Skip navigation


Bedre genoptræning til mennesker med kompleks hjerneskade

01-06-2013
PRESSEMEDDELELSE - Mennesker med en kompleks hjerneskade har brug for en omfattende og sammensat støtte, når de skal arbejde sig tilbage til deres dagligdag. Regeringen vil som led i sit nye udspil 'Bedre kvalitet og samarbejde' styrke patienternes mulighed for at få en skræddersyet genoptræningsplan.

Hvert år bliver cirka 2.000 danskere ramt af en kompleks hjerneskade. Bagefter følger en tid med krævende genoptræning og en kamp for at vende tilbage til hverdagen. For en lille gruppe af disse patienter er genoptræningsbehovet meget omfattende og komplekst, fordi de eksempelvis både skal generhverve deres fysiske færdigheder og have tale- eller socialpædagogisk støtte.

 

I dag har sygehusene mulighed for at udarbejde en genoptræningsplan, der beskriver de fysiske genoptræningsbehov. Evalueringen af kommunalreformen viser imidlertid, at genoptræningsplanerne ikke giver en tilstrækkelig præcis beskrivelse af borgernes behov til brug for den kommunale rehabiliteringsindsats. Derfor vil regeringen give sygehusene mulighed for at udarbejde mere detaljerede genoptræningsplaner, som tager højde for de meget sammensatte og omfattende behov, der gælder for patienter med kompleks hjerneskade. Sygehusene vil således både kunne beskrive omfang, metode og tidsfrist for den kommunale genoptræning, som den hjerneskadede skal gennemgå efter udskrivningen fra sygehuset.

 

"Det er nogle meget tunge og krævende forløb, disse borgere skal igennem. Derfor er det vigtigt, at vi sikrer, at der bliver lavet en helt individuel og målrettet plan for den enkelte. Sygehusene får nu mulighed for i højere grad at beskrive borgerens detaljerede behov – både hvad angår metode og omfang af genoptræningen, men også hvornår den skal gå i gang. Det er et markant løft, som vil gavne dem, der er allerhårdest ramt af en hjerneskade", siger sundhedsminister Astrid Krag.

Differentieret hjælp til genoptræningspatienter 
Regeringen lægger samtidig op til, at der skal udarbejdes et såkaldt ’stratificeringsværktøj’, som skal hjælpe sygehusene til en effektiv inddeling af genoptræningspatienterne i grupper alt efter, hvor genoptræningsbehovenes omfang og kompleksitet.

Initiativet gælder alle patienter med genoptræningsbehov, både de enkle, som blot skal have et knæ genoptrænet, og de svære og komplekse, der kræver en sammensat og omfattende indsats. Værktøjet skal hjælpe lægerne til nemmere at kunne differentiere den hjælp, patienter skal modtage efter udskrivning, så de helt enkle genoptræningspatienter hurtigt og effektivt henvises til det enkle tilbud, de skal have, og de komplekse hurtigt bliver identificeret og henvist til en målrettet indsats.   

Begge initiativer, der skal styrke genoptræningsområdet, er en del af regeringens samlede udspil 'Bedre kvalitet og samarbejde', som offentliggøres i dag. Udspillet er en opfølgning på evalueringen af kommunalreformen, som blev offentliggjort i marts i år.

Fakta om initiativerne på genoptræningsområdet
Regeringen styrker genoptræningsområdet på følgende måde:
 

  • Udarbejde visitationsretningslinjer og sundhedsfaglige kvalitetskriterier for rehabliteringsindsatsen for borgere med meget komplekse rehabiliteringsbehov.
     
  • Udvikle et stratificeringsredskab, som skal danne grundlag for en målretning af genoptrænings- og rehabiliteringstilbuddene i forhold til borgerens behov.
     
  • Styrke sygehusenes kompetence til at beskrive genoptrænings- og rehabiliteringsbehovet for gruppen af borgere med meget omfattende og komplekse rehabiliteringsbehov samt mulighed for at fastsætte en tidsfrist for, hvornår indsatsen skal påbegyndes.
     
  • Følge udviklingen på genoptræningsområdet bl.a. med fokus på ventetider.

Det samlede udspil om opfølgning på evaluering af kommunalreformen

 

Yderligere oplysninger:
Pressechef Thomas Bille Winkel, tlf.: 40 91 98 78.


Sidst opdateret 07-06-2013

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055