Skip navigation


Dansk kræftbehandling er en succes — nu er vi klar til Kræftplan III

24-04-2009
PRESSEMEDDELELSE - Dansk kræftbehandling er en succes — nu er vi klar til Kræftplan III.

2010 er året, hvor Danmark får en ny Kræftplan. Minister for sundhed og forebyggelse, Jakob Axel Nielsen annoncerer i dag, at Danmark er klar til en ny kræftplan. Den skal hvile på de massive fremskidt i den danske kræftbehandling, som er opnået siden regeringen satte Kræftplan II i søen i 2005.

På trods af, at flere og flere danskerne desværre får kræft, så dør færre og færre danskere af sygdommen. Aktiviteten på kræftområdet er steget kraftigt med mange tusinde flere behandlinger om året, og overlevelsen for flere af de store kræftsygdomme stiger. Samtidig tilkendegiver 96 pct. af kræftpatienterne, at de har haft en god oplevelse af deres behandlingsforløb. Det er en stor succes. 

Fremskridtene kommer efter, at Danmark i en periode har haltet efter udlandet, når det kom til kræftbehandling. Men den ambitiøse indsats på kræftområdet med bedre kvalitet, indførelsen af pakkeforløb, målrettede midler til kræftområdet og en væsentligt højere aktivitet har givet dansk kræftbehandling et kvantespring fremad.

"Denne regering har vendt den skrantende danske kræftbehandling, som vi overtog. Det er helt klart noget som ikke bare regeringen, men det samlede danske sundhedsvæsen kan være stolte af", udtaler minister for sundhed og forebyggelse, Jakob Axel Nielsen.

"Men nu skal vi huske at se fremad. Ligesom i vores nabolande, så stiger antallet af kræfttilfælde også i Danmark. Det skal vi gøre noget ved — i forlængelse af det solide grundlag fra Forebyggelseskommissionen. Samtidig overlever flere deres kræftsygdom, og de skal hjælpes til at genoptage hverdagen. I Kræftplan III skal vi holde fokus på den høje kvalitet og de gode forløb i dansk kræftbehandling, samtidig med at vi bliver bedre til forebyggelse, tidlig opsporing og rehabilitering. Og vi skal også blive bedre til at inddrage patienterne og til at anvende udenlandske erfaringer og dokumentation."

Kræftplan III vil foreligge medio 2010. Planen bliver således udarbejdet i forlængelse af, at pakkeforløbene på kræftområdet konsolideres og det store arbejde med den danske specialeplanlægning, der skal samle behandlingerne på færre afdelinger, har fundet sted i efteråret 2009.

Kontakt: Pressemedarbejder Martin Deichmann, mde@sum.dk, tlf. 40 82 06 37


Sidst opdateret 11-09-2009

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |