Skip navigation


Oplæg til fordeling af satspuljen på Sundheds- og Ældreministeriets område

03-10-2017
NYHED - Satspuljen afsættes hvert år til initiativer inden for social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet. Regeringen ønsker at afsætte ca. 530 mio. kroner inden for Sundheds- og Ældreministeriets område.

Regeringen har netop meldt ud, hvordan man ønsker at prioritere midlerne for satspuljen for 2018.

Satspuljen udgør i 2018 omkring 770 mio. kr., og regeringen lægger op til udmøntning af over 3 mia. kr. i perioden 2018-2021.

Regeringen ønsker at prioritere midlerne inden for i alt 7 temaer - læs om temaerne og satspuljen på regeringen.dk 

På Sundheds- og Ældreministeriets område findes to temaer:

• Værdighed og omsorg for de svageste ældre
• Styrket indsats i psykiatrien og for kronikere

Regeringen ønsker at afsætte ca. 140 mio. kr. til ”Værdighed og omsorg for de svageste ældre” i perioden 2018-2021.

Regeringen afsatte med finansloven for 2016 1 mia. kr. årligt til at understøtte udbredelsen og implementeringen af en værdighedspolitik i kommunerne.

Regeringen ønsker at bygge videre på indsatsen fra 2016 og vil målrette en del af satspuljen til at understøtte indsatser, som sætter fokus på at hjælpe de svageste ældre samt øge livskvaliteten. Derudover vil regeringen bl.a. etablere en plejehjemsportal samt styrke det social- og plejefaglige tilsyn på de danske plejehjem og i hjemmeplejen samt styrke den rehabiliterende indsats over for de svageste ældre.

Regeringen ønsker at afsætte ca. 390 mio. kr. til ”Styrket indsats i psykiatrien og for kronikere” i perioden 2018-2021.

Stadig flere danskere lever med en psykisk lidelse. Regeringen vil derfor prioritere tiltag i psykiatrien, som løfter indsatsen for mennesker med psykiske lidelser, særligt i forhold til børn og unge. Desuden ønsker regeringen af skabe mere viden om multisygdom, dvs. patienter, der lever med mere end én kronisk sygdom.

Regeringen vil derfor tage initiativ til forsøg med en fremskudt regional psykiatri til tidlig behandling af børn og unge med tegn på psykiske lidelser, såsom børn og unge med lette former for spiseforstyrrelser, angst, depression, selvskade mv. Det vil være børn og unge, som i dag kan opleve at ”falde mellem to stole” i den regionale psykiatri og de kommunale indsatser ift. at få den rette hjælp.

Regeringen ønsker desuden at igangsætte initiativer, der kan nedbringe anvendelsen af tvang i psykiatrien. En psykiatrisk indlæggelse kan være en meget voldsom oplevelse for patienten, og det kan i visse tilfælde være nødvendigt at anvende tvang for patientens eget bedste. Tvang bør dog altid være en sidste udvej, og vi skal aktivt forsøge at skabe rammer i psykiatrien, hvor tvang anvendes så lidt som muligt.

Forhandlingerne blandt satspuljepartierne om fordelingen begynder i uge 40.


Sidst opdateret 03-10-2017

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |