Skip navigation


Ny dansk handlingsplan skal bremse antibiotikaresistens

05-07-2017
PRESSEMEDDELELSE – For første gang lancerer Danmark nu en national antibiotikahandlingsplan med helt konkrete og målbare mål, der skal være med til at bremse udviklingen af resistente bakterier hos mennesker. Hvis vi ikke passer på og får begrænset forbruget af antibiotika, så kan vi risikere i fremtiden at stå magtesløse over for infektioner, som vi i dag ser som nærmest harmløse. Det scenarium ønsker regeringen at modarbejde, og derfor lancerer sundhedsminister Ellen Trane Nørby nu en national handlingsplan for brugen af antibiotika, der for første gang sætter målbare mål for brugen af antibiotika til mennesker.

”Antibiotika er et yderst værdifuldt værktøj i vores sundhedsvæsen, som vi skal huske at værne om. Mange tager det nok for givet, at vi kan slå eksempelvis en lungebetændelse ned med en omgang medicin, men det kan vi ikke nødvendigvis blive ved med i fremtiden, hvis ikke vi passer bedre på. Vi skal huske, at hvis vi ødsler med det og bruger for meget antibiotika, så holder det op med at virke,” forklarer sundhedsminister Ellen Trane Nørby.

Den nationale handlingsplan indeholder tre konkrete mål, som skal medvirke til at reducere antibiotikaforbruget til mennesker – og dermed resistensudviklingen – frem mod 2020. To ud af de tre mål retter sig mod forbruget i primærsektoren, det vil sige de antibiotika, der udskrives af alment praktiserende læger, privatpraktiserende speciallæger, tandlæger og vagtlæger, mens det tredje mål fokuserer på forbruget på sygehusene.
”Danmark har i mange år gået foran på antibiotikaområdet, og vi var blandt andet de første i verden til at etablere et fælles overvågningsprogram for mennesker og dyr i 1995. Vi skal blive ved med at bevæge os forrest i kampen mod resistens, og det er derfor også min ambition, at den nationale handlingsplan kan være med til at sikre en fremtid, hvor antibiotika fortsat spiller en nøglerolle i sygdomsbehandlingen,” siger Ellen Trane Nørby.

I 2010 oprettede VK-regeringen Det Nationale Antibiotikaråd i 2010, og samme år blev der offentliggjort En Fælles Antibiotika- og Resistenshandlingsplan i samarbejde mellem den daværende sundhedsminister og fødevareminister.

Det Nationale Antibiotikaråd har bidraget med input til den nye handlingsplan, som således for første gang opsætter målbare mål for antibiotika til mennesker i Danmark. Handlingsplanen ligger også i tråd med de EU-krav, som opstilles i et sæt EU-rådskonklusioner om antibiotika fra juni 2016, hvor alle EU-medlemslande forpligtes til at opsætte nationale målbare mål for antibiotika inden medio 2017.

Læs "National handlingsplan for antibiotika til mennesker 2017-2020" (PDF)

Foruden den nationale handlingsplan har sundhedsministeren også netop offentliggjort en overordnet fælles antibiotikastrategi i samarbejde med miljø- og fødevareministeren, som skal illustrere det danske One Health-samarbejde.

One Health-samarbejdet skal være med til at forebygge, at resistens smitter fra dyr, miljø og fødevarer til mennesker, og regeringen lancerer derfor en fælles antibiotikastrategi, som skal sætte de overordnede pejlemærker for arbejdet på antibiotikaområdet både i Danmark, og når vi deltager i internationale samarbejder.

Læs "Fælles One Health antibiotikastrategi" (PDF)

Fakta om de tre målbare mål:

Mål 1 sigter efter at reducere unødvendigt antibiotikaforbrug i primærsektoren

Mål 2 fokuserer på, at forbruget af antibiotika skal være mere hensigtsmæssigt i de tilfælde, hvor lægen vælger at ordinere antibiotika

Mål 3 skal sikre, at de antibiotika, som er kritisk vigtige for behandlingen af alvorlige infektioner hos patienter, også virker fremover


Yderligere oplysninger:
Pressemedarbejder Katrine Kirch Kirkegaard, tlf. 50 96 50 69

Sidst opdateret 13-11-2017
Læs eller hent:

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055