Skip navigation


Ministre tilfredse med aftale om nye rehabiliterende psykiatriske afdelinger

07-04-2017
PRESSEMEDDELELSE - Fungerende sundhedsminister Karen Ellemann og børne- og socialminister Mai Mercado er tilfredse med, at der i dag er opnået enighed med satspuljepartierne om rammerne for nye rehabiliterende psykiatriske afdelinger med plads til 150 patienter.

Det var to tilfredse ministre, der fredag kunne gøre status på forhandlinger med partiernes social-, sundheds- og psykiatriordførere.

Efter et forhandlingsmøde, hvor en lang række faglige organisationer og patientforeninger indledningsvis gav politikerne gode råd, kunne alle satspuljepartierne tilslutte sig en ny aftale, der fastlægger rammer for nye rehabiliterende psykiatriske afdelinger med plads til 150 patienter rundt om i landet.

Og det er en god nyhed, mener fungerende sundhedsminister Karen Ellemann:

"Vi skal have skabt trygge og sikre forhold på bostederne, og det skal den her aftale være med til. Nu er der bred enighed om rammerne for de 150 pladser på nye psykiatriske afdelinger, som nu bliver en realitet”, siger Karen Ellemann og fortsætter:

"Med oprettelsen af de nye afdelinger i psykiatrien kan mennesker, der både slås med psykiske lidelser og et misbrug og i perioder kan være vanskelige at have boende på bostederne, få en rehabiliterende behandling og lære at mestre deres hverdag. Og det vil både gavne dem selv og de øvrige beboere og personalet, som vil opleve en større tryghed i deres hverdag."

Også børne- og socialminister Mai Mercado er tilfreds med aftalen:

"Det er vigtigt for mig, at vi kommer et stort skridt frem mod at gøre vores botilbud mere trygge – både for personalet og for de ofte meget sårbare beboere. Det er en meget kompleks problemstilling, og jeg er glad for, at vi sammen med både ordførerne fra de andre partier og en række af de centrale parter på området i fællesskab har fundet en løsning. Det er for mig afgørende, at vi inddrager så mange som muligt, og det er lykkes her."

Læs mere om de nye rehabiliterende psykiatriske afdelinger  

Yderligere oplysninger:
Sundheds- og Ældreministeriet: Presse- og kommunikationschef Thomas Bille Winkel, tlf.: 40 91 98 78.
 
Børne- og Socialministeriet: Pressechef Martin Hein, tlf.: 41 85 14 83.


Sidst opdateret 07-04-2017

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055