Bilagstabel 1 viser tydeligt virkningen af det generelle prisfald på lægemidler. De i 2001 solgte mængder af lægemidler, der også fandtes i 1997 i samme pakningsstørrelser (samme varenummer), ville i 1997 have kostet omtrent 335 mio. kr. mere end i 2001 (kolonne 3), og de mængder der solgtes i 1997 ville have kostet knap 500 mio. kr. mindre i 2001.

Beregningerne er gentaget på varenumre, som var til stede på markedet i 1997, 2000, 2001 og 2002. Resultatet af beregningerne afviger en del fra beregningen, som er gengivet i bilagstabel 1. Det kan for eksempel oplyses, at de i 2002 solgte mængder af lægemidler, der også fandtes på markedet i 1997 i samme pakningsstørrelser (samme varenummer), "kun" ville have kostet 221,5 mio. kr. mere i 1997 end i 2002. En væsentlig forklaring herpå er imidlertid, at antallet af pakninger, der var på markedet i alle årene, er betydeligt mindre, når 2002 indgår i beregningen. En del pakninger er med andre ord udgået i 2002, hvilket begrænser grundlaget for sammenligninger. Beregningen er ikke gentaget på varenumre fra 2003.


 

3.6 Tilskudsandel


Stigningen i mængdeforbruget og omsætningen af lægemidler har betydet øgede offentlige udgifter til medicin. Hertil kommer virkningen af en stigende gennemsnitlig tilskudsprocent.

Set over hele perioden 1997-2003 er omsætningen og sygesikringsudgifterne steget med henholdsvis 50,3 og 53,2 pct. Dette svarer til en ændring i tilskudsandelen fra 66,6 pct. i 1997 til 67,9 pct. i 2003.

Dette dækker imidlertid over nogle betydelige forskydninger i løbet af perioden. Mens tilskudsprocenten således lå på 66,6 - 66,9 pct. i 1997-1999 reduceredes den til 63,6 pct. i 2000 i forbindelse med indførelsen af det behovsafhængige tilskudssystem. Der var tale om et tilsigtet fald, idet der var indbygget en forudsætning om en forhøjet gennemsnitlig egenbetaling i det behovsafhængige tilskudssystem. Tilskudsprocenten steg i 2001 til 66,9 pct., hvilket svarer til niveauet før ændringen af tilskudssystemet. I såvel 2002 og 2003 udgjorde tilskudsprocenten 67,9 pct.

I modsætning til de foregående år var en stigning i den gennemsnitlige tilskudsprocent altså en væsentlig årsagsforklaring for væksten i sygesikringsudgiften fra 2000 til 2002. Mens væksten i omsætningen fra 2000 til 2002 androg 19,8 pct. udgjorde væksten i sygesikringsudgifterne 28,0 pct.

Den stigende tilskudsprocent skal ses i sammenhæng med, at den reguleringsmekanisme, hvormed udgiftsgrænserne i det behovsafhængige tilskudssystem reguleres, ikke har kunnet fastholde forholdet mellem egenbetaling og offentlig betaling. Reguleringsmekanismen er nærmere omtalt i afsnit 6.5.



 

3.7 Særligt om udviklingen i mængde (DDD), omsætning og sygesikrings udgifter i 2003


Efter 2 år med meget store stigninger i sygesikringens udgifter – 12,0 pct. i 2001 og 14,2 pct. i 2002 – steg udgifterne kun med 4,0 pct. i 2003.

Salget af tilskudsberettigede lægemidler – målt i mængde (definerede døgndoser DDD) – var i 2003 ca. 7 pct. højere end i 2002. Der er især sket en stigning i salget af lægemidler til behandling af hjerte- og kredsløbssygdomme. Det vil sige, at mængdeforbruget er steget uændret i 2003. Ser man nærmere på udviklingen indenfor de enkelte lægemiddelgrupper, fremgår det, at der især er tale om et øget salg af kolesterolsænkende lægemidler, midler mod blodpropper, antidepressiva og ACE-hæmmere. For langt de fleste lægemiddelgrupper er der sket en forbrugsstigning. Det skal særligt bemærkes, at forbruget af kolesterolsænkende lægemidler er steget kraftigt siden oktober 2002, hvor det blev besluttet at udvide klausuleringsordningen for disse lægemidler, således at ordningen i dag omfatter flere patientkategorier end tidligere.

Den samlede omsætning af tilskudsberettigede lægemidler var 4 pct. højere i 2003 end i 2002. Væksten i omsætningen har således samlet set været lavere end væksten i mængdeforbruget. Årsagen hertil skal dels findes i et lavere prisniveau for de tilskudsberettigede lægemidler og dels i en ændring i forbruget af antidepressiva, kolesterolsænkende lægemidler og mavesårsmidler. Inden for gruppen med antidepressiva har patentudløb betydet, at en stor del af salget af citalopram, som er det mest solgte antidepressivum, er flyttet fra Cipramil over på billigere synonympræparater. Denne udvikling har betydet et fald i omsætningen af antidepressiva på trods af, at mængdeforbruget er steget i 2003. En tilsvarende udvikling gør sig gældende for de kolesterolsænkende lægemidler, hvor patentudløb har betydet, at der er markedsført billigere synonympræparater med indholdsstoffet simvastatin. Herudover har omsætningen af mavesårslægemidler kun været svagt stigende i 2003. Dette skyldes blandt andet, at der inden for gruppen af protonpumpehæmmerne er sket et skift i forbruget fra lægemidlet Losec til Nexium.

Sygesikringens udgifter er som nævnt ovenfor kun steget med 4 pct. i 2003. Udgiftsudviklingen hænger specielt sammen med den beskrevne forbrugsudvikling for de kolesterolsænkende lægemidler, antidepressiva og mavesårsmidler, idet disse 3 lægemiddelgrupper har stor betydning for det samlede udgiftsniveau, da der forbrugs- og udgiftsmæssigt er tale om tunge lægemiddelområder. Herudover var den gennemsnitlige tilskudsprocent uændret 67,9 pct. i 2003 sammenlignet med 2002. Tilskudsprocenten har i de senere år været stigende, blandt andet som følge af at lægemiddelomsætningen i stadig større grad koncentreres på storforbrugere. Denne udvikling er tilsyneladende opbremset i 2003, hvilket kan hænge sammen med de beskrevne ændrede markedsforhold inden for antidepressiva, de kolesterolsænkende lægemidler og mavesårsmidler.



 

3.8 Årsager til de stigende sygesikringsudgifter til lægemidler


3.8.1 Udgiftsstyrende lægemidler

De stigende sygesikringsudgifter er ikke forårsaget af et stigende forbrug af alle lægemidler. Stigningen er således først og fremmest koncentreret om få afgrænsede terapeutiske områder. Ud af i alt ca. 200 terapeutiske områder kan der identificeres 14 områder, som stort set tegner sig for hele udgiftsstigningen siden 1997, jf. bilagstabel 2-4. Den samlede omsætning af de pågældende lægemidler i de 14 grupper udgjorde i 2003 i alt 5.054 mio. kr. ud af en samlet omsætning af tilskudsberettigede lægemidler på i alt 8.924 mio. kr. Den samlede omsætning af alle lægemidler i primærsektoren skønnes i 2003 at have udgjort i alt 11.288 mio. kr.

Der har i perioden fra 1997 til 2003 været et betydeligt øget mængdeforbrug i de fleste grupper. Mest markant har udviklingen været for kolesterolsænkende lægemidler. De kolesterolsænkende lægemidler fik klausuleret tilskud den 14. december 1998. Indtil da havde der kun været ydet tilskud efter enkelttilskudsordningen. Klausuleringsordningen blev udvidet yderligere i oktober 2002, jf. afsnit 3.7 Stigningen i mængdeforbruget har derimod været beskeden for eksempel epilepsi- og astmalægemidler. Udgiftsstigningerne for disse grupper er forårsaget af et større forbrug af dyrere lægemidler og til dels prisstigninger.

Den øgede omsætning i de pågældende lægemiddelgrupper har betydet store stigninger i sygesikringens udgifter. Størst har stigningen været blandt blodtrykssænkende lægemidler, efterfulgt af antipsykotiske midler, kolesterolsænkende lægemidler og mavesårsmidler.

Omsætnings- og udgiftsudviklingen i de 14 lægemiddelgrupper kan imidlertid ikke henføres til en generel stigning i salget af alle de lægemidler, der er markedsført inden for de enkelte grupper. Det øgede salg kan derimod indkredses til 50 lægemiddelstoffer, som i større eller mindre grad har afstedkommet udgiftsstigningen. Det er kendetegnende for disse lægemiddelstoffer, at de er markedsført inden for de seneste 10-15 år.

Perioden har samtidig været kendetegnet ved, at sundhedsvæsenet har gjort væsentlige behandlingsmæssige fremskridt, ikke mindst på baggrund af de nye lægemidler. Der er fra myndighedernes side iværksat en række sundhedspolitiske initiativer såsom hjerteplan og kræftplan, der ligeledes har haft udgiftsmæssige konsekvenser på lægemiddelområdet.

Til belysning af virkningen af prisstigninger ved nye produkter og forbrugsskift set i forhold til mængdeeffekten er der i bilagstabel 5 beregnet et estimat over omsætningens størrelse i 2003 i de 14 grupper, hvis væksten i omsætningen havde svaret til væksten i mængdeforbruget siden 1997. Det fremgår, at stigningen for de fleste lægemiddelgruppers vedkommende har været større end den stigning, der kunne forventes på baggrund af stigningen i mængdeforbruget. Denne "overskydende vækst" kan opgøres til 800 mio. kr. eller knap 16 pct. af omsætningen af disse lægemiddelgrupper.

Konklusionen er således samlet, at det er en mindre gruppe af relativt nye lægemidler, som både mængdemæssigt og prismæssigt har en stigende indflydelse på udgiftsudviklingen.

3.8.2 Flere personer i behandling

Det øgede forbrug af lægemidler kan i relation til befolkningen teoretisk henføres til tre faktorer:

  • Den demografiske udvikling: Befolkningsudviklingen medfører en større andel af befolkningen i de ældre aldersgrupper, hvor medicinforbruget er højest.
  • En stigende prævalens: En stigende andel af befolkningen anvender lægemidler.
  • Et større medicinforbrug pr. medicinbruger.

Det har vist sig, at der siden 1997 dels er kommet flere personer i behandling med lægemidlerne i de 14 udgiftsstyrende lægemiddelgrupper, og at det gennemsnitlige lægemiddelforbrug i disse lægemiddelgrupper desuden er stigende pr. medicinbruger, jf. bilagstabel 6 og 7. Det voksende medicinforbrug er en generel tendens blandt alle medicinbrugere over 25 år, når disse ses under ét, jf. bilagsfigur 1. Udviklingsstigningen i mængdeforbruget har været særlig markant for personer over 50 år.

Der er siden 1997 særligt kommet flere personer i behandling med tilskudsberettigede lægemidler i alderen 55-69 år, jf. bilagsfigur 2. Der er inden for denne aldersgruppe især tale om en markant stigning i antallet af personer i behandling mellem 55 og 59 år. Udviklingen skyldes såvel en stigende prævalens som demografi.

Ser man på alle lægemidler under ét er prævalensen, dvs. andelen af medicinbrugere set i forhold til den samlede danske befolkning generelt set på det nærmeste uændret, jf. bilagsfigur 3. Ser man imidlertid nærmere på de enkelte lægemidler, er prævalensen ikke nødvendigvis uændret. Det er tværtimod karakteristisk, at der i perioden fra 1997 har været en stigende prævalens inden for de fleste af de 14 udgiftsstyrende lægemidler.

For så vidt angår demografien steg antallet af personer på 55 år eller derover i den danske befolkning med 23.839 fra 1. januar 2003 til 1. januar 2004. Stigningen i antallet af personer i aldersintervallet mellem 55 og 69 år udgjorde dog hele 24.503. Det er karakteristisk, at såvel det gennemsnitlige mængdeforbrug som det benyttede antal lægemidler stiger med alderen, jf. bilagsfigur 4 og 5.

Det kan imidlertid samtidigt ud fra standardberegninger konstateres, at den demografiske udviklings effekt på udgiftsudviklingen ikke er nær så kraftig som det forhold, at prævalensen inden for de enkelte udgiftsstyrende lægemiddelgrupper typisk er steget, samt at hver enkelt patient anvender en større mængde lægemidler. Omsætningen af tilskudsberettigede lægemidler udgjorde i 1997 ca. 5,9 mia. kr., mens omsætningen i 2003 udgjorde ca. 8,9 mia. kr., jf. bilagstabel 8. Omsætningen af tilskudsberettigede lægemidler er således steget med ca. 3,0 mia. kr. fra 1997 til 2003. I bilagstabellen er det beregnet, at den demografiske udvikling alt andet lige siden 1997 har medført en stigning i omsætningen af tilskudsberettigede lægemidler på op til 351 mio. kr., mens den større hyppighed (prævalens) af medicinbrugere inden for de udgiftsstyrende lægemiddelgrupper, og det øgede forbrug pr. medicinbruger tegner sig for den resterende stigning i omsætningen af tilskudsberettigede lægemidler.

Indførelsen af det behovsafhængige tilskudssystem har betydet, at sygesikringstilskuddet i højere grad end tidligere kommer personer med et stort medicinbehov til gode. Som det fremgår af bilagstabel 9, har det medført, at de ældre – som ofte er de personer, der har det største medicinbehov – gennemsnitligt får væsentligt mere i sygesikringstilskud til køb af tilskudsberettigede lægemidler i 2003 sammenlignet med 1997, mens personer under 20 år modtager mindre sygesikringstilskud i dag end tidligere.

Lægemiddelstyrelsen har i perioden udarbejdet nye kriterier for, hvilke patienter som skal have tilskud til lægemidler. For eksempel har styrelsen som tidligere nævnt i efteråret 2002 udvidet ordningen med generelt klausuleret tilskud til kolesterolsænkende lægemidler, således at ordningen nu omfatter flere patientkategorier end tidligere. Dette bevirker i sig selv, at der sættes flere patienter i behandling med tilskud til de pågældende lægemidler.

3.8.3 Storforbrugere

Som det er illustreret i figur 3.4, anvendes hovedparten af de tilskudsberettigede lægemidler af en mindre gruppe af patienterne.

Det er særligt påfaldende, at ca. 20 pct. af patienterne står for ca. 80 pct. af omsætningen af tilskudsberettigede lægemidler.

Figur 3.5: Lorenz kurve over omsætningen af tilskudsberettigede lægemidler i 2002

 figur 3.5

Note: Baseret på tal fra Lægemiddelstatistikregisteret.

Når storforbrugere af lægemidler defineres som personer, der har et årligt forbrug af tilskudsberettigede lægemidler på over 10.000 kr., kan hele 74 pct. af stigningen i sygesikringens udgifter siden 1997 henføres til denne persongruppe, jf. bilagstabel 10.

Der var i 2002 i alt godt 200.000 storforbrugere af lægemidler. Dette er en markant stigning i forholdt til de foregående år. Således var der knap 170.000 storforbrugere i 2001 og knap 150.000 storforbrugere i 2000.

Der foreligger kun meget lidt analysemateriale vedrørende denne gruppe. En rapport om forbruget af lægemidler i 1992 udarbejdet i Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut viser således alene, at lægemiddelforbruget generelt er højere i aldersgrupperne over 51 år, blandt pensionister og blandt de laveste indkomstgrupper fra 50.000 til 150.000 kr. 1

Karakteristik af storforbrugerne

Ved at sammenkøre Lægemiddelstatistikregisteret med Finansministeriets Lovmodel er det blevet muligt, at give en helt ny socioøkonomisk karakteristik af storforbrugerne af lægemidler. I Lægemiddelstatistikregisteret findes oplysninger om samtlige lægemidler, der er forhandlet via apoteker. Grundlaget for Lovmodellen kaldes lovmodelbefolkningen. Det er en stikprøve på 3,3 pct. af den danske befolkning baseret på en samkøring af Danmarks Statistiks centrale personregistre. Ved analyser i Lovmodellen regnes stikprøven op til landsniveau.

På baggrund af tal for 2001 er der lavet en karakteristik af storforbrugerne af lægemidler. I alt findes der knap 164.000 storforbrugere i Danmark, hvilket er 3,0 pct. af den samlede befolkning.

Hovedresultater af samkøringen

Samkøring af Lægemiddelstatistikregisteret og Lovmodellen viser 3 markante delresultater om de 3,0 pct. af den danske befolkning, der er storforbrugere af lægemidler.For det første er der en stor overvægt af storforbrugere med lav indkomst, ca. ?-dele tjener mindre end 150.000 kr.For det andet er storforbrugerne kendetegnet ved ikke at være på arbejdsmarkedet, ca. 70 pct. er førtids- eller alderspensionister.For det tredje er storforbrugerne kendetegnet ved, at de ud over et højt medicinforbrug også har et betydeligt forbrug af andre sundhedsydelser, ca. ?-del havde mere end fem sengedage på et sygehus i 2001. I gennemsnit har storforbrugerne haft ca. seks sengedage på et sygehus i 2001.Baggrundsoplysninger

Storforbrugerne fordeler sig med 43 pct. mænd og 57 pct. kvinder. Der er storforbrugere i alle aldersgrupper, men langt hovedparten er over 55 år, her findes godt 70 pct. af storforbrugerne, som det fremgår af figur 3.5 samt bilagstabel 11.

Figur 3.6: Antallet af storforbrugere fordelt på alder

 figur 3.6

Note: Baseret på tal fra Lægemiddelstatistikregisteret.

Der er derimod ikke signifikant forskel på andelen af storforbrugere amterne imellem. Amtsfordelingen af storforbrugere er vist i bilagstabel 12. Det fremgår, at der relativt set er færrest storforbrugerne i Frederiksborg og Ringkøbing Amter samt Københavns Kommune, mens der er en marginalt større andel af storforbrugere i Frederiksberg Kommune samt Vestsjællands, Viborg og Storstrøms Amter.

Lægemiddelforbrug

Storforbrugerne er endvidere kendetegnet ved generelt at bruge mange forskellige lægemidler. Således har storforbrugerne i gennemsnit indløst recept på 10 forskellige lægemiddelstoffer i løbet af et år.

Ud af de 15 mest solgte lægemiddelstoffer til storforbrugerne er 7 til behandling af nervesystemet, 4 til behandling af obstruktive luftvejssygdomme, 3 til behandling af hjerte og kredsløb og et til behandling af mavesår.

Tilskud

Storforbrugerne har generelt haft økonomisk fordel af indførelsen af det behovsafhængige tilskudssystem. De i alt godt 200.000 storforbrugere har i 2002 modtaget ca. 3 mia. kr. i sygesikringstilskud.

Storforbrugerne har i perioden haft en tilskudsprocent på 82 pct. Sygesikringens samlede andel af finansieringen af tilskudsberettigede lægemidler udgjorde 67,9 pct. i 2002. Idet storforbrugere ofte er førtids- og folkepensionister tilsiger aldringen i befolkningen, at andelen af storforbrugere i befolkningen alt andet lige må forventes at vokse i de kommende år.

Omkring 34 pct. af storforbrugerne får kommunalt tilskud og langt de fleste heraf har helbredstillæg efter pensionsloven § 14 a, stk. 1.


 

3.9 Hamstring


Det behovsafhængige tilskudssystem tilskynder i en vis udstrækning til hamstring af tilskudsberettigede lægemidler, idet tilskudsprocenten – der stiger med forbruget af lægemidler – ofte er højere i slutningen af den individuelle tilskudsperiode på ét år end i starten af tilskudsperioden. Herudover kan medicinbrugeren selvsagt udskyde starten af en ny tilskudsperiode ved at hamstre medicin. En medicinbruger vil således over en årrække gennemgå færre individuelle tilskudsperioder, hvis vedkommende hamstrer medicin, og dermed opnår en højere tilskudsprocent, end hvis den pågældende person ikke hamstrede tilskudsberettigede lægemidler.

Lægemiddelstyrelsen har undersøgt om hamstring af tilskudsberettigede lægemidler er et reelt problem. Undersøgelsen har vist, at der er tale om en vis intensivering af købene i slutningen af tilskudsperioden, jf. bilagstabel 13. Lægemiddelstyrelsen har beregnet, at blandt medicinbrugere med udgifter på over 510 kr. inden for et tilskudsår udgør hamstringen ca. 2 pct. af de pågældendes udgifter til tilskudsberettigede lægemidler. Beregningen viser endvidere, at de personer - der relativt set hamstrer mest - er patienter, der ikke modtager kommunalt tilskud, og som i løbet af deres tilskudsperiode har et tilskudsberettiget lægemiddelforbrug på mellem 1.250 kr. og 1.600 kr.



 

3.10 Videresalg af lægemidler med misbrugspotentiale


Lægemiddelstyrelsen har i forbindelse med udvalgsarbejdet undersøgt, om der er tegn på, at det behovsafhængige tilskudssystem misbruges til videresalg af tilskudsberettigede lægemidler. Undersøgelsen er foretaget for følgende lægemidler: Ketogan, Morfin, Buprenorfin, Metadon, Nicomorfin, Oxycodon, Pethidin og alle former for benzodiazepiner.

Undersøgelsen viser, at andelen af storforbrugere, som modtager tilskud eller kronikertilskud, er forholdsvis lille inden for de udvalgte lægemiddelgrupper. Andelen er størst blandt brugere af benzodiazepiner (6,5 pct.) og lavest blandt brugere af Ketogan (1,0 pct.).

En af de parametre, som kan være med til at belyse, at der forekommer misbrug af tilskudssystemet blandt storforbrugere af lægemidler, er, hvis storforbrugernes lægemidler ordineres af mange forskellige læger. Undersøgelsen viser, at dette ikke er specielt udbredt blandt de undersøgte storforbrugere.

Det er vanskeligt at konkludere noget klart af undersøgelsen Der er imidlertid ikke forhold, som umiddelbart indikerer, at førnævnte storforbrugere benytter det behovsafhængige tilskudssystem til at videresælge lægemidler til andre misbrugere.

Udvalget skal i den forbindelse henlede opmærksomheden på, at etableringen af den personlige elektroniske medicinprofil (PEM'en) vil kunne være med til at fjerne et eventuelt misbrug af tilskudssystemet, idet de praktiserende læger fra sommeren 2004 vi få adgang til et samlet overblik over patientens samlede anvendelse af receptpligtige lægemidler, herunder lægemidler som den pågældende læge ikke selv har ordineret patienten. For en nærmere beskrivelse af PEM'en henvises til afsnit 8.6.



 

3.11 Prognosticering af udgiftsudviklingen


Den demografiske udvikling vil i de kommende år medføre en større andel af befolkningen i de ældre aldersgrupper, hvor medicinforbruget er højst, jf. afsnit 3.8.2. Den demografiske udvikling vil derfor alt andet lige resultere i stigende medicinudgifter i årene fremover. Således viser en ren teknisk fremskrivning for årene 2004 og 2005, som Lægemiddelstyrelsen har foretaget på baggrund af Danmarks Statistiks befolkningsfremskrivning og de faktiske sygesikringsudgifter i 2003, at sygesikringens udgifter til medicintilskud vil stige med knap 40 mio. kr. i 2004 og yderligere 41 mio. kr. i 2005 alene på baggrund af den forventede befolkningsudvikling.

Erfaringerne fra de senere år har imidlertid vist, at den demografiske udvikling langt fra udgør et tilstrækkeligt grundlag for at forudsige den fremtidige udgiftsudvikling til tilskudsberettiget medicin. Udviklingen fra de senere år viser således, at udgiftsudviklingen vil afhænge af en række forskellige variable såsom forbruget af medicin pr. medicinbruger, pris- og mængdeændringer inden for de enkelte lægemiddelområder osv. Der er tale om forhold, hvor erfaringerne viser, at det er meget vanskeligt at forudsige den kommende udvikling. Hertil kommer, at udviklingen i 2003 har vist, at sygesikringens medicinudgifter påvirkes kraftigt af patentudløb på udgiftsstyrende lægemidler. Der er således i 2003 sket et markant skift fra brug af originalpræparater til billigere kopipræparater, jf. afsnit 3.7.

Udvalget har på denne baggrund ikke forsøgt at foretage en nærmere vurdering af udviklingen i medicinudgifterne i de kommende år. Overordnet ses der ikke at være grundlag for at forvente en anderledes mængdemæssig udvikling i medicinforbruget i de kommende år. Samtidig er der udsigt til, at patentudløb også vil komme til at påvirke udviklingen i de kommende år. Men den samlede effekt heraf kan ikke vurderes nærmere, hertil er de foreliggende prognoseredskaber utilstrækkelige. Udvalget skal på denne baggrund pege på, at der er behov for, at der tages initiativer til at søge metoderne til prognosticering forbedret. Især viser erfaringerne fra 2003, at der er grund til eksplicit at inddrage virkningerne af patentudløb, såvel som introduktion af nye lægemidler, nye behandlingsvejledninger m.v.

 

Fodnoter:

 1) Neymark og Ingerslev, Medicinforbrugets sammensætning og fordeling, AKF, 1993.

 


Sidst opdateret 29-01-2010

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055