Skip navigation


Præcisering af regler for lægers tilknytning til industrien

15-06-2016
NYHED - Læs her, hvordan reglerne skal fortolkes, bl.a. i forhold til Folkemødet på Bornholm.

Flere læger har på baggrund af reglerne for lægers tilknytning til industrien meldt afbud til en række arrangementer på det kommende Folkemøde på Bornholm.

 

Begrundelserne fra lægernes side for afbuddene har skabt tvivl om reglerne.

Sundheds- og ældreminister Sophie Løhde har derfor taget initiativ til at få tilknytningsreglerne præciseret: 

"Der er desværre skabt en del forvirring om fortolkningen af tilknytningsreglerne til skade for nogle af Folkemødets arrangementer. Derfor har jeg nu fået reglerne pindet ud, så de forhåbentlig ikke kan misforstås", siger sundheds- og ældreminister Sophie Løhde og fortsætter: 

"Jeg håber, at alle læger nu på et veloplyst grundlag kan tage stilling til, om de vil deltage i de arrangementer, som de tidligere har sagt ja til at medvirke i, til gavn for debatten på Folkemødet."

Fakta om reglerne for lægers tilknytning til industrien
Sundheds- og Ældreministeriet kan oplyse følgende om hovedreglerne:

Reglerne gælder læger, der har klinisk arbejde i Danmark. Man er i klinisk arbejde, hvis man har patientbehandling, eller man har en ledende stilling, hvor man har væsentlig indflydelse på, hvad andre læger, sygeplejersker eller tandlæger vælger i patientbehandlingen.

Reglerne vedrører offentliggørelse af alle tilknytningsforhold. Enhver faglig eller økonomisk tilknytning omfattes, og der er således ikke en bagatelgrænse.

I nogle tilknytningssituationer skal der alene ske anmeldelse til Lægemiddelstyrelsen, mens der i andre skal søges tilladelse.

Følgende kan oplyses om situationer, der kan være relevante i forhold til Folkemødet:   

  • Debatarrangement, hvor en medicinalvirksomhed står for arrangementet, evt. også ved medvirken af et agentur, patientforening e.l., hvor medicinalvirksomheden optræder som medarrangør:
  • Lægen skal søge om tilladelse.
     
  • Debatarrangement, hvor en eller flere patientforeninger står for arrangementet, og der ikke udbetales honorar til lægen, men hvor patientforeningen modtager økonomisk støtte fra en eller flere medicinalvirksomheder:
  • Lægen skal ikke søge om tilladelse eller foretage anmeldelse.
  • Patientforeningen skal offentliggøre, hvilke økonomiske fordele den har modtaget fra lægemiddelvirksomheder.
     
  • Debatarrangement, hvor en patientforening står for arrangementet, og hvor patientforeningen modtager økonomisk støtte fra en eller flere medicinalvirksomheder, og hvor støttemidlerne bl.a. anvendes til honorar til lægen:
  • Lægen skal søge om tilladelse.
  • Patientforeningen skal offentliggøre, hvilke økonomiske fordele den har modtaget fra lægemiddelvirksomheder.
     
  • Debatarrangement, hvor et nyhedsmedie eller organisationer står for arrangementet og modtager økonomisk støtte fra en eller flere medicinalvirksomheder:
  • Det beror på en konkret vurdering af, hvorvidt medicinalvirksomheden er (med)arrangør, jf. første punkt, eller alene sponsor.
  • Hvis der udbetales honorar af de midler, som modtages af lægemiddelvirksomheden, til lægen, vurderes dette som tilknytning, der skal søges om tilladelse om.

Bemærk, at reglerne også omfatter medico-industrien og også andre persongrupper, herunder tandlæger og apotekere.

Læs mere om reglerne på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside

Spørgsmål om tilknytningsreglerne kan rettes til Lægemiddelstyrelsen, tlf.: 44 88 95 95.


Sidst opdateret 15-06-2016

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |