Skip navigation


Hvad skal der gøres for at færre oplever stress? Kom med dit forslag nu

21-09-2018
NYHED - I dag er der første officielle møde i det nationale Stresspanel. Se her, hvordan du kan bidrage med dit forslag til at få knækket den negative stresskurve i Danmark.

25 procent af danskere oplever et højt stressniveau i 2017. I 2010 var det tal 21 procent. Samtidig føler hele 41 procent af unge kvinder mellem 16 og 24 år sig stressede.

Stress er blevet et samfundsproblem, som skal løses bredt og gennem dialog på tværs af en række samfundsområder. Det mener regeringen, som derfor på tværs af i alt seks ministerier har nedsat et panel, Det Nationale Stresspanel, der skal komme med i alt 12 handlingsforslag til regeringen.

”Der er meget forskning i og viden om stress. Panelets opgave er at spørge, hvad der skal styrkes og hvad kan der helt konkret gøres for at forbedre den mentale sundhed her til lands”, siger Anette Prehn, formand for Stresspanelet.

Derfor inviterer Stresspanelet alle danskere til at indsende konkrete forslag til handlinger, der kan forebygge og reducere negativ stress. Hvad mener du, der skal gøres, og hvordan skal det føres ud i livet?

Du kan læse meget mere om, hvordan du kan sende dit forslag til panelets ”Stresskasse” på Stresspanelets side på Sundheds- og Ældreministeriets hjemmeside.

Forslag indsendt til ”Stresskassen” vil blive inddraget i panelets arbejde og vil blive drøftet på Stresspanelets møder.

Det Nationale Stresspanel mødes fire gange frem mod jul og har hver gang et særligt tema på dagsordenen. Stresspanelets 12 handlingsforslag fremlægges samlet i januar 2019.

Pressekontakt: Presserådgiver Anne Katrine Restrup på 30612532 eller akr@sum.dk

OM DET NATIONALE STRESSPANEL
Panelet består af i alt 10 eksperter, og som formand for panelet har regeringen udpeget Anette Prehn, sociolog, foredragsholder og forfatter til fem bøger og syv minibøger om hjernens spilleregler og disses betydning for socialt samspil og mental sundhed.     

Panelet skal se på årsagerne til stress, som spænder bredt – det kan komme af alt fra alvorlige begivenheder som skilsmisse, tab af ægtefælle, alvorlig sygdom eller fyring – eller på grund af belastninger på arbejdet, uddannelse, manglende fritid, manglende hvile eller konflikter på arbejdet/uddannelsesinstitutionen eller i privatlivet. Ofte skyldes langvarig stress, at man er belastet på flere livsområder samtidig.   

Stresspanelets møder er opdelt i fire temamøder, og panelet skal de kommende måneder diskutere emner som kort- og langvarig stress, stresshåndtering, forebyggelse, work/life-balance, sociale medier og perfekthedskulturen blandt unge.   

Ministrene samt eksperter vil deltage i panelets møder.

Læs mere om Stresspanelet på Stresspanelets side her .


Sidst opdateret 24-09-2018

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |