Skip navigation


Sundhedsministeren: Patienter skal have en tidsfrist for tilbud om genoptræning

09-10-2014
NYHED - Patienter med eksempelvis svære hjerneskader skal fremover have en tidsfrist for, hvornår deres genoptræning skal begynde efter, de er blevet udskrevet fra sygehuset. Det fremgår af en ny bekendtgørelse, som sundhedsministeren offentliggør i dag. Hvornår patienter kommer i genoptræning, kan have stor betydning for deres muligheder for at genvinde hele eller dele af deres fysiske og mentale evner. Det gælder blandt andet for de cirka 2.000 patienter, der hvert år får svære hjerneskader og ofte skal gennemgå et omfattende og langvarigt genoptrænings- og rehabiliteringsforløb for at vende tilbage til livet.
 
Sundhedsminister Nick Hækkerup vil derfor forpligte regionerne til at give patienter med de mest omfattende og komplekse behov en genoptræningsplan, der som noget nyt beskriver patientens samlede funktionsevne og behov for rehabiliteringsindsatser. Og samtidig også giver eventuelle anbefalinger om metode, omfang og karakter af genoptræningsindsatsen. Derudover skal genoptræningsplanerne fremover også indeholde oplysninger om, hvornår genoptræningen skal indledes, hvis der er sundhedsfagligt begrundet behov for det:
 
"Det skal være slut med, at patienter ikke ved, hvornår de kan komme i gang med deres genoptræningsforløb. Det skaber en unødvendig usikkerhed hos både det menneske, hvis liv er sat på standby, og deres pårørende", siger sundhedsminister Nick Hækkerup, der i dag offentliggør en ny bekendtgørelse, som skal give patienterne bedre genoptræningstilbud.
 
Den nye bekendtgørelse skal sikre, at kommunerne giver patienter de rette tilbud om genoptræning. Og for at sikre, at det sker, skal sygehusene og kommunerne fremover målrette genoptræningstilbuddene, så de matcher patienternes behov. Det er ifølge sundhedsministeren et væsentligt fremskridt for patienterne og deres pårørende:
 
"Det går ikke, at kommunerne ser stort på lægernes vurderinger og henviser patienter til genoptræningstilbud, som ikke svarer til deres behov. Patienterne har krav på at blive henvist til genoptræningstilbud, som matcher deres behov, og bekendtgørelsen siger meget klart, at kommunerne ikke kan tilsidesætte den lægefaglige vurdering. Det er vigtigt for både patienterne og de pårørende, som ofte er dem, der skal varetage den syges interesser", siger Nick Hækkerup.
 
Den nye bekendtgørelse træder i kraft 1. januar 2014.

Sidst opdateret 08-10-2014

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |