Skip navigation


Sundhedsministeren skal høre om sikre fødsler i Næstved

06-01-2014
NYHED - Projekt ’Sikre fødsler’ skal halvere andelen af børn, der får for lidt ilt under fødslen. Sundhedsminister Astrid Krag besøger tirsdag den 7. januar Næstved Sygehus for at høre mere om projektet.

Hvert år er der ca. 500-700 børn, der får for lidt ilt under fødslen. Kun de færreste får varige skader, men i ca. ti tilfælde bliver barnet alvorligt skadet.

Hvis jordemødre og fødselslæger var bedre til at aflæse målingerne af barnets hjertelyd og den fødende kvindes veer, kunne man muligvis i nogle tilfælde undgå, at børnene får for lidt ilt under fødslen. Derfor har regionerne sat gang i projekt ’Sikre Fødsler’, der skal forbedre patientsikkerheden på landets fødeafdelinger.
 
"Generelt er patientsikkerheden på vores fødeafdelinger høj. Det er heldigvis et fåtal af de cirka 60.000 danske børn, som hvert år kommer til verden, der får for lidt ilt eller oplever andre alvorlige komplikationer under fødslen. Men hvis et barn mangler ilt under fødslen, kan det få meget alvorlige konsekvenser, og derfor er det utrolig vigtigt, at sundhedspersonalet er klædt ordentligt på, så de kan sikre, at fødslerne forløber, som de skal. Det er derfor rigtig godt, at regionerne sammen med blandt andre Jordemoderforeningen har taget initiativ til at efteruddanne jordemødre og læger", siger Astrid Krag.
 
Som led i projekt ’Sikre fødsler’ sætter man fokus på sikre arbejdsgange på fødestederne, og jordemødre og fødselslæger bliver også trænet og undervist i at aflæse cardiotokografi-apparater (CTG) korrekt. Og efter at have gennemført undervisningsforløbet skal sundhedspersonalet bestå en test.
 
Et af de steder, hvor man allerede har opnået gode resultater med projekt ’Sikre Fødsler’, er Næsted Sygehus. Sundhedsminister Astrid Krag besøger 7. januar sygehuset for at høre mere om erfaringerne med projektet, og det ser ministeren frem til: 
 
"Jeg glæder mig til at høre mere om projektet og få større indblik i, hvordan man konkret arbejder med at uddanne personalet og styrke patientsikkerheden på fødeafdelingen i Næsted. For det er utrolig vigtigt, at de gravide kan være trygge, og at både mor og barn får den bedste start på deres nye tilværelse", siger sundhedsministeren.
 
Fakta om projekt 'Sikre fødsler'
Projekt 'Sikre fødsler' har overordnet til formål at forbedre patientsikkerheden på alle landets fødesteder ved at halvere andelen af børn, som får for lidt ilt under fødslen.

Projektet er udviklet af Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi, Dansk Selskab for Pædiatri, Jordemoderforeningen, Dansk Selskab for Patientsikkerhed, Patientforsikringen, de fem regioner og Danske Regioner.

Regionerne har bevilget 5,9 mio. kr. til projektet i perioden 2012 til 2014. Regionerne evaluerer de opnåede resultater ved udgangen af 2014 og vil i den forbindelse overveje, hvilke initiativer der fremadrettet skal iværksættes for at bevare fokus på området.

Projektet, der løber til udgangen af 2014, begyndte ved udgangen af 2012, og al e-læring og undervisning er blevet afviklet i løbet af efteråret 2013.

Program for ministerbesøg tirsdag 7. januar 2014

  • Kl. 11.30: Velkomst ved regionsrådsformand Jens Stenbæk.
  • Kl. 11.35-11.40: Præsentation af projekt Sikre fødsler ved ledende chefjordemoder Ellen Tobiassen.
  • Kl. 11.40-11.45: Tilrettelæggelse af projektet ved jordemoderleder Signe Frederiksen.
  • Kl. 11.45-12.05: Præsentation af pakkeforløb ved jordemoder Pernille Dyre.

Besøget foregår i Barselsafsnittet på Næstved Sygehus, Ringstedgade 61, indgang 55.


Sidst opdateret 06-01-2014

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |