Skip navigation


Udvidelse af gratis kræftvaccine-tilbud er trådt i kraft

08-01-2014
NYHED – Regeringens udvidelse af tilbuddet om gratis HPV-vaccine til piger er trådt i kraft fra årsskiftet. Alle piger op til 18 år kan blive gratis vaccineret, og årgangene 1993-1997 får tilbuddet en ekstra gang.

Human Papilloma-virus – også kaldet HPV – er den væsentligste årsag til livmoderhalskræft; en sygdom, som hver 3. dag koster en kvinde i Danmark livet. Men de fleste tilfælde af livmoderhalskræft kan forebygges, hvis man vaccineres mod HPV og følger screeningsprogrammet for livmoderhalskræft.

Derfor har man i Danmark siden 2009 tilbudt alle piger født fra år 1996 og frem at blive gratis vaccineret mod HPV som led i det almindelige børnevaccinationsprogram. Hidtil har aldersgrænsen for det gratis tilbud været 15 år, men med udvidelsen er aldersgrænsen hævet til 18 år. Og samtidig har kvinder født i årene 1993-1997 fået endnu en mulighed for at få vaccinen gratis, hvis de ikke allerede har benyttet sig af tilbuddet.

”Det er en virkelig stor ting, at vi kan tilbyde en gratis vaccine mod HPV, for livmoderkræft er en meget alvorlig sygdom. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi har kunnet give tilbuddet til endnu flere piger, og jeg håber selvfølgelig, at mange af de piger, der er omfattet af tilbuddet, vil benytte sig af det ,” siger sundhedsminister Astrid Krag.

Udvidelsen af tilbuddet om gratis HPV-vaccination er en del af det kræftudspil, som regeringen præsenterede i foråret 2013. Her blev der afsat 20 mio. kr. til at udvide tilbuddet.

Hvem kan få vaccinen gratis?

  • Alle piger, der er mellem 12 og 18 år, som en del af børnevaccinationsprogrammet.
  • Piger og kvinder født i årene 1993-1997, som ikke tidligere har taget imod tilbuddet, eller som ikke er fuldt vaccinerede, kan modtage gratis vaccination i 2014 og 2015.

    Fakta om HPV-vaccinen 

    • HPV-vaccinen gives i tre doser over et halvt år.
    • Vaccinen beskytter mod de to HPV-typer, der tilsammen er skyld i 70 pct. af alle tilfælde af livmoderhalskræft. 
    • Ca. 400 kvinder får diagnosen livmoderhalskræft hvert år, og hver 3. dag dør en kvinde i Danmark på grund af livmoderhalskræft. 
    • Sundhedsstyrelsen anbefaler, at alle kvinder – selv om man er blevet vaccineret – fortsat følger screeningsprogrammet for livmoderhalskræft.
    • Sundhedsstyrelsen vurderer løbende bivirkninger ved brug af HPV-vaccinen. Sundhedsstyrelsen vurderer fortsat, at fordelene ved at vaccinere er langt større end ulemperne.


      Sidst opdateret 07-01-2014

      Kontaktinformation

      Holbergsgade 6
      1057 København K
       | tlf: 72269000
       | EAN: 5798000362055
       |