Skip navigation


Indsatsen over for familier med uhelbredeligt syge børn styrkes

10-09-2015
NYHED - Sundheds- og Ældreministeriet har bevilget ca. 12 mio. kr. til en forsøgsordning med aflastningspladser til familier med uhelbredeligt syge børn.

Familier med børn, der er ramt af eksempelvis en livstruende kræftsygdom, kan se frem til at få bedre hjælp. Det ligger fast, efter Sundheds- og Ældreministeriet har udmøntet ca. 12 mio. kr. til Region Midtjylland, der vil oprette aflastningspladser til familier med uhelbredeligt syge børn.

 

Sundhedsminister Sophie Løhde er glad for, at indsatsen over for familier med meget syge børn styrkes:

 

"Det må være utrolig hårdt at have et barn, der er alvorligt syg. Familierne er under et stort pres, og det kan være svært som forælder at skulle være der for sit syge barn hele tiden og takle ens egne bekymringer og følelser, samtidig med at hverdagen skal hænge sammen. Derfor er det også godt, at partierne bag satspuljeaftalen har fundet penge til at styrke indsatsen over for familier med uhelbredeligt syge børn", siger sundhedsministeren. 

 

Aflastningstilbuddet til familierne vil blive landsdækkende og tilpasset den enkelte families behov. Det kan fx være et familieophold af 4 dages varighed med fokus på aflastning og lindring, eller det kan være et aflastningsforløb i familiens eget hjem, hvor blandt andre psykologer, sygeplejersker samt fysio- og ergoterapeuter kan rådgive og hjælpe familien i den svære situation.

 

Det forventes, at op mod 180 familier kan få gavn af aflastningspladserne i projektperioden, der strækker sig fra 2015 til 2018. 

 

Fakta om tilbuddene til familier med uhelbredeligt syge børn  

I satspuljeaftalen fra oktober 2014 blev der afsat en pulje på 12 mio. kr. i perioden 2015-2018 til en forsøgsordning med aflastningspladser til familier med uhelbredeligt syge børn. 

 

Puljen udmøntes nu til Region Midtjyllands 'Projekt Familie-Fokus – tilbud til familier med uhelbredeligt syge børn'. Projektet er et landsdækkende tilbud.

 

Som led i projektet kan familier med uhelbredeligt syge børn fra hele landet efter en screeningssamtale og i dialog med den sygehusafdeling, hvor barnet er i behandling, få et eller flere af følgende tilbud:

 

  • Familiekurser, hvor behandlingsformen psyko-edukation anvendes som tilgang til at hjælpe familierne til at mestre deres livssituation. Kurserne tilbydes som døgnophold enten i Midtjylland eller på Sjælland.
     
  • Familieophold med fokus på aflastning og lindring, hvor familierne med et plejekrævende barn vil modtage en tværfaglig palliativ indsats. Desuden vil familierne blive tilbudt rådgivning og vejledning svarende til indholdet i familiekurserne. Opholdet tilbydes som døgnophold i Viborg eller Aarhus.
     
  • Familieforløb i hjemmet, hvor familierne tilbydes råd, vejledning og aflastning i hjemmet af et mobilt tværfagligt team. Tilbuddet startes op i Region Midtjylland i 2016, og bliver landsdækkende fra 2017.

Sidst opdateret 10-09-2015

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |