Skip navigation


Nye tal for kræftpakker: 72 procent af patienterne kommer igennem inden for de fastsatte tider

15-05-2014
PRESSEMEDDELELSE - Cirka 7 ud af 10 patienter, der henvises til undersøgelser og eventuel behandling på et sygehus, fordi der er begrundet mistanke om en kræftsygdom, kommer igennem et pakkeforløb inden for de anbefalede tider. Det viser den første årsrapport for kræftpakkeforløbene, som offentliggøres i dag.

Det går den rigtige vej med kræftbehandlingen herhjemme, men der er stadig patienter med tegn på en kræftsygdom, som må vente for lang tid, før de har fået en afklaring på, om de er syge og skal i behandling.

Det viser den første årsrapport for overvågningen af de 32 kræftpakker, der skal sikre, at patienter, som kan have kræft, hurtigt bliver undersøgt og behandlet.

I de tre første måneder af 2013 var det 70 procent af de patienter, som blev henvist til et sygehus i et kræftpakkeforløb, der blev undersøgt og behandlet inden for de faglige forløbstider. I slutningen af året var det 76 procent.

Sundhedsministeren er glad for den positive udvikling, der er sket på området i løbet af 2013:

"Det er en kæmpe belastning at gå og være bange for, om man har en kræftsygdom. Derfor er det også vigtigt, at man får en afklaring så hurtigt som muligt og kommer i behandling, hvis det viser sig, at man er syg", siger Nick Hækkerup og fortsætter:

"Tid kan være en afgørende faktor, hvis man har kræft. Og chancerne for at blive rask stiger, jo hurtigere man kommer i behandling. Derfor skal så mange som muligt også igennem et kræftpakkeforløb inden for de tider, der er fastsat. Jeg har derfor også en klar forventning om, at regionerne vil fortsætte det gode arbejde og klø på, så endnu flere patienter vil komme igennem et pakkeforløb inden de anbefalede tider i 2014. For selvom udviklingen er positiv, er vi ikke i mål endnu."

Se 'Årsopgørelse 2013 - Monitorering af kræftområdetrsrapporten' på e-sundhed.dk

Ifølge årsrapporten blev 72 procent af pakkeforløbene, uanset kræftform og behandlingsmetode, gennemført inden for standardforløbstiden i 2013.

Sundhedsstyrelsen vurderer, at det er tilfredsstillende, men vil fortsat have fokus på de områder, hvor der er udfordringer, og følge op over for regionerne.

Læs Sundhedsstyrelsens kommentarer til den nationale monitorering af forløbstider på kræftområdet – Årsopgørelse for 2013

Yderligere oplysninger:
Pressechef Thomas Bille Winkel, tlf.: 40 91 98 78.

Fakta: Procentandel behandlet inden for standardforløbstiden

Kvartal Andele forløb i procent
1. kvartal 2013 70
2. kvartal 2013 68
3. kvartal 2013 75
4. kvartal 2013 76
Hele 2013 72

Fakta: Procentandel behandlet inden for standardforløbstiden
Kræfttype 1. kvartal 2013 2. kvartal 2013 3. kvartal 2013 4. kvartal 2013


Prostatakræft

26 32 48 58
Tyk- og endetarmskræft 85 86 89 90
Lungekræft 72 73 80 82
Hoved- og halskræft 64 61 69 76
Modermærkekræft 97 97 96 96
Kræft i blæren 46 53 68 72
Kræft i hjernen 90 89 91 96
Kræft i bugspytkirtlen 81 88 90 83
Kræft i livmoderen 73 65 64 71


Kilde: Landspatientregistret


Sidst opdateret 27-05-2014

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |