Skip navigation


Nyt stort sundhedsudspil: Regeringen sætter ekstra ind mod lægemangel

11-06-2018
PRESSEMEDDELELSE - Med et nyt udspil om modernisering af almen praksis baner sundhedsminister Ellen Trane Nørby vejen for regeringens kommende sundhedsreform. Udspillet skal sikre, at der i fremtiden er nok læger til det stigende antal patienter i almen praksis.

70 procent af alle praktiserende læger har lukket for tilgang og kan ikke tage imod nye patienter.

Det vil sundhedsminister Ellen Trane Nørby nu sætte en stopper for og vende udviklingen til det positive, så patienter i fremtiden kan være sikre på at kunne vælge en læge tættere på deres bopæl.

Derfor lancerer ministeren i dag et nyt regeringsudspil, der skal ruste almen praksis til de kommende opgaver. 

”Tiden er kommet til at løfte almen praksis. Med et banebrydende udspil med 119 millioner kroner til drift og 617,5 millioner kroner til modernisering og oprettelse af læge- og sundhedshuse, og giver vi lægerne mulighed for at løse nye opgaver, og vi giver dem bedre mulighed for at indrette sig efter patienternes behov. Den praktiserende læge er tiltænkt en central rolle i realiseringen af visionen for et moderne, nært og sammenhængende sundhedsvæsen til gavn for patienterne, ” siger Ellen Trane Nørby.   

Regeringen har derfor sat et mål om, at 70 procent af alle lægerne skal have åbent for tilgang i 2030. Det står i kontrast til i dag, hvor kun 30 procent er åbne for tilgang.

Flere læger og mere praksispersonale
Regeringen har allerede sat skub i at få uddannet flere læger med en øget dimensionering på medicinstudiet.

Senest har regeringen i april løftet optaget med 250 ekstra studiepladser og dermed muliggjort nye kandidatuddannelse i Køge og Esbjerg.

Nu øger regeringen også helt ekstraordinært videreuddannelsesforløbene i almen medicin med 30 pladser både i 2019 og 2020. Og det regeringens klare ambition, at der med den nye dimensioneringsplan fra 2021 satses på at skabe flere forløb i almen medicin.

Det skyldes blandt andet, at omkring en tredjedel af alle lægerne i dag med al sandsynlighed er gået på pension inden for de næste 10 år.

Det handler dog også om at få de unge læger til at vælge at blive speciallæger i almen medicin.

”Flere digitale løsninger, en ny forskningsstrategi og bedre muligheder for at nedsætte sig i større praksisser med et fagligt stærkt netværk. Det er det, de unge læger efterspørger, og det har vi selvfølgelig lyttet til. Vi er som patienter afhængige af, at flere læger vælger almen praksis, så der er en læge tæt på, hvor vi bor,” siger Ellen Trane Nørby.

Regeringen sætter også retning på de resterende 617,5 millioner kroner til læge- og sundhedshuse. De skal blandt andet understøtte, at der er de fornødne rammer til at håndtere det stigende antal uddannelseslæger.

Lægen skal tilbage til kerneopgaven
De kommende år vil de praktiserende læger opleve, at flere ældre borgere og flere borgere med kroniske eller psykiske sygdomme skal behandles i almen praksis.

”Det dur ikke, at lægen knap nok har tid til at sige goddag til den ældre borger med kronisk sygdom, forælderen med et feberramt barn eller den unge patient med ondt i livet og behov for henvisning til psykolog. Lægen skal have tid til patienten, så derfor er planen også at aflaste lægerne ved at sætte ekstra midler af til efteruddannelse af praksispersonale,” siger Ellen Trane Nørby.

Det kan for eksempel være sygeplejersker, bioanalytikere, jordemødre, fysioterapeuter eller andet praksispersonale.

FAKTA – tre hurtige om udspillet

  • 736,5 millioner kroner skal løfte og modernisere almen praksis
  • Udspillet indeholder 16 initiativer, der skal sikre flere læger, fortsat høj kvalitet og en mere dynamisk almen praksis
  • Med udspillet kommer der 30 nye videreuddannelsesforløb i almen praksis i både 2019 og 2020

      Læs hele udspillet her  (pdf)

      FAKTA – Regeringens mål for fremtidens almen praksis   

      1. 70 procent af lægerne skal have åbent for tilgang i 2030
      2. 50 procent mere praksispersonale inden 2030
      3. Forskellen i antallet af henvisninger skal nedbringes
      4. 90 procent af lægerne skal arbejde i flermandspraksis i 2030
      5. Alle praktiserende læger skal deltage i klynger i 2020
      6. Alle praktiserende læger skal ved udgangen af 2020 anvende Sundhedsdatastyrelsens kvalitetsudviklingsværktøj
      7. De praktiserende læger skal stå for en stor del af behandlingen og kontroller med KOL- og diabetespatienter
      8. Alle praktiserende læger skal inden udgangen af 2020 dele relevante patientoplysninger i det samlede patientoverblik på tværs af sundhedsvæsenet

      Andel praksis med lukket for tilgang af patienter pr. 1. januar 2018   

       

      Kilde: Yderregisteret (18. april 2018), Sygesikringsregisteret (18. april 2018) og CPR-registeret, Sundhedsdatastyrelsen.

      Se oversigt over økonomi i ”En læge tæt på dig”   (pdf) 

      Pressekontakt: Freja Kierstein Johansen, presse- og kommunikationsrådgiver, tlf. 22 15 26 37 / fkj@sum.dk  


      Sidst opdateret 11-06-2018
      Regeringspublikationen - "En læge tæt på dig"

      Kontaktinformation

      Holbergsgade 6
      1057 København K
       | tlf: 72269000
       | EAN: 5798000362055