Skip navigation


Børn af alvorligt syge forældre får støtte

29-05-2013
PRESSEMEDDELELSE – En pulje på 5 mio. kr. bliver nu fordelt til en række projekter, der skal hjælpe børn af alvorligt syge forældre. Projekterne fokuserer på bl.a. uddannelse af personale og involvering af barnets familie.

Hele familien bliver påvirket, når en person bliver ramt af alvorlig sygdom. Og for børnene i familien er det en helt særlig udfordring at håndtere, hvis mor eller far pludselig er meget syg. Derfor er det vigtigt, at børn, der oplever en forælder gå igennem alvorlig sygdom, får en støtte, der er målrettet dem og deres særlige udfordringer.

Med udmøntningen af en pulje på 5 mio. kr. til støtte til børn af alvorligt syge forældre ser sundhedsministeren frem til, at de konkrete initiativer kan være med til at skabe ny og brugbar viden om, hvordan man bedst støtter børn, der har en alvorligt syg forælder.

”Mor og far er jo dem, der altid er der til at trøste og forsikre om, at det hele nok skal gå. Derfor er det ekstremt svært at håndtere en situation, hvor man både er bange og ked af det over den sygdom, der er kommet ind i familien, og samtidig mangler noget af den støtte, man normalt kan trække på fra sine forældre. Derfor skal børnene have en hjælpende hånd – særligt dem, der ikke har det stærkeste netværk i forvejen,” siger sundhedsminister Astrid Krag.

I Sundhedsstyrelsen, som har været med til at foretage den faglige vurdering af ansøgningerne, er der bl.a. lagt vægt på, hvor godt projekterne lever op til de faglige anbefalinger om børn som pårørende, som styrelsen udgav sidste år, samt på, at projekterne bliver gennemført i et samarbejde mellem patientforeninger og det offentlige sundhedsvæsen.

Projekterne, der modtager støtte fra sundhedsministeren, skal være med til at afprøve nye metoder og modeller for, hvordan børn kan hjælpes bedre igennem en forælders sygdomsforløb, og projekterne kan handle om fysisk såvel som psykisk sygdom hos forældrene.

Blandt de udvalgte projekter er der eksempelvis samtalegrupper for børn, der har en psykisk syg forælder, manualer, undervisning og arbejdsværktøjer for sundhedspersonale, der skal hjælpe personalet til opdage de børn, der har brug for støtte, og til at hjælpe dem.

Puljen på de 5 mio. kr. blev afsat på finansloven i 2011 og er en del af aftalen om Kræftplan III.

Puljen på de 5 mio. kr. fordeler sig således (mio. kr.):

Ansøger

Projekttitel

Tilskud

Kræftens Bekæmpelse

”Hjælp til børn som pårørende”

1,00

Roskilde Sygehus

”Man bør hverken overse eller over-se”

0,84

Neurologisk afdeling, Herlev Hospital

”Børn og unge som pårørende til patienter med akut opstået hjerneskade”

0,76

Børn, Unge og Sorg

”Støt forældre til at hjælpe deres børn”

0,65

SINDs pårørenderådgivning

”Børn som pårørende til psykisk syge forældre”

0,65

Region Syddanmark

”Børn med psykisk syge forældre i psykiatrien”

0,70

Onkologisk afdeling, Herning

”Børn som pårørende til en kræftsyg forælder”

0,40

 

I alt

 

5,00

Yderligere oplysninger:
Pressemedarbejder Katrine Kirch Kirkegaard, tlf.: 50 96 50 69

 


Sidst opdateret 06-06-2013

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |