Skip navigation


Ny strategi for mere Personlig Medicin til patienterne

20-12-2016
PRESSEMEDDELELSE - Regeringen og Danske Regioner har i fælleskab lavet en ny national strategi for Personlig Medicin. Strategien skal medvirke til, at patienter kan få mere effektiv behandling med færre bivirkninger i fremtiden.

En del af den medicin, som patienter tilbydes i løbet af en behandling, virker desværre ikke, sådan som både lægen og patienten har regnet med.

Men for en række patienter, f.eks. visse kræftpatienter, er det allerede nu muligt at diagnosticere og behandle mere præcist, når man kender og bruger patientens gener og arvemasse.

Det kaldes Personlig Medicin, og nu har regeringen og Danske Regioner i fælleskab lavet en ny national strategi for udviklingen af mere Personlig Medicin i sundhedsvæsenet.

Ambitionen er at udbrede genanalyseteknologien og den personlige medicin til endnu flere sygdomsområder og forstå sygdommene på en helt ny måde. Det kan formentlig gavne patienter, der lider af kræft, hjernesygdomme, sjældne sygdomme og folkesygdomme:

”Lige nu må lægerne ofte prøve sig frem, indtil de finder den medicin, der virker på den enkelte patient. Det kan vi ændre på med Personlig Medicin og gøre behandlingen mere effektiv og med færre bivirkninger. Derfor er jeg meget tilfreds med, at vi med den nye nationale strategi samarbejder om behandling, forskning, viden og investeringer. Vi skal også finde den vej, hvor lovgivning, etik og inddragelse af patienterne følger med”, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby.

Som grundlag for strategien har regeringen sat 100 mio. kr. af på Finansloven 2017 over de næste fire år til at medfinansiere arbejdet med Personlig Medicin.

Også formanden for Danske Regioner, Bent Hansen, glæder sig over den nationale strategi, som staten og regionerne samarbejder om at føre ud i livet:

”Vi er allerede godt i gang – fx på kræftområdet - og nu kan vi skabe grobund for en samlet national satsning, der omfatter hele spektret. Det kan give langt mere effektiv behandling til patienter med fx gigt, diabetes og andre folkesygdomme. Der kan blive tale om et paradigmeskifte, som giver patienterne langt mere gavn af behandlingen i fremtiden, så derfor er det dejligt, at vi nu for alvor går i gang”, siger Bent Hansen.

Læs ’Personlig Medicin til gavn for patienterne. Klar diagnose - målrettet behandling - styrket forskning. National strategi for Personlig Medicin 2017-2020’.  (PDF)

Der er ifølge strategien brug for, at alle relevante finansieringskilder bidrager. Flere private fonde har bl.a. allerede vist interesse for en dansk satsning på området.

Fakta:

  • Regeringen har i samarbejde med Danske Regioner, med midler fra Finansloven 2016, gennemført en foranalyse om Personlig Medicin i Danmark.
  • Som led i foranalysen er der udarbejdet en række rapporter, der kan læses HER. De danner baggrund for den nye nationale strategi.
  • Strategien bygger på en række fælles principper og indsatsområder. Bl.a. skal brugen af gen-analyser fokusere på syge mennesker og risikogrupper, ikke raske, og datasikkerhed, etiske principper og juridisk klarhed skal være styrende.
  • Regeringen har afsat 100 mio. kr. på Finansloven 2017 over de næste fire år til Personlig Medicin. Pengene skal bl.a. bruges til:
    o Opbygning af et Nationalt Genom Center og opbygning af et sikkert informationsfællesskab til klinisk brug og forskning
    o Borger- og patientinddragelse
    o Styrkelse af de etiske og juridiske aspekter
  • I en spørgeskemaundersøgelse fra analyseinstituttet Epinion, bestilt af Sundheds- og Ældreministeriet og Danske Regioner, svarede 83 procent af de adspurgte, at de gerne vil have tilbud om en genetisk undersøgelse for at få den bedst mulige behandling, hvis de bliver syge.

Læs 'Danskernes tanker om og holdninger til Personlig Medicin og gentest'  (PDF) 

Yderligere oplysninger hos:

  • Presse- og kommunikationsrådgiver Claus Bøggild, Sundheds – og Ældreministeriet, mobil 22 82 84 37
  • Presserådgiver Torsten Ellermann Eriksen, Danske Regioner, mobil 40 20 20 57

Sidst opdateret 20-12-2016

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055