Skip navigation


Ny aftale om sygehusmedicin

04-06-2009
PRESSEMEDDELELSE - Ny aftale sænker prisen på sygehusmedicin

En ny aftale om priserne på sygehusmedicin mellem Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse og Lægemiddelindustriforeningen (Lif) betyder, at priserne på sygehusmedicin og specialistmedicin fastfryses fra aftalens indgåelse, og at priserne fra 1. januar 2010 sættes ned med 5 procent. Aftalen gælder til udgangen af 2012.

Den nye aftale om sygehusmedicin omfatter alle Lifs medlemmer - og sundhedsminister Jakob Axel Nielsen er godt tilfreds med, at der nu er skabt ro om priserne på hele lægemiddelmarkedet:

"Den nye aftale bringer de danske priser på sygehusmedicin ned på niveau med landene omkring os. Det er vigtigt i en tid, hvor der bliver stadig flere opgaver til sundhedsvæsnet. Samtidig får vi priserne ned uden at skulle ændre hele systemet med nyt bureaukrati og lovgivning til følge. Jeg synes, at det er et klart signal til industrien om, at vi lægger vægt på at have de bedst mulige rammer for forskning og udvikling af ny medicin, men også at vi vil have medicinen til den rigtige pris. Vi skal have forskning på niveau med de bedste og samtidig mest mulig sundhed for pengene."

Ministeriet offentliggjorde d. 25. maj rapporten fra arbejdsgruppen om sygehusmedicin. Rapporten viste, at vi i Danmark betaler mere for sygehusmedicin end flere af landene omkring os.

Den nye prisaftale med Lif kan læses på ministeriets hjemmeside.

Kontakt:
Pressemedarbejder Martin Deichmann, mde@sum.dk, tlf. 40 82 06 37


Sidst opdateret 05-08-2010

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |