Skip navigation


Sundhedsstyrelsen afgiver indstilling til indenrigs- og sundhedsministeren om vaccination mod livmoderhalskræft

05-10-2007
PRESSEMEDDELELSE - Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen har nu modtaget Sundhedsstyrelsens indstilling vedr. vaccination mod livmoderhalskræft

Sundhedsstyrelsen afgiver indstilling til indenrigs- og sundhedsministeren om vaccination mod livmoderhalskræft


Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen har nu modtaget Sundhedsstyrelsens indstilling vedr. vaccination mod livmoderhalskræft (HPV-virus).


HPV er en seksuelt overført virus. Infektion med HPV medfører i nogle tilfælde livmoderhalskræft, ligesom nogle typer af virusset er årsag til kønsvorter.


Sundhedsstyrelsen anbefaler, at HPV-vaccination tilbydes alle piger i 12-årsalderen som led i børnevaccinationsprogrammet suppleret med et 2-årigt program for piger i alderen 13, 14 og 15 år, der ikke har fået vaccinationen som 12-årige (catch-up).


Der er fortsat en række usikkerheder om vaccination mod HPV. Derfor foreslås det samtidig, at der etableres en national overvågning af vaccinationens effekt bl.a. gennem etablering af et vaccinationsregister.


Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen udtaler:


”Vi har nu et fagligt grundlag for en politisk stillingtagen i denne sag, som jo optager mange mennesker, men som også er ganske kompliceret – hvilket Sundhedsstyrelsens indstilling klart viser. Jeg vil nu drøfte med de politiske partier, hvordan vi kan finde finansiering til at følge Sundhedsstyrelsens indstilling.”


Det fremgår af Sundhedsstyrelsens indstilling, at de årlige udgifter skønnes at andrage ca. 84 mio. kr. om året. Hertil kommer udgifter til catch-up programmet, som anslås til 207 mio. kr. over to år, og ca. 28 mio. kr. i etablering og 10-15 mio. kr. i årlige driftsudgifter til vaccinationsregistret, HPV-test m.m.

Klik her for at se indstillingen på Sundhedsstyrelsens hjemmeside


Kontakt:
Kontorchef John Erik Pedersen, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, tlf. 72 26 94 66
Centerchef, overlæge Else Smith, Sundhedsstyrelsen, tlf. 72 22 77 60
Pressemedarbejder Anni Lundqvist, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, tlf. 40 82 06 34


Sidst opdateret 21-12-2009

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |