Skip navigation


Norge viser vejen til bedre patientinddragelse i psykiatrien

13-01-2014
NYHED - Når psykiatriske patienter selv vælger, hvornår de vil indlægges og udskrives, kan det både give bedre og kortere behandlingsforløb og mindske brugen af tvang. Det viser erfaringer fra Norge. Sundhedsminister Astrid Krag besøger i dag Stavanger for at høre mere om succesen med brugerstyrede senge. Psykiatricenteret i byen Bryne syd for Stavanger var en af de første psykiatriske afdelinger, der i 2005 forsøgsvis oprettede brugerstyrede senge, og forsøget har givet markante resultater: Patienterne får tidligere hjælp, der bruges mindre tvang, den samlede indlæggelsesfrekvens er faldet kraftigt, og medarbejderne er blevet gladere. Derfor har centeret i dag gjort de brugerstyrede senge til et permanent tilbud, og tilbuddet er ved at sprede sig i den norske psykiatri.  
 
"Resultaterne i Norge aftvinger respekt og viser, hvad man kan opnå med smarte, alternative løsninger. Her er det i den grad brugernes egne kompetencer, der bliver bragt i spil. Det gør blandt andet, at de kan lære at mestre deres egen sygdom, så de kan komme i behandling, inden de bliver så syge, at de skal behandles akut. Det kan både nedbringe brugen af tvang og forkorte indlæggelsestiden. Jeg glæder mig til at se, hvad vi kan lære af de norske erfaringer," siger sundhedsminister Astrid Krag, der også peger på, at de brugerstyrede senge giver mulighed for at udnytte sengepladser og ressourcer mere effektivt.
 
Ministeren flyver mandag til Norge for at besøge Psykiatricentret i Byrne, der har haft nogle af de bedste resultater med brugerstyrede senge. Konceptet går ud på, at psykiatriske patienter kan indlægge sig selv, når de kan mærke, de får det dårligt, uden at skulle bruge en henvisning fra en læge. Patienterne kan også udskrive sig selv, når de igen føler sig ovenpå.
 
Inspireret af erfaringerne fra Norge har regeringen og satspuljepartierne i 2012 afsat lige over 50 millioner kroner fra satspuljemidlerne til at oprette forsøg med brugerstyrede senge i Danmark. Og forventningerne til forsøgene er store. De skal bl.a. give brugerne større medbestemmelse i deres eget behandling og nedbringe brugen af tvang.
 
Herhjemme har Region Nordjylland været først med at tilbyde brugerstyrede senge. Regionen gav 1. oktober sidste år 20 udvalgte patienter tilbuddet om, at de kan indlægge og udskrive sig selv på det psykiatriske center i Brønderslev. Ordningen har allerede givet positive resultater og er nu udvidet til 30 patienter. Siden har de andre regioner fulgt efter, og i dag er der i alt 21 brugerstyrede senge i Danmark, fordelt over alle regioner. 
 
"I fremtiden skal vi i langt højere grad inddrage patienternes egne ressourcer, og forsøgene viser, at det giver mening både for patienternes helbred og for sundhedsvæsnets økonomi. Samtidig ser det ud til, at når de psykiatriske patienter selv kan vælge at indlægge sig, mindsker det brugen af for eksempel tvangsindlæggelser, og det er jo fantastisk," siger Astrid Krag.

Sidst opdateret 13-01-2014

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |