Skip navigation


Inspiration fra Vejle til ny kræftplan

11-03-2016
NYHED – Sundheds- og ældreminister Sophie Løhde besøger i dag Sygehus Lillebælt for at høre mere om inddragelse af patienter i kræftbehandlingen, bl.a. som afsæt for den kommende kræftplan IV.

Hvordan giver man kræftpatienter en god oplevelse af, at de altid er i centrum af deres egen behandling?

Og hvordan inddrages patienten og familien bedst muligt i den konkrete indsats for at håndtere sygdommen?

Det er nogle af de emner, som sundheds- og ældreminister Sophie Løhde ønsker at høre mere om, når hun i dag besøger Vejle Sygehus, som er en del af Sygehus Lillebælt.

Vejle Sygehus er et specialsygehus med fokus på kræftområdet og kalder sig også Patienternes Kræftsygehus.

Sygehuset har bl.a. som mål at centrere indsatsen omkring den enkelte kræftpatient og dennes familie ud fra devisen "Patienten først". Fx har sygehuset oprettet et Center for Fælles Beslutningstagning, der bl.a. forsker i gode modeller for patientinddragelse.

”Kræftbehandlingen i Danmark har gjort fremskridt de seneste år, og flere danskere overlever i dag en kræftsygdom. Men vi trænger stadig til at sætte patienten mere i centrum og inddrage og lytte mere, både når det gælder behandling og rehabilitering”, siger sundheds- og ældreminister Sophie Løhde.

Kræftplan IV på vej
Regeringen vil i 2016 fremlægge en ny kræftplan, der bl.a. skal geare sundhedsvæsnet til at kunne udrede og behandle det stigende antal kræftpatienter og forbedre overlevelsen for de patienter, som bliver ramt af kræft.

Første skridt på vejen mod en ny kræftplan, den fjerde i rækken, er et fagligt forarbejde, der bl.a. skal kortlægge nuværende udfordringer og afdække fremtidens behov på kræftområdet.

Forarbejdet skal også resultere i anbefalinger til, hvordan indsatserne på kræftområdet kan blive mere ensartede på tværs af landet.

”Der er stadig forskel på, hvor gode regionerne er til at efterleve tidsfristerne i de kræftpakkeforløb, der skal sikre, at patienter bliver hurtig udredt og kommer i behandling. Det er ikke godt nok, at der er den forskel. Vi skal have reduceret den geografiske ulighed i sundhed, så kræftpatienter over hele landet oplever de samme hurtige udrednings- og behandlingsforløb. Her ved jeg, at Vejle Sygehus har erfaringer med at 'strømline' kræftpakkeforløbene og give patienterne nogle gode forløb”, siger Sophie Løhde.

Det faglige forarbejde til Kræftplan IV, som regeringen og regionerne blev enige om at sætte i gang i forbindelse med økonomiaftalen for 2016, skal være afsluttet til sommer, og kræftplanen forventes at blive fremlagt i efteråret 2016.

Læs mere om det faglige forarbejde til Kræftplan IV

Som en del af besøget i Vejle skal ministeren også besøge Kræftpatienternes Hus, som er beliggende i umiddelbar nærhed til sygehuset.

Huset er ét ud af syv nationale kræftrådgivningscentre, som Kræftens Bekæmpelse har bygget sammen med Realdania.


Sidst opdateret 11-03-2016

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |