Skip navigation


Nationalt samarbejde skal styrke behandling af bugspytkirtelkræft

26-04-2019
Ny samarbejdsmodel skal sikre ensartet høj kvalitet over hele landet for patienter med bugspytkirtelkræft. Den type samarbejde styrker regeringen med sundhedsreformen, siger sundhedsministeren.

Bugspytkirtelkræft er en meget alvorlig sygdom med høj dødelighed, som hvert år rammer omkring 950 patienter. I 2017 iværksatte sundhedsministeren en skærpet indberetningspligt, og en undersøgelse viste i 2018, at der var forskel på, hvilke patienter, der blev tilbudt operation, afhængig af i hvilken region, de søgte behandling.

Det er baggrunden for, at en ny, national samarbejdsmodel nu er blevet udarbejdet af Sundhedsstyrelsen i samarbejde med fageksperter og regionerne i en såkaldt national multidisciplinær teamkonference (MDT).

”Alle patienter – uanset hvor de bor i landet – har ret til det bedst mulige behandlingstilbud. Derfor skal de højt specialiserede enheder, som behandler patienter med kræft i bugspytkirtlen, være endnu bedre til at udveksle faglig viden. Med dette værktøj forventer jeg, at vi kan nedbringe de regionale forskelle. Samtidig håber jeg, at vi også kan reducere dødeligheden”, siger sundhedsmininister Ellen Trane Nørby.

I regeringens aftale md Dansk Folkeparti om en sundhedsreform er der lagt op til vidensdeling på tværs af regionerne, som dette arbejde er et godt eksempel på, påpeger sundhedsministeren:

”Med aftalen om en sundhedsreform er regeringen og Dansk Folkeparti enige om, at den nationale koordinering af de højt specialiserede funktioner skal styrkes. Patienter med behov for højt specialiseret behandling skal ses som fælles patienter i det danske sundhedsvæsen, som sygehusene på tværs af landet har en fælles forpligtelse til at sikre hurtig udredning og behandling særligt på de områder, hvor en livstruende sygdom skal behandles hurtigt. Desuden skal det sikre en bedre udnyttelse af kapaciteten, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby.

Kræft i bugspytkirtlen behandles på Rigshospitalet, Aarhus Universitetshospital, Aalborg UH Syd og Odense Universitetshospital.

Pressekontakt: tlf. 72269418, pressevagt@sum.dk


Sidst opdateret 26-04-2019

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055