Skip navigation


Regioner skal redegøre for fald i gennemførelse af kræftpakker

28-02-2019
NYHED - Færre kræftpakkeforløb overholder de anbefalede forløbstider i Region Hovedstaden og Region Midtjylland, viser 4. kvartals monitorering. Tallene bekymrer sundhedsministeren, og Sundhedsstyrelsen har bedt regionerne om redegørelser.

Kræftbehandlingen i Danmark har et højt niveau. På landsplan blev 80 procent af kræftpakkeforløbene gennemført til tiden, viser Sundhedsdatastyrelsens opgørelse for 4. kvartal 2018.

Men i Region Hovedstaden er andelen af gennemførte forløb faldet fra 80 (3. kvartal) til 76 procent og i Region Midtjylland fra 81 til 78 procent.

Ser man på brystkræftoperationerne i Region Hovedstaden er de faldet 20 procent siden sidste kvartal. Således gennemførtes blot 47 procent af brystkræft-pakkerne inden for den fastsatte norm.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby siger:

”Vi ved, der kan være udsving i de her tal, men jeg er bestemt ikke tilfreds med, at der er så store forskel fra region til region. De her tal understreger behovet for at gennemføre en sundhedsreform, som skal sikre, at patienter i fx Region Hovedstaden kommer lige så hurtigt igennem et kræftforløb, som en patient et andet sted i landet”.

Sundhedsstyrelsen har bedt både Region Hovedstaden og Region Midtjylland om redegørelser.

”Det er afgørende for patienterne, at regionerne finder ud af, hvad der er skyld i faldene. Det her er meget alvorlige sygdomme, og patienterne må med rette forvente, at langt de fleste forløb følger den anbefalede forløbstid. Det, der kan lade sig gøre i Sydjylland, må også kunne lade sig gøre i hovedstaden”, siger Ellen Trane Nørby.

Et kræftpakkeforløb er et patientforløb, hvor de enkelte begivenheder er tilrettelagt med anbefalede krav til tidspunkter og indhold. Den anbefalede forløbstid på brystkræft er fx 27 dage.

Sundhedsstyrelsen beder regioner om fem redegørelser

Monitoreringen af kræftpakkeforløbene for 4. kvartal 2018 har givet Sundhedsstyrelsen anledning til at bede Region Hovedstaden om tre redegørelser:

1)     Regionens samlede gennemførelse af forløb (76 procent)

2)     Kirurgisk behandling af brystkræft (47 procent)

3)     Strålebehandling for kræft i lungerne (61 procent)

Region Midtjylland, der ligger med en samlet gennemførselstid på 78 procent, skal redegøre for to pakkeforløb:

1)     Kirurgisk behandling af kræft i æggestokkene (60 procent)

2)     Kirurgisk behandling for kræft i lungerne (56 procent).

FAKTA – Hvad er et pakkeforløb?

  • Hvis din læge har mistanke om, at du har kræft, bliver du henvist til undersøgelser og eventuel behandling i et såkaldt pakkeforløb. 

  • Forløbet er nøje tilrettelagt ud fra typen af kræft – både hvad angår tid og indhold. 

  • Kræftpakkerne blev indført i Danmark i 2008, og der er i dag kræftpakker for 32 forskellige kræftformer.

FAKTA om Kræftplan IV: 

  • Venstre-regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti blev i Finanslovsaftalen for 2017 enige om at prioritere et yderligere løft af kræftområdet på ca. 1,5 mia. kr. i en ny Kræftplan IV. Løftet kommer udover allerede prioriterede midler til bl.a. øget kapacitet i kræftudredningen. 

  • Der bliver således samlet tilført ca. 2,2 mia. kr. i perioden 2017-2020 til en styrket kræftindsats. 

Som aftalt i Kræftplan IV er Sundhedsstyrelsen ved at give kræftpakkeforløbene et serviceeftersyn sammen med regioner og det lægefaglige personale. Her kigges der på, hvordan man kan gøre behandlingsforløbene mere individuelle.

Sidst opdateret 28-02-2019

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055