Skip navigation


SSI offentliggør redegørelse om Dansk AlmenMedicinsk Database

26-11-2014
NYHED - Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut har alene godkendt, at der indsamles patientoplysninger om fire specifikke sygdomme i Dansk AlmenMedicinsk Database. Det fremgår af en redegørelse, som offentliggøres i dag.

De praktiserende læger har de senere år indberettet oplysninger om patienter til Dansk AlmenMedicinsk Database (DAMD), der drives af Dansk Almenmedicinsk KvalitetsEnhed (DAK-E), og som Region Syddanmark er dataansvarlig for. Oplysningerne bliver brugt til at udvikle og forbedre patientbehandlingen i almen praksis og til forskning til gavn for patienterne.

DAMD danner bl.a. kvalitetsrapporter, som den enkelte læge kan bruge til at sammenligne sin egen behandling af eksempelvis diabetespatienter med andre praktiserende lægers og på den måde blive klogere på, hvilke behandlinger der er effektive.

Der er imidlertid indberettet flere patientoplysninger til DAMD, end de oplysninger der er omfattet af Sundhedsstyrelsens og Statens Serum Instituts godkendelser af databaserne som kliniske kvalitetsdatabaser i medfør af sundhedsloven. Det viser en redegørelse, som Statens Serum Institut offentliggør i dag.

Indberetningen af patientoplysninger – på nær oplysningerne om patienter med voksendiabetes, KOL, hjertesvigt og depression, som er omfattet af godkendelserne fra Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut – blev stoppet i oktober 2014. Det skete efter, der blev sat spørgsmålstegn ved det juridiske grundlag for at indberette andre patientdata i DAMD.

Læs Statens Serum Instituts redegørelse om ansøgninger og godkendelse af DAMD som klinisk kvalitetsdatabase [link til sst.dk]

Fakta om DAMD:
Af redegørelsen, som Statens Serum Institut i dag har offentliggjort, fremgår bl.a. følgende:

  • Dansk Selskab for Almen Medicin søger i 2007 Sundhedsstyrelsen om godkendelse af en database vedrørende oplysninger om patienter med diabetes som en klinisk kvalitetsdatabase ('DAMD for diabetes'). 
     
  • Sundhedsstyrelsen godkender i henhold til sundhedsloven samme år 'DAMD for diabetes' som en klinisk kvalitetsdatabase for en 3-årig periode. 
      
  • I 2011 godkender Sundhedsstyrelsen efter ansøgning en ny klinisk kvalitetsdatabase for KOL for en 1-årig periode.
     
  • I 2012 skifter godkendelseskompetencen fra Sundhedsstyrelsen til Statens Serum Institut.
     
  • Samme år godkender Statens Serum Institut efter ansøgning nye kliniske kvalitetsdatabaser for oplysninger vedrørende hjertesvigt og depression samt 'DAMD fællesdatabasen' som en klinisk kvalitetsdatabase. 'DAMD fællesdatabasen' udgør alene summen af kliniske kvalitetsdata fra de øvrige fire godkendte kliniske kvalitetsdatabaser vedrørende patienter med henholdsvis diabetes, KOL, hjertesvigt og depression.

Sidst opdateret 18-02-2015

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |