Skip navigation


Markant fald i ventetiden for børn og unge med psykiske lidelser

13-04-2015
PRESSEMEDDELELSE – Ventetiden for sygehusbehandling i børne- og ungdomspsykiatrien er faldet markant de senere år, viser nye årstal. I 2014 var ventetiden helt nede på 30 dage. Dermed er ventetiden mere end halveret siden 2010, hvor den var 77 dage.

Børn og unge, som lider af eksempelvis spiseforstyrrelser, depression og skizofreni, kommer hurtigere i behandling, end de har gjort de sidste mange år.

Siden 2008 og frem til 2014 er ventetiden på behandling i børne- og ungdomspsykiatrien nemlig faldet med hele 41 dage. Fra at børn og unge med psykiske lidelser skulle vente 71 dage på sygehusbehandling i 2008, skulle de i 2014 kun vente 30 dage.
 
Og det er et tydeligt tegn på, at regeringens arbejde for at forbedre forholdene i psykiatrien har virket, mener sundhedsministeren:
 
"Vi har i regeringen kæmpet for at forbedre behandlingen af mennesker med psykiske lidelser, og jeg er rigtig glad for, at det er lykkes at få nedbragt ventetiderne i børne- og ungepsykiatrien, der nu er de korteste i årevis. Børn og unge med psykiske lidelser er ikke tjent med at gå og vente i flere måneder på at komme i behandling. Det er simpelthen urimeligt over for dem selv og deres familier,” siger Nick Hækkerup.
 
Siden regeringen tiltrådte i 2011, har den taget en lang række initiativer for at løfte psykiatrien. Regeringen har blandt andet udarbejdet en langsigtet psykiatrihandlingsplan, og psykiatriske patienter har også fået bedre rettigheder. Der er eksempelvis indført en udredningsret, som giver patienterne ret til hurtig udredning på sygehusene, og Folketinget er i øjeblikket ved at behandle et lovforslag, som blandt andet skal styrke unge psykiatriske patienters retsstilling.
 
Med satspuljeaftalen fra 2015-2018 blev der desuden øremærket 2,2 milliarder kroner til psykiatrien. Pengene går blandt andet til at nedbringe ventetider, udbygge kapaciteten, forebygge og nedbringe tvang og skabe bedre faciliteter på sygehusene for patienterne.

Derudover er der på satspuljen sat 71 millioner kroner af til at styrke samarbejdet mellem den regionale børne- og ungdomspsykiatri og kommunale og skoletilbud, så behandling og skolegang bliver tænkt bedre sammen. Alt sammen initiativer, der hjælper børn og unge med psykiske lidelser.

"Børn og unge med psykiske lidelser har det svært, og det optimale ville selvfølgelig være, hvis der slet ikke var ventetid, og derfor er vi heller ikke i mål endnu. Men når man ser på ventetidstallene fra de foregående år, så går det i den rigtige retning, og det kan vi kun være tilfredse med. Men vi skal naturligvis blive ved med at arbejde for, at ventetiderne kommer endnu længere ned, og at forholdene i psykiatrien generelt bliver bedre," siger sundhedsministeren.

Samtidig med at ventetiden falder, var der i 2014 også flere børn og unge i behandling end de foregående år. I 2014 var der 16.030 børn og unge i behandlingsforløb. Til sammenligning var der 13.054 i 2013.
 
Fakta: Ventetid på psykiatrisk sygehusbehandling for børn og unge i perioden 2008-2014.

  • 2008: 71 dage
  • 2009: 67 dage
  • 2010: 77 dage
  • 2011: 72 dage
  • 2012: 53 dage
  • 2013: 45 dage
  • 2014: 30 dage

Fakta: Antal forløb for børn i perioden 2008-2014

  • 2008: 8.382
  • 2009: 9.326
  • 2010: 9.675
  • 2011: 10.354
  • 2012: 11.297
  • 2013: 13.054
  • 2014: 16.030

Yderligere oplysninger:
Pressemedarbejder Marie Louise Hagemeister, tlf.: 61 82 77 44.


Sidst opdateret 10-04-2019

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |