Skip navigation


Synlighed om resultater skal løfte kvaliteten i sundhedsvæsenet

23-05-2014
PRESSEMEDDELELSE – Regioner, sygehuse og kommuner leverer god sundhedskvalitet til danskerne. Men nogle gør det bedre end andre. Det viser to nye rapporter, der sætter fokus på regioner og kommuners resultater på sundhedsområdet.

Synlighed om resultater kan være med til at fremme kvalitet og effektivitet i sundhedsvæsnet. Det viser erfaringer fra blandt andet Sverige og Storbritannien.
 
Med økonomiaftalerne for 2014 aftalte regeringen derfor med Danske Regioner og KL, at der skal være større synlighed om resultaterne i det danske sundhedsvæsen. Og nu har parterne i fællesskab færdiggjort de første årlige opgørelser, der giver et større indblik i kvaliteten og effektiviteten i sundhedsvæsnet ved hjælp af ca. 40 indikatorer.

Udover at følge udviklingen på landsplan gør målingerne det også muligt at sammenligne resultaterne på tværs af de fem regioner og 98 kommuner, der har ansvaret for at levere sundhedsydelser til danskerne.

Sundhedsminister Nick Hækkerup siger:

"Kvaliteten i sundhedsvæsnet er generelt god. Men vi kan også se, at der rundt om i landet er forskelle i eksempelvis ventetider på sygehusoperationer, psykiatrisk behandling og genoptræning. Vi skal gerne af med forskellene, så alle kan få behandling af samme høje kvalitet, uanset hvor de bor. Og ved at synliggøre forskellene bliver det nemmere for de enkelte regioner og kommuner at lære af hinanden og udbrede de gode erfaringer til gavn for patienterne."

Danske Regioners formand Bent Hansen udtaler: 
 
"Det er en fornøjelse at følge, hvordan regionerne trods stigende pres på sundhedsvæsnet bare bliver ved med at levere. Den nye rapport viser blandt andet høj produktivitet på sygehuse, almindelig tilfredshed hos patienterne og ikke mindst en faldende dødelighed. For eksempel på hjerteområdet udmærker vi os i Danmark med en meget lav dødelighed sammenlignet med andre vesteuropæiske lande. Med de resultater har regionerne et godt udgangspunkt for at videreudvikle på kvaliteten på sygehusene."
 
KL's formand Martin Damm siger:
 
"Vi skal lægge vores gode resultater frem og lære af hinanden. Når vi sammenligner os med nabokommunen, pirrer det nemlig til nysgerrigheden og giver anledning til at spørge sig selv, om det, man har gjort i mange år, kan gøres endnu bedre. Det kommunale sundhedsområde udvikler sig så hurtigt, at det er vigtigt, at ny viden spredes hurtigt."

Læs 'Indblik i sundhedsvæsenets resultater'   (PDF)
Læs resumé af 'Indblik i sundhedsvæsenets resultater' (PDF)
 
Læs 'Forebyggelse af indlæggelser – synlige resultater' (PDF)
Læs resumé af 'Forebyggelse af indlæggelser – synlige resultater' (PDF)

Yderligere oplysninger:

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse: Pressechef Thomas Bille Winkel, tlf.: 40 91 98 78.

Danske Regioner: Presserådgiver Martin Deichmann, tlf.: 51 35 55 60.

KL: Pressekonsulent Line Oxholm Thomsen, tlf.: 33 70 35 36 / 33 70 33 33.


Sidst opdateret 28-05-2014

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055