Skip navigation


Et år efter Svendborgsagen: Lovforslag skal styrke sundhedspersoners retssikkerhed

28-03-2019
NYHED – Sundhedsminister Ellen Trane Nørby har i dag fremsat et lovforslag, der implementerer flere dele af den såkaldte Tillidspakke, som skal være med til at styrke retssikkerheden for sundhedspersoner og genopbygge tilliden mellem sundhedspersonale og tilsynsmyndighederne.

For et år siden faldt den endelige dom i det, der er blevet kendt som Svendborgsagen. Sagen drejede sig om en yngre læge, der i Landsretten blev kendt skyldig i grov eller gentagen forsømmelse eller skødesløshed i behandlingen af en patient. Selvom lægen blev frifundet i Højesteret, havde sagen i den grad fået lægerne på barrikaderne. De protesterede mod lægers manglende retssikkerhed, Styrelsen for Patientsikkerheds tilsynsmetoder og en praksis, hvor en enkelt medarbejder blev pålagt et ansvar, som i deres øjne burde falde tilbage på arbejdspladsen og ledelsen.
 
I dag – et år efter dommen i Højesteret – er stemningen blandt en del læger og andre sundhedspersoner fortsat påvirket af sagen. 
 
”Sagen var et wakeup call for mange. Den utryghed, som lægerne oplevede på grund af sagen, var forståelig og også et tydeligt tegn til, at vi blev nødt til at ændre nogle ting, og det har vi haft fokus på lige siden,” siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby.
 
Allerede før den endelig dom var faldet, havde ministeren præsenteret en lang række af initiativer, der skulle imødekomme de bekymringer, som sagen havde vakt – mange af dem blev samlet i den såkaldte ”Tillidspakke”.
 
Læs mere om Tillidspakken 
 
Flere af elementerne er allerede implementeret, og nogle er undervejs. Blandt andet er det organisatoriske ansvar nu skrevet klart og tydeligt ind i lovgivningen for at sikre, at medarbejdere ikke skal risikere at stå alene med ansvaret for fejl, der i virkeligheden skyldes ledelsens dispositioner eller organiseringen af arbejdet.
 
”Det er ødelæggende for arbejdsvilkårene, hvis der hersker usikkerhed og tvivl blandt medarbejderne, fordi de frygter at blive retsforfulgt for noget, der burde være organisationens ansvar, og det går i sidste ende ud over patienterne. Vi er nødt til at sikre nogle ordentlige arbejdsvilkår, hvor det er tydeligere hvor ansvaret ligger, mere fokus på læring og respekt for medarbejdernes hverdag,” siger Ellen Trane Nørby. 
 
Med lovforslaget, der er blevet fremsat i dag, er et af målene at øge fokus på læring, og derfor foreslås det blandt andet at lovfæste Fagligt Forum for Patientsikkerhed, som skal bistå Styrelsen for Patientsikkerhed i forhold til læringsaktiviteter, og at etablere Det Rådgivende Udvalg for Tilsyn, som skal vejlede styrelsen om fremtidige afgørelser af sammenlignelige tilsynssager og assistere styrelsen i at drage læring af sagerne. Det foreslås også at øge beskyttelsen af personen, der er involveret i sager, der indberettes som utilsigtede hændelser. 

Desuden undersøges det aktuelt, om der kan oprettes et ankenævn for tilsynssager, ligesom anbefalingerne fra arbejdsgruppen for journalføring snart kan præsenteres.
 
Med lovforslaget foreslås følgende elementer fra Tillidspakken:

  • At etablere Det Rådgivende Udvalg for Tilsyn, der skal anvendes som et forum, hvor deltagerne bl.a. skal rådgive Styrelsen for Patientsikkerhed om styrelsens tilsynsmetoder og fremgangsmåder, således at Styrelsen for Patientsikkerhed drager læring af tilsynssagerne og tilsynsbesøg. 
  • At lovfæste Fagligt Forum for Patientsikkerhed, hvis formål er at bistå Styrelsen for Patientsikkerhed med faglig sparring om læringsaktiviteter. 
  • At styrke læringsindsatsen ved at øge beskyttelse af sundhedspersoner ved rapporteringen af utilsigtede hændelser. 
  • At implementere anbefalingerne fra arbejdsgruppen om instrukser og ansvarsforhold i patientbehandlingen.

Udover at implementere dele af tillidspakken indeholder lovforslaget også forslag vedrørende arbejdsgivers ansvar for at sikre tilstrækkelige sprogkompetencer hos udenlandske læger, Styrelsen for Patientklagers vurdering af lægeerklæringer på indfødsretsområdet, samt forenkling af reglerne om virksomhedsansvarlige læger og tandlæger.

 


Sidst opdateret 28-03-2019

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055