Skip navigation


Dilemmaer og værdikonflikter

Hvad betyder respekt og selvbestemmelse for et menneske, som har selvmordstanker? Hvad kan og skal han have selvbestemmelse over? Hvornår kommer selvbestemmelsen i konflikt med behovet for omsorg? Her står hensynet til menneskets selvbestemmelse og ret til at træffe egne beslutninger over for behandlerens eller socialarbejderens faglighed og ansvar for at fremme helbredelse og velfærd.

 


Tydelige værdier er redskaber til at afveje dilemmaer

Værdikonflikter kan opstå, når vi skal omsætte værdierne i beslutninger og konkrete handlinger i hverdagen. Og når vi skal samarbejde på tværs af faglige kulturer. Konflikter opstår også i mødet med mennesker med en sindslidelse og pårørende, som har deres egne værdier har forestillinger om og krav til vores indsats.

Konflikter kan opstå i modsætningen mellem forskellige interesser og i etiske dilemmaer, som ikke har noget endegyldigt facit, men som vi til gengæld altid kan og skal undersøge. Et led i en etisk overvejelse er at være åben over for den magt- og afhængighedsrelation, der er mellem den professionelle og borgeren med en sindslidelse.

Værdier og magt

Når vi bevæger os ind på området om magtanvendelse og tvang, sættes de modstridende værdier på spidsen. Anvendelse af tvang er et indgreb i selvbestemmelsesretten ud fra en afvejning af hensynet til omsorgen for pågældende. Og de forskellige aktører og interessenter kan have forskellige afvejninger.

Hvor går grænsen, inden man griber ind? Skal den pågældende person selv give udtryk for behov for hjælp, og hvordan og hvor meget inddrages han? Tilsvarende spørgsmål rejser sig i forhold til pårørende. Hvor vedholdende skal den opsøgende indsats være? Her står ønsket om selvbestemmelse og respekt over for faglighed og ansvarlighed – alt afhængig af synsvinkel.

Værdier støder sammen

Tydelige og klart fremlagte værdier er redskaber til at afveje sådanne dilemmaer og undgå kommunikationsfejl, modstand mod ændringer, dårligt samarbejde mellem faggrupperne. Når vores værdier er tydelige, bliver det lettere for personen med en sindslidelse at acceptere vores indsats. Både personen selv og det nærmeste netværk bliver mere tilfredse, når de forstår hvad vi gør og hvorfor.

Det er vigtigt at forstå, at mennesker med sindslidelser og deres pårørende er afgørende parter, men at de næppe har samme værdier som os. Det er heller ikke sikkert, at de udgør et fællesskab med fælles værdier. De forskellige interessenters værdier kan ikke undgå at støde sammen, og dilemmaer opstår løbende både i sundhedssektoren og socialsektoren. Det er særligt udfordrende, når vi skal samarbejde.

Vi kan bruge de fælles værdier til at drøfte dilemmaer i hverdagen og til at opnå enighed om beslutninger og handlinger.

 


Sidst opdateret 10-07-2009

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |