Skip navigation


Ny lov giver mere frit valg af tandlæge

18-05-2017
NYHED – Børn, ældre og mennesker med handicap kan fremover frit vælge mellem den kommunale tandpleje og så en privatpraktiserende tandlæge. Et flertal i Folketinget genindfører retten til frit valg med kommunalt tilskud i børne- ungdoms- og omsorgstandplejen.

Når der eksempelvis er problemer med tænderne hos et barn, så har forældrene hidtil kun kunne få hjælp hos den kommunale tandpleje.

Men snart kan forældrene også vælge en privat tandlæge, og samtidig få kommunalt tilskud, til både at få efterset og behandlet børnenes tænder.

En lovændring, som i dag er blevet vedtaget i Folketinget, giver forældrene ret til fra næste år frit at vælge, om deres børn under 16 år skal hjælpes i den kommunale tandpleje eller hos privatpraktiserende tandlæger.

Den samme ret til frit valg gælder med lovændringen også for ældre og mennesker med vidtgående fysisk eller psykisk handicap, der er visiteret til omsorgstandplejen.

Dermed genindfører regeringen den ret til frit valg på tandområdet, som blev fjernet af S-R-SF-regeringen i 2012.

”Som sundhedsminister er jeg meget optaget af at styrke borgernes frie valg i sundhedsvæsenet. Når det gælder retten til frit valg af tandlæge, handler det i høj grad også om tryghed for borgerne. Eksempelvis for ældre, der flytter på plejehjem, som nu får mulighed for at beholde den tandlæge, de kender, og måske altid har haft”, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby.

Lovforslaget træder i kraft 1. januar 2018.

Læs L 167 B – Forslag til lov om ændring af sundhedsloven på Folketingets hjemmeside.


Sidst opdateret 18-05-2017

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055