Skip navigation


100 mio. kr. til regionernes indsats for unge med hjerneskade

20-12-2012
PRESSEMEDDELELSE - Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse udmønter i dag 100 mio. kr. til landets fem regioner til styrkelse af indsatsen for unge, der har fået en hjerneskade.

Når en person rammes af en hjerneskade, er det afgørende, at genoptræningen og rehabiliteringen bliver sat i gang hurtigt, og at opfølgningen er effektiv, så patienten kan vende tilbage til så normalt et liv som muligt. Derfor skal regionernes indsats for unge, der har fået en hjerneskade, styrkes med udmøntningen af en pulje på 100 mio. kr..

Formålet med puljen er, at unge patienter med hjerneskade i størst muligt omfang generhverver deres tabte funktioner, så de kan klare dagligdagen på bedste måde, deltage i det sociale liv og eventuelt vende tilbage til uddannelse eller arbejdsmarked. Det skal ske ved at sikre en større sammenhæng i de forløb, patienterne skal igennem.

Minister for sundhed og forebyggelse Astrid Krag siger:

”Vi har desværre for ofte hørt om, at hjerneskadede og deres pårørende føler sig utrygge, fordi de ikke oplever sammenhæng i den indsats, de har brug for. Jeg forventer, at vi i de kommende år vil se markante forbedringer i indsatsen over for mennesker med hjerneskade.”

Midlerne er øremærket til at styrke dels sygehusenes indsats over for unge, som er ramt af hjerneskade, dels samarbejdet mellem sygehuse, kommuner og praktiserende læger. Derudover skal hver region oprette en funktion i sygehusregi, som skal sørge for, at der sker den relevante opfølgning, udredning og rådgivning i forhold til den unge patient med hjerneskade.

Puljen på 100 mio. kr. stammer fra finansloven for 2012. Tidligere på året blev en pulje på 150 mio. kr. fra finansloven for 2011 udmøntet til kommunerne med henblik på at styrke kommunernes genoptrænings- og rehabiliteringstilbud for patienter, som har haft en hjerneskade og efterfølgende har været igennem alvorlige sygdomsforløb.

”Med Sundhedsstyrelsens forløbsprogrammer fra sidste år har kommuner og regioner fået et værktøj, de kan tilrettelægge indsatsen efter. Og med de midler, der nu er givet til både kommuner og regioner, er der sat ekstra strøm til indsatsen”, siger Astrid Krag.   

Yderligere oplysninger
Specialkonsulent Jacob Meller Jacobsen, tlf. 72 26 95 21.
Pressemedarbejder Katrine Kirch Kirkegaard, tlf. 50 96 50 69. 


Sidst opdateret 20-12-2012

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |